Hvad er BPPV?
BPPV er forkortelsen for Benign Paroxystisk Positionel Vertigo der direkte oversat betyder godartet anfald af stillingsafhængig svimmelhed. Fænomenet kaldes også for krystalsyge og er den hyppigste årsag til svimmelhed.
Hvad er symptomerne på BPPV?
Ved BPPV udløser bestemte bevægelser af hovedet en uventet svimmelhed, hvor det føles som om verden drejer rundt. Det kan for eksempel ske efter, at man har vendt sig om i sengen. Efter kortere tid - ofte cirka 10-30 sekunder - forsvinder svimmelheden igen.Man kan, i forbindelse med svimmelheden, opleve kvalme som aftager ved gentagne bevægelserne af hovedet og til sidst kan den forsvinde helt.
Hvorfor får man BPPV?
I det indre øre findes et apparat som vedligeholder vores balancesans. Balanceorganet beror på små "hårceller", som stikker op i en tyk masse. Når vi bevæger os, trækker massen i de små hår, som detekter hvilken vej vi bevæger os. Man mener, at BPPV skyldes løse øresten, som bevæger sig ind i buegangene og forstyrrer det normale flow af væske. BPPV forekommer hyppigere efter hovedtraumer, eller hvis man har andre sygdomme i øret.
Hvordan behandler man BPPV?
BPPV er ufarligt og ret almindeligt, men kan være meget generende. Ofte er BPPV forbigående og forsvinder af sig selv, og det er derfor ikke altid nødvendigt med behandling.
En eventuel behandling er simpel og kaldes Epleys manøvre: her drejer lægen patientens hoved i bestemte mønstre for at få de løse øresten ud af buegangene og tilbage ind i de særlige sanseorganer i det indre øre, hvor de normalt sidder.
Behandlingen er effektiv og virker ofte, men BPPV kan godt komme igen efter en periode uden anfald. Hvis Epleys manøvre ikke virker, eller symptomerne kommer igen, kan man i samarbejde med lægen forsøge sig med forskellige hjemmeøvelser.
Øvelserne kan ofte bedre symptomerne, men BPPV har desværre en tendens til at komme igen, når man først har haft det en gang – dog heldigvis ofte med lange perioder imellem anfaldene.