Hvad kan man donere i live?

Der har for nylig været stor debat omkring organdonation i forbindelse med døden og hjernedødskriteriet. Men det er ikke kun, når man er død, at man kan give andre mennesker mulighed for ny livskvalitet. Man kan for eksempel donere sin nyre, sit blod og sin knoglemarv, mens man lever. Læs med, og bliv klogere på disse former for donation.

Man kan leve med kun én nyre, hvis man forærer et andet menneske sin ene nyre. Man kan give blod til et andet menneske, der mangler blod, for vi danner hele tiden nyt blod. Det samme gælder vores knoglemarv. Vi kan donere knoglemarv til én med blodkræft, fordi vi har overskud af den, og fordi den gendannes.

Vi kan med andre ord hjælpe andre mennesker til helbredelse uden de store omkostninger ved at donere disse dele af os selv. Denne artikel handler om nyre-, blod- og knoglemarvsdonationer. Sådanne donationer kan vi nemlig gøre som raske uden først at skulle forholde os til vores egen død.

Nyredonationer

I dag er der stort set ingen, der donerer nyrer i live uden at kende modtageren. I 25 procent af nyretransplantationerne sker transplantationen fra levende donorer til søskende, børn eller ægtefæller. Donation fra forældre til børn er hyppigst. De resterende 75 procent af nyretransplantationerne sker fra afdøde organdonorer i Norden. Der er mangel på nyredonorer og lange ventelister på en ny nyre. Behovet for levende donorer er steget i takt med, at antallet af nyresyge er steget, og der ikke er tilstrækkeligt med nyrer fra afdøde. Selvom der aldrig i Danmark er registreret dødsfald i forbindelse med donation af en nyre, er der en ganske lille risiko. Internationale undersøgelser tal viser, at der er sket 3 dødsfald i 10.000 operationer. Derfor foretrækker man at bruge nyrer fra afdøde personer.

Man kan tilbyde sig som donor, hvis man opfylder Sundhedslovens betingelser herfor. Den, der skal have en nyre, finder selv en donor, der så ringer til det sygehus, der skal stå for transplantationen og tilbyder sig. Donor vil herefter blive indkaldt til en samtale på sygehusafdelingen.

Ifølge overlæge Claus Bistrup på Nyremedicinsk afdeling på Odense Universitetshospital bliver man grundigt informeret om transplantationen, så lægerne er sikre på, at man er indforstået med, hvad der skal ske. Dernæst gennemgår man en række helbredsundersøgelser, der skal fastslå, om man er sund og rask, og om nyren kan fjernes, uden at man lider unødvendig overlast.

Sygehuset tjekker først og fremmest, om man har to nyrer, da nogle mennesker kun er født med én nyre. Og man sikrer sig, at de fungerer lige godt, så den tilbageværende nyre er af god nok kvalitet til at kunne fungere alene, når den ene nyre er fjernet. Man får blandt andet foretaget blod- og urinprøver samt hjerte- og nyreundersøgelser. Man bliver også røntgenfotograferet for at finde ud af, hvor mange blodkar man har til hver nyre, og hvordan urinafløbet ser ud. Det sker ved at sprøjte radioaktivt kontrast ind i blodet, så man ved hjælp af et gamma-kamera konstatere, hvordan blodet løber igennem hver nyre. Det gør man for at forberede kirurgerne på, hvad de skal lave, siger Claus Bistrup. Man spørger ligeledes, om donor har arvelige nyresygdomme i familien, der kan hindre en transplantation. Man må heller ikke have været i kemoterapi.

Sådan foregår en nyretransplantation

Blodtype og vævstype er ikke længere så afgørende for, om en nyretransplantation kan finde sted. Alle nyretransplanterede får medicin, der forhindrer afstødning resten af deres liv. Hvis blodtyperne ikke passer sammen, er medicineringen lidt anderledes, ligesom der kræves en forbehandling. Ligesom blodtyperne skal passe sammen, når man får blodtransfusion, skal blodtypen passe sammen, når man får en organtransplantation. Baggrunden er, at der findes antistoffer mod den fremmede blodtype, som vil ødelægge transfunderet blod eller transplanteret organer.

