Brevkasse

Spørgsmål   Psykiatri

Spørgsmål: Kan anabolske steroider udløse en depression?

Kære Netdoktor,

Jeg har lidt af depression og angst i ca ½ år nu, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor det hele er kommet til mig?

Jeg begyndte for lidt over et år siden at styrketræne i fitnesscenter, men efter et halvt års tid gik udviklingen ikke hurtigt nok, og jeg begyndte derfor at skyde mig med anabolske steoider (primobolan + testosteron 1 ml hver 3. dag). Jeg begyndte at vokse meget hurtigt og alt gik som planlagt i de 3 måneder, hvor det stod på, lige indtil min "kur" var færdig. Efter 2 måneders tid begyndte det at gå den anden vej, og min vægt faldt hurtigt igen.

Jeg mistede fuldstændig lysten til at træne og til alt andet omkring mig. Efter jeg stoppede med at skyde mig, faldt motivationen som sagt - ikke kun for træning men også for mange andre ting i dagligdagen.

Pludselig begyndte det at gå i den helt gale retning, hvor jeg hverken kunne sove om natten, spise eller motivere mig selv til noget andet end at sove om dagen eller bare sidde derhjemme. Derudover fik jeg det ubeskrivelig dårligt, hvis jeg skulle udenfor, og specielt hvis jeg skulle møde mennesker, som jeg ikke kendte.

Min krop reagerede ved ekstrem hjertebanken, kuldegysninger, uro, sitren i hele kroppen og toiletbesøg 4-5 gange hvert kvarter. Efter nogen tid besluttede jeg i samråd med min familie, at jeg burde opsøge en læge, så der kunne blive gjort noget ved problemet.

Lægen konstaterede depression/angst, hvilket jeg i dag stadig tager medicin for. Udover alt dette var jeg et par måneder forinden blevet opsagt i min elevstilling, og jeg havde svært ved at finde job. Da jeg endelig fandt et, var der ikke styr på tingene, og jeg måtte efter 1½ måned opsige min stilling, hvorefter de ikke ville udbetale min løn.

Sådan har det stort set gået mig i alt, hvad jeg har foretaget mig igennem livet, så måske har det også noget at skulle have sagt? Jeg ved ikke, om min jobsituation har noget med alt det her at gøre, men jeg ville ikke undlade det, hvis nu det kunne have betydning. Kan alt dette være udløst at mit forbrug af steoider, eller kan der være andre faktorer, der spiller ind?

Med venlig hilsen,

En spørger

Svar:

Kære Spørger,

Du beretter om dit forbrug af anabolske steroider og de efterfølgende sjælelige bivirkninger. Jeg kan ikke advare nok imod at bruge anabolske steroider, og din fortælling viser jo også, hvor farligt det er, og hvilke svære bivirkninger, man risikerer at udvikle - selv efter ganske kort tids anvendelse af anabolske steroider. Du kan læse lidt mere om det her: http://www.netdoktor.dk/brevkasser/arkiv/201352.htm

Jeg synes, at det er betryggende, at du er kommet i medicinsk behandling for den depressive tilstand med ledsagende angst, som du har udviklet som følge af dit forbrug/misbrug af anabolske steroider. Du må aldrig, aldrig, aldrig mere tage steroider, for så risikerer du at blive rigtig dårlig. I håb om at du får det bedre, og at din jobsituation løser sig.

Med venlig hilsen

Hans Mørch,

Speciallæge i psykiatri.


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Jeg er trappet ud af mine lykkepiller - er det årsagen til mit ubehag?

2028-11-20 | 00:00

Hvorfor er jeg blevet følelseskold?

2025-07-13 | 00:00

Har jeg en fødselsdepression?

2024-04-20 | 00:00

Har jeg en depression?

2020-11-7 | 13:52

Jeg tror jeg lider af socialfobi. Hvad er mine muligheder for at komme af med denne?

2021-11-20 | 00:00

Skal jeg tage kontakt til min bror?

2020-09-25 | 22:20

Ketamin mod depression?

2020-05-2 | 18:03

Er jeg blevet skadet permanent af hash?

2018-11-15 | 22:40

Lyst til sex efter depression?

2018-09-7 | 23:39

Hvordan siger jeg, at jeg har brug for en "time-out"?

2018-07-23 | 14:10

Jeg vil stoppe med smertestillende, hvordan gør jeg?

2018-02-1 | 02:41

Jeg døjer med mange grimme tanker. Hvad gør jeg?

2017-01-4 | 21:42

Hvorfor er jeg ikke tilfreds med mit gode liv?

2017-11-9 | 10:05

Hvordan håndterer jeg mit præstationspres?

2014-04-13 | 00:00

Lider jeg af angst?

2014-04-13 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.