Hvordan fungerer den normale urinblære?
Nyrerne fungerer som filtre, hvor igennem blodet hele tiden filtreres. Dette sker dels for at fjerne affaldsstoffer fra blodet og dels for at regulere vandbalancen. Herved dannes urin, der transporteres konstant til urinblæren. Urinblæren er en slags beholder, et reservoir, som skal kunne rumme så meget urin, at vi kun med timers mellemrum behøver at tømme blæren.
Når alt fungerer normalt, føler vi en trang til at lade vandet i så tilpas god tid, at vi kan nå et toilet uden stress. Når vi lader vandet, skal tømningen gerne foregå rimeligt hurtigt, og blæren skal tømme sig helt. Imellem vandladningerne skal vi kunne holde tæt også ved hoste eller for eksempel et tungt løft.
Hvad er symptomerne på en urinblære, der ikke fungerer normalt?
Helt kort er det enhver afvigelse fra det ovennævnte: Trangen til at tisse melder sig for ofte, så man skal for tit på toilettet. Trangen melder sig så pludseligt og er så stærk, at man risikerer at tisse i bukserne (inkontinens), inden man når et toilet. Vandladningen foregår alt for langsomt og/eller tømningen er ikke fuldstændig. Det gør ondt at tisse. Vandladningstrangen er der måske ikke, så man først prøver at lade vandet, når urinblæren er overfyldt og så videre
De simpleste og første undersøgelser af vandladningsproblemer:
Før man kommer til undersøgelse, kan man blive bedt om at udfylde et "væske-vandladningsskema." Det går ud på at skrive ned, hvor meget og hvornår man drikker og, hvor meget og hvornår man tisser.
Urinen undersøges for bakterier, sukker og blod. En ikke erkendt sukkersyge kan medføre meget sukker i urinen, som vil medføre, at man udskiller store mængder urin og derfor har hyppig vandladning. En blærebetændelse kan være årsag til hyppig, smertefulde vandladninger.
Hos lidt ældre mænd vil man altid overveje, om et vandladningsproblem skyldes forstørret prostata eller måske kræft i prostata.
Hvis der er inkontinens, og hvis patienten anvender ble, er det simpelt at veje bleer for at få et skøn over, hvor meget urin, der drypper fra urinblæren.
På sygehuset kan man supplere med forskellige undersøgelser. Hos mænd vil man undersøge prostata med ultralydscanning, mens kvinder eventuelt skal have udført en gynækologisk undersøgelse. Det kan i visse tilfælde være indiceret at foretage kikkertundersøgelse af urinblæren.
Ofte vil man på dette tidspunkt have tilstrækkelige oplysninger til at stille diagnose og foreslå behandling.
Undersøgelser af urinblæren og vandladningen
Urostatisk undersøgelse:
Oprindeligt kunne man kun undersøge de tryk, urinblæren kan præstere, ved at udføre en såkaldt cystometri: Mens man fyldte urinblæren med saltvand, måltes urinblærens tryk. Ved en sådan undersøgelse kunne urinblæren ikke trække sig sammen, og defor var det en urostatisk undersøgelse.Man målte i virkeligheden spændingen i blæremusklen.
Urodynamiske undersøgelser:
Nu om dage foretages kun urodynamiske undersøgelser. Den simpleste er måling af selve vandladningen ved uroflow: Man tisser ned i et apparat, der tegner en kurve over, hvor meget fart der opnås under vandladningen, og hvor stor en mængde der udtømmes. Efterfølgende måles den rest-urin, der måske er i urinblæren, ved ultralydscanning.
Ved en tryk-flow undersøgelse måles blærens tryk under opfyldning med saltvand og det tryk, blæren skal præstere under selve vandladningen. Samtidig registreres urinstrømmens hastighed, idet tømningen foregår ned i et uroflow apparat. Ved en sådan undersøgelse får man de bedste oplysninger om, om blæren fungerer normalt, og man kan afgøre om prostata trykker for meget på urinrøret; om der er obstruktion.
Rent praktisk får patienten lagt et ganske tyndt kateter ind i blæren. Dette kateter har to kanaler. Gennem den ene kan man måle tryk i blæren, og gennem den anden kan blæren fyldes med saltvand. Da det tryk, man måler inde i blæren dels kommer fra sammentrækning af urinblæren og dels fra trykket inde i maven, bugtrykket (for eksempel hvis man presser med under vandladning, eller hvis man hoster), lægger man ved undersøgelsen også et tyndt kateter i endetarmen. Gennem dette kateter måles også bugtrykket. Det apparat man udfører en tryk-flow undersøgelse med, trækker automatisk bugtrykket fra det samlede tryk, der måles i urinblæren, hvorved man ender med at få en måling af selve urinblærens sammentrækningskraft.
Efter katetrene er anlagt, sidder patienten op på lejet. Når urinblæren føles tilstrækkeligt fyldt, standses fyldningen af blæren, og patienten lader herefter vandet ved siden af kateteret i urinrøret ned i et uroflow apparat. Man opnår så en måling af blærens tryk under vandladningen og samtidig en registrering af selve vandladningen.
Gør undersøgelsen ondt?
Det er muligt, at det lyder kompliceret og/eller ubehageligt, men erfaringsmæssigt oplever patienterne det som en meget simpel og ikke ubehagelig undersøgelse.