Jeg er en sund ung mand på 24 år. Jeg bor sammen med min kæreste og min lille datter.
Følgende ord kan beskrive min person: Tit træt, sjældent glad, sommetider nervøs, indadvendt, få gode venner, sommetider aggressiv, ubeslutsom, perfektionist, får det dårligt ved nederlag, let ved at få dårlig samvittighed, god far, god forsørger, god i skolen, dårligt socialliv, middel/dårligt sexliv og har det bedst, hvis jeg er alene. Jeg spiller ofte, overfor andre, stolt, glad og en person med masser af selvtillid, MEN indvendig er/har jeg det ikke. Jeg føler også, at andre ikke har respekt for mig.
Jeg har aldrig været den stille generte type, der i klasselokalet har siddet henne i hjørnet og gemt mig. Tværtimod, men jeg har ALDRIG været den snaksalige type. Jeg "siger ikke meget".
Jeg elsker mine forældre, og jeg er opvokset med en 5 år ældre bror, og en søster, der er yngre end mig. Vi brødre bor ikke længere under samme tag. Disse ord om min bror: Han er dominerende, har masser af selvtillid, god i skolen, doven, har et dårligt socialliv, har ingen kæreste haft, kan være voldsom/voldelig (dog sjældent), har ingen samvittighed og er ligeglad med andre end sig selv. Jeg mener også, at han er en psykopat.
Jeg har et "politi-lignende" arbejde, der gør, at jeg har megen publikums-kontakt, skal løse andres konflikter, og til daglig skal "ordre" rundt med andre. Mit problem, er, at jeg kan blive meget nervøs/usikker, f.eks. når jeg bare snakker med andre. Og når det sker, mister jeg ofte "kontrollen" over det, jeg siger (blander ord sammen eller siger et eller andet dumt). Jeg har det bedst, hvis jeg kun skal snakke med én person. Da er det intet problem, og jeg føler, at jeg har styr på "problemet". Jeg føler også, at når jeg snakker med flere andre, må jeg hele tiden minde mig om problemet, og at jeg konstant må holde styr på det.
Jeg kan også nemt blive nervøs, hvis jeg f.eks. møder en uventet person i supermarkedet. Jeg bliver nervøs, fordi jeg føler, at jeg ikke har noget at sige. Jeg siger måske noget, men er nervøs og føler, at vedkommende synes, at jeg er "dum".Til tider får jeg en følelse af at ville græde (f.eks. ved en sørgelig film, sørgelig sang mm.). MEN gør det ikke. Jeg kan bare føle følelsen i kroppen.Jeg kan ikke lide min person. Hvordan kan jeg få respekt for mig selv. Det vil sikkert løse mange af mine problemer...
2-årig.