Brevkasse

Spørgsmål   Psykiatri

Spørgsmål: Er jeg blevet skadet permanent af hash?

Hej panel

Jeg har gennem de sidste 19 år døjet med konstant depression og social angst.

Min sindstilstand blev udløst, da jeg som 17 årig fik en forfærdelig oplevelse med hash, hvor jeg fik et voldsomt angstanfald blandet med paranoia, hvor jeg troede jeg var blevet sindsyg. Mine forældre kørte mig på skadestuen, og meget mere husker jeg ikke.

Men næste dag, da jeg stod op, var jeg - og har været lige siden - et forandret/helt andet menneske plaget af depression, lavt selvværd og angst for andre mennesker. Jeg har prøvet både terapi og medicin uden virkning.

Indtil for nylig har jeg troet, at den skæbnesvangre episode har været en reaktion på ting jeg i forvejen har opbygget før episoden. Men min nuværende psykolog, som jeg har haft i et stykke tid, mener at der kan være tale om decideret varige mén i min hjerne, der gør, at der skal så meget mere til for at jeg fx føler glæde.

Jeg har herefter læst om, hvordan for tidlig brug af hash kan forårsage permanent/uoprettelig skade på hjernen. Det skal siges, at jeg ikke var hyppig bruger af hash.

Jeg vil tro jeg har prøvet det 15-20 gange i alt og med store mellemrum.

Jeg tror mit spørgsmål er, hvorvidt der er noget at gøre i denne situation eller om jeg skal opfatte det som en livstidsstraf?

Mvh

En spørger

Svar:

Kære spørger:

Tak for din mail i hvilken du fortæller at du for mange år siden havde en dårlig oplevelse med hashrygning hvor du blev paranoid og fik angst. Siden har du døjet med depression og social angst og du tænker på, om din nuværende tilstand er konsekvensen af hash-rygning.

Det spørgsmål er særdeles vanskeligt at svare på, og selvom man så kunne besvare spørgsmålet endegyldigt, ja, så får du jo ikke ret meget ud af svaret. Hvad der er helt tydeligt er derimod, at du ALDRIG mere skal ryge cannabis. End ikke bare en smule pot. Der er alt for meget på spil.

Når du har døjet med konstant depression og social angst gennem 19 år, så er det på tide, at du får det bedre. Jeg bemærker, at du er i samtaleforløb hos en psykolog, men jeg kan også se, at du oplyser, at du ikke er i medicinsk behandling. Mon ikke det var værd at overveje? Når man har haft det skidt gennem 19 år, ja, så tæller alt hvad der kan medføre blot en mindre bedring. Det kunne jo også være, at du kunne få det markant bedre under medicinsk behandling. Hvis man har haft det dårligt gennem så mange år som dig, kan der ske det, at tristhed og angst næsten bliver en del af ens karakter/personlighedsstruktur. I psykoterapi kan man imidlertid også arbejde med karaktertræk og sådanne terapeutiske forløb kan kombineres med medicinsk antidepressiv-angstdæmpende behandling.

Jeg synes, at du har været tålmodig i og med at du har gået og haft det skidt i 19 år, men nu er det på tide at se fremad. Tænk ikke mere på om tilstand er prisen for fortidens synder, men beslut med dig selv, at du aldrig mere skal ryge cannabis og at nu vil du have det bedre og bestil en tid hos din praktiserende læge og tal med ham/hende om hvordan du har det herunder om du kunne være kandidat til medicinsk behandling, evt henvisning til privatpraktiserende speciallæge i psykiatri eller hospitalernes ambulante behandlingstilbud. rigtig god bedring.

Hans Mørch

Speciallæge i psykiatri.


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Jeg er trappet ud af mine lykkepiller - er det årsagen til mit ubehag?

2028-11-20 | 00:00

Hvorfor er jeg blevet følelseskold?

2025-07-13 | 00:00

Har jeg en fødselsdepression?

2024-04-20 | 00:00

Har jeg en depression?

2020-11-7 | 13:52

Jeg tror jeg lider af socialfobi. Hvad er mine muligheder for at komme af med denne?

2021-11-20 | 00:00

Skal jeg tage kontakt til min bror?

2020-09-25 | 22:20

Ketamin mod depression?

2020-05-2 | 18:03

Er jeg blevet skadet permanent af hash?

2018-11-15 | 22:40

Lyst til sex efter depression?

2018-09-7 | 23:39

Hvordan siger jeg, at jeg har brug for en "time-out"?

2018-07-23 | 14:10

Jeg vil stoppe med smertestillende, hvordan gør jeg?

2018-02-1 | 02:41

Jeg døjer med mange grimme tanker. Hvad gør jeg?

2017-01-4 | 21:42

Hvorfor er jeg ikke tilfreds med mit gode liv?

2017-11-9 | 10:05

Hvordan håndterer jeg mit præstationspres?

2014-04-13 | 00:00

Lider jeg af angst?

2014-04-13 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.