Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Øjne

Nethindeløsning

Hvad er nethindeløsning? Nethindeløsning er en øjensygdom, der påvirker synsevnen. Læs mere og bliv klogere på nethindeløsning her

Opdateret: 25. Januar 2013

Hvad er nethindeløsning?

Nethindeløsning er en øjensygdom, som består i, at en tynd hinde inde i øjet går løs fra øjets indervæg og skubbes eller trækkes ind mod øjets midte og dermed væk fra sin blodforsyning, som netop sidder i væggen.

Hvis nethindeløsning ikke bliver behandlet, vil det som regel medføre blindhed, da nethinden, som er den hinde, man bruger til at se med, ellers vil visne som en plante uden vand.

Opbygning og funktion (anatomi og fysiologi)

Øjets væg består af en hvid skal (senehinden), som er klar fortil (hornhinden), da der skal kunne komme lys ind i øjet.

Inde i øjet findes helt fortil linsen og regnbuehinden, men det meste af øjets indre, området mellem linsen og nethinden, udfyldes af en geleagtig æggehvidemasse, som kaldes glaslegemet. Glaslegemet støtter nethinden og holder øjet rundt, som luften i en bold holder bolden rund, men trykket i øjet er meget lavt. På indersiden af øjets hvide skal (senehinden), findes et net af blodårer, nærmest som en tynd moderkage, og klæbet ovenpå dette net findes nethinden, som er den nervehinde, vi bruger til at se med, og som sender opfattelsen af det sete videre til hjernen gennem synsnerven.

Illustration: Jakob Kramer. Billedet er venligst udlånt af Beredskabsstyrelsen.


Som det ses, ligger nethinden mellem blodkarrene i øjets væg (kaldet årehinden) og glaslegemet. Det er vigtigt, at nethinden ligger an mod blodkarrene i øjets væg, da ilt og energi til nethinden kommer via blodet, og nethinden er meget krævende på dette område.

Hvorfor får man nethindeløsning?

Glaslegemet er ofte skurken. Denne æggehvide udfylder jo øjets indre og ligger i intim kontakt med nethinden. Ligesom æggehviden i et æg, eller andre former for gele, bliver glaslegemet med alderen mere flydende, og der kan opstå lommer af tyndere væske, hvori uklarheder kan svømme rundt. Hvis disse lommer ligger centralt i øjet, kan uklarhederne opleves som svømmende tråde eller fluer. Hvis man oplever mange nye fluer eller tråde, er det måske tegn på, at glaslegemet helt eller delvist har løsnet sig fra nethinden. Glaslegemet sidder nemlig ikke særlig godt fast til nethinden bagtil i øjet. De fluer eller tråde man ser er irriterende, men harmløse.

Fortil i øjet sidder glaslegemet imidlertid bedre fast i nethinden, og navnlig her kan der opstå et træk på nethinden indefra, når det halvflydende glaslegeme opsplittes og forsøger at frigøre sig fra nethindens overflade. Dette kan sågar medføre fornemmelse af lysglimt, som skyldes, at nethinden altid registrerer lys, uanset om den udsættes for ægte lys eller mekanisk påvirkning (træk eller tryk). For at forstå dette, kan man prøve forsigtigt at trykke på sit øje i siden gennem huden. Så vil man ofte opleve et falsk, ringformet lyssignal inde ved næsen. På samme måde, kan man opleve et irreelt, kaleidoskopisk lys, ved at gnide sig i øjnene. Altså : Falske lysfornemmelser skyldes, at der er noget, der trykker på eller trækker i nethinden.

Nogle gange sidder glaslegemet klæbet godt fast til nethinden, som tape på en malet væg. Når glaslegemet løsnes, kommer der ikke bare lys/fluer: uden at patienten opdager det, bliver der af og til også trukket en måneformet rift eller et rundt hul i nethinden.

Da glaslegemet jo med alderen er mere vandigt, skvulper dette vand ud og ind gennem hullet eller riften i nethinden og løsner nethinden mere og mere fra øjets væg og dermed fra sin livgivende blodforsyning.

Hvor patienten før havde fornemmet fluer, lys eller måske lidt slør, kommer der nu en skygge nedefra, oppefra eller fra siden, som breder sig og giver et nedsat synsfelt. Nethinden har nu løsnet sig.

Hvordan behandles nethindeløsning?

Nethindeløsning skal opereres relativt hurtigt. Hvis nethinden løsner sig, må den sættes på plads ved en operation, som går ud på at omforme øjet med en slags ydre mavebælte af silikone, så nethinden atter kommer i kontakt med indervæggen og kan vokse fast igen. Man kan hjælpe lidt til ved at fryse væggen udefra omkring området, så der dannes noget arvæv, der klæber hinderne sammen i en vis grad. Den væske, der er kommet ind under nethinden, tømmes ud af øjet ved en lille punktering af øjets væg.

Nethinden kan også i visse tilfælde sættes på plads igen ved først at bortoperere glaslegemet hvilket foregår gennem et tyndt sugerør med indbygget roterende skær (Vitrectomi), og derefter tvinge nethinden på plads indefra med væske og gas eller silikoneolie.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Diagnosen stilles ved, at lægen undersøger nethinden gennem pupillen (oftalmoskopi). Alle øjenlæger har mulighed for at udføre denne undersøgelse. Hvis der er blod eller anden kraftig uklarhed i øjet, må diagnosen stilles ved en ultralydsundersøgelse (B-scanning).

Hvad kan man selv gøre?

  • Søg øjenlæge ved milde synsforstyrrelser (fluer, tråde ,lysglimt)

  • Søg øjenlæge akut ved skyggefornemmelse (nethindeløsning).

Selv om man oftest kan blive opereret for nethindeløsning, er det almindeligt, at patienten mister en del af sit syn uanset operationen. Jo mere af synsfeltet der er mistet inden operationen des mere permanent synstab. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på nyopståede symptomer på glaslegemeløsning (nye fluer, tråde, lysglimt ). Hvis der er kommet en rift i nethinden, men nethinden stadig sidder på plads, kan man nemlig ”lappe” omkring hullet med en laserstråle som en slags punktsvejsning og dermed forsegle riften. Denne behandling, der ikke opleves som en operation, men nærmest som en slags lysbehandling, foregår ambulant og medfører som regel, at synet bevares fuldt ud.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvem er særligt i risikogruppen ?

Man har større risiko for nethindeløsning, hvis man:

  • er over 50-60 år (glaslegemeløsning)

  • er nærsynet (hvor nethinden oftest er tynd og mere sårbar)

  • tidligere har fået øjenskader (slag) eller operationer

  • har diabetes (der kan dannes nye blodkar og andet bindevæv i nethinden, som trækker nethinden af).


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons