Hej spørger.
Gonoré har som udgangspunkt ikke noget med andre kønssygdomme at gøre, de skyldes alle forskellige virus eller bakterier. Dog er det rigtigt at en person med gonoré, kan have øget risiko for at få andre kønssygdomme, mere om det længere nede.
Gonoré er en bakteriel kønssygdom, som smitter ved seksuel kontakt og hovedsageligt sætter sig i urinrøret, livmoderhalsen og/eller anus. Det kan give svie ved vandladning og udflåd, men man kan også have den uden at få symptomer.
Gonoré kan beskadige ens slimhinder, som er dem der danner en beskyttende barriere i f.eks. urinrøret og livmoderhalsen. Denne barriere gør, at bakterier og virus har sværere ved at trænge ind i kroppen. Derfor kan ubehandlet gonoré gøre, at man har større risiko for at få andre kønssygdomme, da de lettere kan trænge igennem en beskadiget slimhinde.
Hvis man har fået behandlet gonoré med antibiotika, er der ikke noget der tyder på, at man har større risiko for at få andre kønssygdomme, da eventuelle skader på slimhinderne, vil heale af sig selv på sigt. Hvis man lige har haft gonoré, kan der måske være en kort periode mens slimhinden healer op, hvor der er øget sandsynlighed for, at man kan smittes med andre kønssygdomme.
Det er altid vigtigt at bruge kondom ved seksuelt samvær med en ny seksualpartner, også selvom man selv eller den anden ikke har symptomer.
Venlig hilsen Mikkel Marquardsen, læge og Specialist i Sexologisk Rådgivning