Brevkasse

Spørgsmål   Psykiatri

Spørgsmål: Har jeg fået en depression?

Kære Netdoktor

Jeg har diagnosen bipolar lidelse, som blev stillet på 1 time, skønt det, at jeg aldrig er manisk men derimod deprimeret og nede for det meste. En anden psykolog, som jeg gik til 2 timer om ugen, har sagt, at jeg har en personlighedsforstyrrelse og ikke er bipolar. Jeg føler mere, jeg har en personlighedsforstyrrelse og tror mere på den, som jeg har snakket med i så lang tid, end en time.

Det her beskriver mig mest: deprimeret, træt, negativ livssyn, føler mig forkert, social angst og min mave begynder at larme, når jeg er i store forsamlinger, som jeg undgår ved at melde mig syg og forkellige undskyldninger, jeg ellers kan finde på for at slippe for de store forsamlinger, ingen selvtillid, er så bange for nye ting og steder. Har kørekort men er så angst for at køre, så kører ikke og igen finder på undskylninger for at dække over min angst. Føler snart ikke mere, at jeg kan opretholde min løgn om, at det hele går godt. Jeg har haft selvmordsforsøg ved overdosis og røg på sygehuset.

Jeg var så endelig kommet igang på en fabrik, hvor jeg var i tre år og kæmpede med at skjule mine psykiske mener så godt som muligt. Holdte mig for mig selv og spiste ikke i kantinen af angsten for alle de mennesker, men da jeg så endelig fik snakket med min chef om min angst og slap for møder og det lettede meget, blev jeg fyret kort efter på grund af nedgang, og løftet om, at om blev der mere at lave, kunne jeg sagtens komme ind igen. I starten tænkte jeg, det bare var en kort tid, jeg skulle gå ledig, men nu har jeg været ledig i 2 måneder, og usikkerheden er blevet værre, og jeg føler mig så ked af det.

Ved simpelthen ikke, hvor jeg skal kunne få startet på et nyt job, og skulle mine psykiske men forfra. Min fagforening presser mig til job, som er langt væk, og er til tider urimelige, når jeg er alene med min søn hele ugen, da min mand kører lastbil og kun er hjemme i weekenden, og jeg ved ik, hvordan jeg skal komme til og fra job med min angst. Hvad er der med mig? Jeg kan ikke blive ved med at holde den her facade oppe. Har jeg fået en depression? Og hva skal jeg gøre?

Med venlig hilsen en spørger

Svar:

Kære spørger

Dit spørgsmål beskæftiger sig overordnet med 3 emner:

  1. Din diagnose. 2. Angst. 3. Dit humør.

For så vidt angår diagnosen: Det er ikke ualmindeligt, at patienter med bipolar affektiv sindslidelse ofte har været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem og fået stillet en anden diagnose, inden en evt. bipolar affektiv sindslidelse diagnosticeres. Nogle undersøgelser peger på, at der går flere år, før den bipolare diagnose stilles. Omkring personlighedsforstyrrelsesdiagnoser, ja, så er det en god ide at være lidt tilbageholdende med at stille disse diagnoser, da jeg mener, at man bør have et rimeligt godt kendskab til patienten, inden man stiller specielt en sådan diagnose. Imidlertid kan man jo godt lide af flere sygdomme på en gang, således både have en bipolar affektiv sindslidelse og en personlighedsforstyrrelse - og måske en komplicerende angst. Omkring diagnosen bipolar skulle man jo tro, at man både skal have været manisk og depressiv - altså have været i begge ender (eller "poler") af humørspektret for at opfylde de diagnostiske kriterier. Du undrer dig over, at man har stillet diagnosen hos dig, da du ikke mener, at have været manisk. Imidlertid forholder det sig sådan, at hvis man blot har været "hypoman" - d.v.s. været i en tilstand, der ligner, men ikke er så udtalt som en egentligt mani og varer lidt længere - ja, så opfylder man faktisk også de diagnostiske kriterier for diagnosen bipolar (naturligvis under forudsætning af, at man også har været depressiv). Så selvom du aldrig har været rigtig manisk, ja, så har du måske haft en hypomani, og når du så nu er depressiv, så opfylder du faktisk kriterierne for diagnosen.

Du beskriver, hvordan du holder dig for dig selv og undgår samvær med andre mennesker. Dette får mig til at overveje, om du måske lider af socialfobi som er en angsttilstand. Jeg henviser til angstforeningens hjemmeside herfor.

Du oplyser, at du er deprimeret. Hvis du vitterligt lider af bipolar affektiv sindslidelse, så har du en sygdom, der manifesterer sig ved udsvingninger i humøret, og hermed altså kan give sig til kende i form af depression. Det kan jo også være, at du ikke lider af bipolar sygdom, men derimod en regelret depression (som så af nogen omtales som "uni-polar", da man her kun har stemningsudsving mod den ene pol - den depressive - af humørspektret). Uanset, om din depression er led i en bipolar lidelse eller en unipolar, ja, så er tilstanden ofte behandlelig. Dette kræver dog, at man søger hjælp.

Af dit spørgsmål forstår jeg, at du har været ved 2 forskellige psykologer - mon ikke det er på tide, at du søger hjælp hos en læge. Eksempelvis kunne du bestille tid hos din praktiserende læge for at diskutere dine diagnostiske spørgsmål og behandlingsmulighederne med ham eller hende. Det kan være svært at passe job, endsige starte nyt job, når man har en depression og måske ledsagende angst, og jeg kan forstå, at du står foran tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Derudover har du også et stort ansvar i forhold til dit barn, så jeg synes bestemt, at du skal søge hjælp, så du kan få en bedre tilværelse og leve op til de krav, der stilles til dig, både som mor, hustru og arbejdstager.

Med ønsket om held og lykke.

Hans Mørch Jensen

Speciallæge i psykiatri


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Jeg er trappet ud af mine lykkepiller - er det årsagen til mit ubehag?

2028-11-20 | 00:00

Hvorfor er jeg blevet følelseskold?

2025-07-13 | 00:00

Har jeg en fødselsdepression?

2024-04-20 | 00:00

Har jeg en depression?

2020-11-7 | 13:52

Jeg tror jeg lider af socialfobi. Hvad er mine muligheder for at komme af med denne?

2021-11-20 | 00:00

Skal jeg tage kontakt til min bror?

2020-09-25 | 22:20

Ketamin mod depression?

2020-05-2 | 18:03

Er jeg blevet skadet permanent af hash?

2018-11-15 | 22:40

Lyst til sex efter depression?

2018-09-7 | 23:39

Hvordan siger jeg, at jeg har brug for en "time-out"?

2018-07-23 | 14:10

Jeg vil stoppe med smertestillende, hvordan gør jeg?

2018-02-1 | 02:41

Jeg døjer med mange grimme tanker. Hvad gør jeg?

2017-01-4 | 21:42

Hvorfor er jeg ikke tilfreds med mit gode liv?

2017-11-9 | 10:05

Hvordan håndterer jeg mit præstationspres?

2014-04-13 | 00:00

Lider jeg af angst?

2014-04-13 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.