Man aftaler en dato, og både donor og modtager kommer dagen før operationen, hvor der tages blodprøver. Næste dags morgen køres donor og modtager på operationsgangen, og et hold læger vil tage nyren ud af giveren under fuld narkose, og et andet hold vil indoperere den hos modtageren. Donor er typisk indlagt i 3-6 dage, indtil han/hun er mobil og i stand til at klare sig selv. Efterfølgende er man sygemeldt 4-12 uger afhængigt af operationstype og job. Man kan herefter leve, som man plejer.

Man får dækket udgifter til transport og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med nyredonationen, så det ikke koster noget at give sin nyre væk. Til gengæld kan man heller ikke tjene på det.

Bloddonation

For at blive bloddonor skal man være mellem 17 og 60 år, være sund og rask og veje mindst 50 kilo. Er man under 18 år kræver det dog samtykke fra den/dem, der har forældremyndigheden. Man kan melde sig som bloddonor og komme i bloddonorregistret ved at henvende sig til blodbankerne eller ved at udfylde tilmeldingsformularen på www.bloddonor.dk . Man kan også tilmelde sig via sms.

Har man tilmeldt sig bloddonorregistret, vil man blive indkaldt af blodbanken. Her vil man blive stillet en række spørgsmål om sit helbred og risikoadfærd samt få foretaget prøver, der bestemmer blodtype og blodprocent. Man vil samtidig få undersøgt blodet for virus.

Hvis man kan bruges som bloddonor, vil man tidligst blive indkaldt to måneder efter den første prøvetapning, så jerndepoterne kan nå at genopbygge sig.

Sådan foregår en bloddonation

Ved hver blodtapning donerer man en halv liter blod. Selve tapningen varer omkring 10 minutter. Der er ingen risiko for smitte, da blodet tappes med éngangskanyler til éngangsposer. Efter tapningen slapper man af i 10 minutter, mens man drikker en øl, juice eller sodavand. Man kan højst donere blod fire gange om året, fordi jerndepoterne skal genopbygges.

Man anslår, at ud af ti portioner blod går omkring fire portioner til kræftbehandling og to til sygdomme i kredsløbsorganer. De resterende fire portioner går til diverse ulykker og mange forskellige sygdomme.

Knoglemarv

Den største gruppe, der modtager knoglemarv, har blodkræft, heraf er mange børn. De øvrige lider af alvorlige blodsygdomme eller medfødte stofskiftesygdomme. Transplantation af knoglemarv kan helbrede mange, der ellers ville dø.

For at blive knoglemarvsdonor skal man først melde sig som bloddonor. Det skyldes blandt andet, at donorregistret så allerede kender donorens helbredstilstand og nogle gange også vævstype. Alle bloddonorer kan melde sig i Det Danske Knoglemarvsdonorregister – der er to registre: et register på Rigshospitalet, hvis man bor i Østdanmark, et på Skejby Sygehus, hvis man bor i Vestdanmark.

Der gælder de samme krav som ved bloddonation for at kunne donere knoglemarv – det vil sige, at man skal være mellem 17 år og 67 år, være sund og rask samt veje mindst 50 kilo.

En knoglemarvsdonor bliver vævstypebestemt i donorregistret samt i Bone Marrow Donors Worldwide i Leiden i Holland, så knoglemarven både kan bruges nationalt og internationalt.

For at blive udvalgt som knoglemarvsdonor forudsætter det, at man har helt samme vævstype som patienten. Da der findes tusindvis af forskellige vævstyper, er chancen for, at man bliver udvalgt ikke stor. I 25-30 procent af operationerne får patienterne transplanteret knoglemarv fra familiemedlemmer, fordi knoglemarven her er beslægtet. Resten af transplantationerne, sker med ubeslægtede donorer via knoglemarvsdonorregistret. I Danmark foretages der cirka 50 knoglemarvstransplantationer årligt.

