Efter ca. 14 års med spiseforstyrrelser søger jeg hjælp - og erkender mit problem. De sidste 3 år var problemerne blevet fysisk alvorlige idet anorexien havde udviklet sig meget slemt og havde tæret på min krop og ressourcer.
Jeg nu har været i behandling i ca. 1½ år, og jeg ved da at det går fremad, selvom det går MEGET langsomt. Specielt mht. vægten har jeg svært ved at give slip.
Mit spørgsmål går nu i en lidt anden retning. Jeg har fået ny psykiater som har meget erfaring i behandling af anorexi / spiseforstyrrelser. Hun fortalte mig at jeg havde en depression! Det var nyt for mig og jeg er lidt forvirret. Hvordan kan jeg/hun skelne anorexien og depressionen - som jo har mange fælles symptomer?
I bagspejlet kan jeg se at jeg har været extrem nedtrykt og uden selvtillid. Føler ikke jeg er noget værd og at jeg intet kan. Men er det anorexien der jo også giver lavt selvværd - eller skal jeg virkelig i medicinsk behandling, som jeg er RET skeptisk overfor?? På den anden side ville jeg ønske mig et liv fyldt med glæde og gode oplevelser jeg kan tage del i.
(Selvfølgelig gør min anorexi også at jeg tænker på medicinsk bivirkning i form af vægtøgning. Er nogle præperater værre end andre? )
Håber på svar da jeg synes det er svært pludselig at acceptere en ny sygdom nu da jeg er blevet så åben omkring anorexien.
Mvh Krebsen