Kære Netdoktor
For fem år siden havde jeg en depression , som varede i to-tre måneder. Jeg modtog ikke behandling og fik da også tilbagefald senere. Under depressionen følte jeg mig ikke elsket derhjemme af min familie og følte, at der var forskelsbehandling på mig og min lillesøster. Derudover havde jeg ingen venner i skolen.
Alt dette har gjort mig usikker, og nu går jeg på gymnasiet, hvor der er et stort pres på mig med lektier og afleveringer. Jeg føler ikke, at det jeg ved er godt nok, og når jeg skal op til tavlen og forklare noget, eller vi skal fremlægge, går jeg i panik. Jeg får hjertebanken, og har mest af alt bare lyst til at forlade lokalet, og lade gruppen i stikken (har to gange pjækket fra en time for at slippe for en fremlæggelse).
Forleden dag i en kemitimen var jeg oppe ved tavlen, og hele vejen derop skulle jeg sige til mig selv "slap af, det skal nok gå, bare stille og roligt". Dette til trods kunne jeg mærke tårerne presse mere og mere på. Da jeg så stod deroppe, havde jeg svært ved at få ordene frem og troede ikke på det, som jeg sagde, selvom det var rigtig.
Bagefter havde jeg ikke den "yes"-følelse, som plejer at få. I stedet var jeg sønderknust, og hvis det ikke var ford,i jeg sad inde i klassen, var jeg begyndt at græde.
Det værste er nok, at jeg, ifølge de andre elever, er en af de bedste til kemi - og alligevel kan jeg ikke gå op til tavlen. I perioder kan jeg også være bange for at spise inde i klassen, og om det jeg siger er acceptabelt, eller om det lyder dumt. Er dette angst, jeg oplever her? Jeg har læst om angst og socialfobi, og synes jeg kan genkende mange af tingene.
Med venlig hilsen
En spørger