Annonce

Godt eller skidt for lungerne at løbe i kulden?

Kulden har bidt sig fast, og for nogle motionsløbere betyder det et ekstra lag tøj. Men hvad med luftvejene, der ikke lige er til at klæde i vinterudstyr? Bliv her klogere på, om de klarer sig fint alligevel.

Det kan være svært at sparke sig selv afsted på løbeturen, når temperaturen ryger under frysepunktet, og kulden bider i kinder og ører. Men hvad med lungerne – hvad sker der egentlig med dem, når de bliver udsat for minusgrader? Det spørgsmål har vi stillet overlæge Lars Pedersen, der til daglig er leder af lungemedicinsk sportsklinik på Bispebjerg Hospital.

"Når vi er i ro, trækker vi vejret gennem næsen, og på den måde bliver den kolde luft varmet en smule op på dens vej gennem svælget og ned i lungerne. Når vi anstrenger os, begynder vi at trække vejret hurtigere og gennem munden. Det betyder, at opvarmningen af indåndingsluften sker længere nede i luftvejene, og dermed opstår der en nedkøling af luftvejene, hvis man løber i meget koldt vejr", forklarer han.

Motionister kan trygt give den gas

Det betyder dog ikke noget for raske motionsløbere, der måske løber hver anden eller tredje dag. Anderledes forholder det sig med elitesportsfolk, som træner mange timer dagligt.

"Eksempelvis har omkring 60-65 procent af svenske og norske langrendsløbere på eliteniveau en slags astma. Det er ikke klassisk astma, men det er formentlig en eller form for skade af den kolde luft i luftvejene. Men her er der jo også tale om meget koldere luft og massiv anstrengelse i flere timer dagligt over mange år", understreger Lars Pedersen.

For en almindelig motionist er der ikke noget at være bekymret for, og har man ikke nogen lungesygdomme, kan man roligt tage løbeskoene på og "give den gas", som Lars Pedersen udtrykker det.

Kulde generer ikke velbehandlet astma

Har man astma er det lidt en anden sag. Her kan en løbetur i det kolde vintervejr udløse klassiske symptomer som hoste, åndenød, pibende vejrtrækning og trykken for brystet. Ifølge Lars Pedersen er der forskellige teorier om, hvorfor kold luft generer folk med astma. En af de forklaringer, som efterhånden er rimelig dokumenteret, er, at der sker en udtørring af luftvejene, fordi der er mindre fugt i kold luft.

"Når man har astma, har man en slags irritationstilstand i lungerne. Teorien er, at udtørringen af luftvejene, får irritations-cellerne til at frigive nogle signalstoffer, som får de små muskler omkring bronkierne til at trække sig sammen. Det udløser en slags mindre astmaanfald - man kalder det også for bronkial hyperreaktivitet, det vil sige, at bronkierne overreagerer på den kolde luft og giver astmasymptomer", fortæller Lars Pedersen.

Hvis man får symptomer, når man anstrenger sig i koldt vejr, kan det være et tegn på, at man er underbehandlet og skal have justeret sin medicin. Løsningen kan være at tage lidt mere af den faste forebyggende medicin eller måske tage sin anfaldsmedicin, før man træner.

Vigtigt at træne – også hvis du har KOL

Det vigtigste er ifølge Lars Pedersen, at man ikke stopper med at træne:

"Med stort set alle lungesygdomme gælder det, at jo bedre form man er i, desto mindre ilt skal musklerne have, og jo mere kan overkomme. Så vi vil nødigt have at folk holder op - så vil vi hellere forsøge, om de kan træne på en måde, hvor de ikke får symptomer".

Det samme gælder den gruppe af mennesker, der lider af lungesygdommen KOL. Lars Pedersen erfaring er, at en del patienter har flere symptomer, når det er koldt, når det blæser meget, eller der er bratte temperaturskift. Også her er det vigtigt at holde træningen ved lige, så er man plaget af symptomer på kolde dage, kan løsningen være at tage sin anfaldsmedicin, før man træner, eller bytte gå- eller løbeturen ud med træning indenfor.

Lars Pedersen råd:

Til dig med raske lunger

Frysetemperaturer er blot en dårlig undskyldning. På med løbeskoene og afsted! Hvis du oplever symptomer, som åndenød, pibende vejrtrækning, hoste og trykken for brystet, når du løber i koldt vejr, kan det være tegn på, at du har astma – så sving lige forbi din læge og bliv testet for det.

Til dig med astma

Er du velbehandlet, er en frisk tur i kulden ikke noget problem. Astmatikere, der enten slet ikke er i behandling eller ikke bliver tilstrækkeligt behandlet, kan få problemer med blandt andet åndenød og hoste. Tal med din læge om at få justeret din forebyggende medicin eller muligheden for at tage en dosis anfaldsmedicin inden træningen.

Til dig med KOL

Bliver du plaget af symptomer i kulden, så ryk evt. træningen indendørs, til den varmere luft vender tilbage.

Fakta

Løb er på 2. pladsen over de mest populære motionsformer i Danmark

Tabellen viser de fire mest populære motionsformer blandt de 82 procent voksne danskere, der angiver, at de har dyrket mindst én aktivitet regelmæssigt inden for det seneste år.
[Kilde: Danskerens sports- og motionsvaner 2016, s. 42](https://www.loa-fonden.dk/media/5713/danskernes-motions-og-sportsvaner-2016_idan.pdf)

Tabellen viser de fire mest populære motionsformer blandt de 82 procent voksne danskere, der angiver, at de har dyrket mindst én aktivitet regelmæssigt inden for det seneste år. Styrketræning (30%), løb (29%), vandreture (25%), svømning (15%).
Kilde: Danskerens sports- og motionsvaner 2016, s. 42.

Sidst opdateret: 25.01.2019

Annonce