Hvis man bliver udvalgt som donor, vil man blive indkaldt til en samtale på hospitalet og få en grundig forklaring på, hvad det går ud på. Samtidig bliver man både blodtype- og vævstypebestemt endnu en gang for en sikkerheds skyld. Hvis vævstypen passer til patientens, bliver man indkaldt til en samtale samt en helbredsundersøgelse. Herefter aftales et tidspunkt for donationen.

Sådan foregår en knoglemarvsdonation

Man bliver indlagt på sygehuset et par dage. I Østdanmark sker det på Rigshospitalet og i Vestdanmark på Århus Kommune Hospital. Under fuld narkose bliver cirka 5 procent af knoglemarven suget ud fra hoftebenskammen med en sprøjte og en kanyle. Der stikkes 8-10 gange. Knoglemarven bliver herefter filtreret og behandlet, før patienten får den i en åre i armen ligesom ved en blodtransfusion. Knoglemarvscellerne (som er stamceller) finder selv vej til patientens knoglemarv, hvor de danner raske blodceller.

Man kan også tage stamcellerne fra donors blod. Det kræver, at man behandles i 4-5 dage med medicin, som får knoglemarvscellerne til at løsne sig fra marven og gå over i blodbanen. Det sker ambulant uden bedøvelse og varer et par timer.

Det er transplantationscenteret, som i første omgang oplyser, hvilken metode, der foretrækkes. I nogle tilfælde kan donor være med til at bestemme metode, mens donor i andre tilfælde ikke kan vælge, da valg af metode afhænger af patientens sygdom.

Efter knoglemarvsdonationen kan man være øm over hoften et par døgn. Man kommer ikke til at mangle knoglemarv efter donationen. Vi har som raske overskud af knoglemarv, og den fjernede marv bliver gendannet i løbet af få uger. Der er en meget lille risiko for donor, som der er ved enhver bedøvelse. Da indgrebet er kortvarigt, er risikoen minimal.

Donationer i tal

I Danmark er der foretaget cirka 760 knoglemarvstransplantationer, og af disse er cirka 225 foretaget med en ubeslægtet donor. På verdensplan er der foretaget omkring 50.000 transplantationer, heraf cirka 20.000 med ubeslægtede donorer.

I 2010 var der 358.442 tapninger, mens der var 371.660 tapninger året før.

I 2010 blev der foretaget 102 nyretransplantationer fra levende donorer. Tallet har siden været faldende til 100 transplantationer i 2011 og 77 i 2012.

Ved donation af en nyre fra en levende donor kan man forvente, at 90-95 procent af nyrerne fortsat er velfungerende efter et år. Under 1 procent kommer aldrig til at fungere.

Kilde: http://www.auh.dk, www.bloddonor.dk, www.rigshospitalet.dk, www.nyreforeningen.dk

Regler for donation

Reglerne for donation af såvel nyrer, knoglemarv og blod samt andre dele af vores kroppe er reguleret i Sundhedslovens § 52 om transplantation fra levende personer:

§ 52. Fra en person, som har meddelt skriftligt samtykke hertil, kan væv og andet biologisk materiale udtages i personens levende live til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske.

Stk. 2. Samtykke kan meddeles af den, der er fyldt 18 år. Såfremt ganske særlige grunde taler derfor, kan indgrebet dog foretages med samtykke fra en person under 18 år, når samtykket er tiltrådt af forældremyndighedens indehaver.

Der kan dog ikke gives samtykke til, at der fra en person under 18 år udtages ikkegendanneligt væv.

Stk. 3. Inden samtykke meddeles, skal den pågældende af en læge have modtaget oplysning om indgrebets beskaffenhed og følger samt om risikoen ved indgrebet. Lægen skal forvisse sig om, at den pågældende har forstået betydningen af de meddelte oplysninger.

Stk. 4. Indgrebet må kun finde sted, såfremt det efter sin art og samtykkegiverens helbredstilstand kan foretages uden nærliggende fare for personen.

Sidst opdateret: 20.11.2013