Hej Netdoktor.
Jeg er en ung pige på 21 år, som har lidt af angst næsten hele livet. Jeg går jævnligt ind i depressive perioder, hvor jeg græder meget, eller går med lysten til at afreagere uden at kunne komme ud med det. I disse perioder drukner jeg mig selv i tv-serier, spiller sims 4 eller andet, der ikke er særligt produktivt bare for ikke at tænke på noget. Derudover har jeg ADD og er særligt sensitiv og kæmper med at kontrollere mit liv, fx. administration af penge eller tid. Jeg arbejder i en tøjbutik, hvor jeg er glad for at være, fordi min chef er fantastisk, og arbejdet får mig til at glemme mine problemer.
Mit spørgsmål er nu ikke, hvordan jeg kommer ud af disse perioder og ud af min angst, for jeg er egentlig fint afklaret med, at det er sådan det er en gang imellem, og at det går over igen.
Mit problem ligger i, at jeg ofte får dårlig samvittighed overfor min familie, eller også er jeg bange for hvad de tænker om mig.
Jeg kan give et eksempel: Jeg var i helsingør med min mor, søster i tre dage, hvor vi var ude alle dagende og oplevede alt muligt. Da vi kom hjem havde jeg tre lange arbejdsvagter lige efter hinanden, og jeg klarede det hele fint, selvom jeg let bliver overvældet. Men på den 7. dag havde min fætter fødselsdag, og jeg fandt mig selv i en tilstand, hvor jeg var udkørt og ikke kunne få mig selv til at komme af sted. Jeg så film lige indtil, vi skulle afsted og måtte så sige til min mor, at jeg havde hovedpine og ikke kunne komme. Min mor besluttede sig for at sige, at det var min egen skyld, at jeg havde det dårligt, fordi jeg havde ligget og set film hele formiddagen.
Så hende og min søster tog af sted uden mig, og jeg var derefter så opfyldt af dårlig samvittighed og angst overfor, hvad de tænkte om mig, at jeg græd nærmest hele dagen og ikke fik det pusterum, som dagens skulle have givet mig. Jeg ved godt, at jeg måske kunne have håndteret situationen dårligt selv.
Andre gange kan jeg gå rundt og være meget ked af det, men med det samme nogen taler til mig, så smiler jeg, som om jeg har det fantastisk.
Spørgsmålet er så, hvordan jeg kan forklare mine uhåndgribelige følelser overfor folk, så de forstår, hvorfor der er noget jeg ikke kan?
Ofte har jeg det så dårligt indeni, at jeg ikke kan overskue at fortælle sandheden og derfor fortæller jeg en løgn om, at jeg er fysisk syg. Ofte har jeg heller ikke lyst til at have opmærksomhed på grund af min angst.
En vigtig detalje at nævne er, at min mor selv har haft kronisk depression i mange år og derfor ved, hvordan det føles. Hendes udfordring er, at forstå at mine problemer og følelser er meget anderledes end hendes egne. Hvis der er noget, hun kan håndtere, så tror hun at jeg kan præcist det samme, og hun har svært ved at indse, hvis hun ikke har ret. Min mor er min bedste ven, og vi kender hinanden ud og ind. Jeg har bare en konstant følelse af, at hun ikke er helt med på, at vi er forskellige.
Jeg vil kort sagt gerne af med min følelse af dårlig samvittighed, og jeg vil gerne vide hvordan jeg kan forklare på en enkel måde at jeg har en dårlig dag.
Hilsen hende den forvirrede