Fakta om operation for grå stær
- Den eneste anerkendte behandling af grå stær er operation.
- Ved operationen erstattes den beskadigede naturlige linse med en klar og gennemsigtig plastiklinse, så synet atter bliver brugbart.
- Operationen foregår i lokalbedøvelse og er smertefri. Den tager 15-20 minutter.
- Man må genoptage sin vanlige fysiske aktivitet efter et par dage ved en ukompliceret operation for grå stær.
Operation for grå stær
Operationen foregår i lokalbedøvelse og er smertefri. Den tager 15-20 minutter.
- Ved operationen laves et lille hul i øjet.
- Den naturlige linse knuses med ultralyd og suges ud i småstykker.
- Der lægges en ny plastik linse ind i øjet.
- Den naturlige linse ligger i en kapsel. Kapslen efterlades i øjet og udnyttes til at holde plastiklinsen på plads.
- Såret i øjet er så lille, at øjenlægen sjældent behøver at sy.
- Man kan tage hjem umiddelbart efter operationen.
Efter al kirurgi inden i øjet kan ses regnbuehindebetændelse. For at undgå dette vil man give øjendråber med binyrebarkhormon eller dråber af typen NSAID. Øjendråberne skal bruges i to til tre uger.
Et par uger efter operationen kan man få målt ud til nye briller. Nogle kan nøjes med læsebriller. Ved behandling opnås ofte fuldstændigt normalt syn. Det er dog ikke altid tilfældet, hvis man samtidigt har andre øjensygdomme som for eksempel aldersbetingede nethindeforandringer (”forkalkningspletter”).
Illustration af operation for grå stær
Billede: IStock.com
Skal man bruge briller efter en operation?
Ved operationen lægges en lille plastiklinse ind i øjet. Linserne fås i mange styrker. Kirurgen sigter efter, at man enten kan læse eller se langt uden briller; men ikke begge dele. Det er dog ikke altid dette kan opnås, hvis man for eksempel har bygningsfejl. Kirurgen kan dog aldrig garantere brillefrihed, da der er en vis usikkerhed på målinger, der bruges til til styrkeberegningerne.
Har man bygningsfejl, korrigeres den sædvanligvis ikke ved en grå stær operation. Ved bygningsfejl skal man derfor regne med at skulle bruge brille både til afstand og til læsning. Nogle gange kan store bygningsfejl dog korrigeres med speciallinser.
For at undgå briller vælger nogen at få lavet det ene øje til at se på afstand med og det andet til at læse med. Det kaldes monovision.Der findes plastiklinser, der har flere styrker – således at man kan se både på afstand og læse uden brille. Sådanne linser egner sig dog ikke til alle øjne, ligesom de heller ikke er egnede til alle typer erhverv og fritidsinteresser. Disse linser betales ikke af det offentlige. Hvis man er interesseret i sådan en løsning, skal man derfor kontakte en privat øjenklinik.
Flerstyrke linser tager en anelser skarpheden. Man vil opleve lysglimt og andre lysfænomener og ofte kommer let nedsat konstrastfølsomhed. Denne evne bruger vi fx til at se kantsten og trappetrin med. Det er et meget personligt valg, om man synes opnåelse af brillefrihed opvejer de andre ulemper, disse linser kan give.
Komplikationer ved operationen
Komplikationer til grå stær operation er heldigvis sjældne og ofte forbigående. I meget sjældne tilfælde kan komplikationer give blivende forværring af synet eller helt tab af synet på øjet. Efter en operation for grå stær, kan der hos nogle komme uklarheder i den bagerste del af linsekapslen. Dette kaldes efterstær og behandles med laser.
Efter operationen - hvad må man?
Efter en ukompliceret operation for grå stær, må man genoptage sin vanlige fysiske aktivitet et par dage efter operationen bortset fra hård sport og badning i svømmehal. Det er ikke sikkert, at du må køre bil umiddelbart efter operationen. Det afhænger af, om synet er blevet normalt. Spørg din øjenlæge.
Hvornår skal man opereres?
Der kan optræde komplikationer til alle slags operationer - også en grå stær operation. Man skal derfor ikke lade sig operere, før det er nødvendigt. Man skal overveje operation, når man får problemer med sit syn i det daglige. Det kan for eksempel være i trafikken, ved læsning eller tv. Hvis øjenlægen finder grå stær, vil øjenlægen diskutere med dig, om operation vil være en fornuftig idé. Som tommelfingerregel opererer man, når synsstyrken er faldet til 0,5.
Hvad kan ske, hvis jeg ikke bliver opereret?
Hvis grå stær ikke behandles, forværres den, og synet vil aftage gradvist for til sidst helt at forsvinde. Ubehandlet kan grå stær ende i grøn stær. Dette ses meget sjældent i Danmark, da personer med grå stær typisk har henvendt sig til øjenlæge og er blevet opereret, længe inden den grå stær er blevet så alvorlig.