Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Årsager til svimmelhed

Bliver du tit svimmel? Lær mere om hvorfor svimmelhed opstår, hvornår du skal kontakte læge samt hvad du selv kan gøre, for at undgå svimmelhed.

Opdateret: 6. Juli 2021

Oplevelsen af pludselig at være ør i hovedet, have svært ved at holde balancen, eller at det hele kører rundt for ens øjne. Vi kalder det for at være svimmel – og det kan der være flere årsager til.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
                    Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark".
                        Den indgår i nyhedsbrevet 
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Vi har alle prøvet det. Det hele kører rundt. Vi har svært ved at holde balancen. En oplevelse af at være ør i hovedet. En meget ubehagelig oplevelse, og det eneste vi ønsker er, at det holder op – med det samme!

Spørger man en øre-næse-hals-specialist om, hvad svimmelhed er, så viser det sig, at der er flere typer svimmelhed: Den som fagfolk betragter som svimmelhed – og så de former, som vi i daglig tale kalder svimmelhed.

  • Når vi som fagfolk taler om svimmelhed, så er det, når omgivelserne kører rundt eller gynger frem og tilbage – og når det bliver værre af at bevæge hovedet. Den faglige term for det er vertigo, fortæller Mikkel Holmelund, som er speciallæge på Øre-Næse-Halsklinikken Øresund

Hvis man til gengæld holder op med at bevæge hovedet og sidder helt stille, så stopper de ubehagelige symptomer.

  • Vertigo opstår typisk, når man lægger hovedet tilbage, f.eks. når man skyller shampoo ud af håret i brusebadet. Men andre hovedbevægelser kan også udløse vertigo, f.eks. når man vender sig i sengen, fortæller øre-, næse- halslægen.

Løse øresten

Langt de fleste tilfælde af vertigo skyldes såkaldte løse øresten. Ørestene sidder i balanceorganet i det indre øre, som registrerer de bevægelser, vi foretager med hovedet. Når ørestene river sig løs, giver de forkerte signaler til hjernen. På den måde opfatter vi det, som om vi stadig bevæger hovedet, selv om vi har stoppet bevægelsen. Det giver os oplevelsen af at rotere eller gynge, og man kan også få en voldsom kvalme

Som regel kan man ikke fastslå grunden til de løse øresten, men alder spiller en rolle i og med, at det som regel ses hos mennesker i 60-årsalderen og opefter. De kan formentlig også opstå som følge af hovedskader eller øreinfektioner.

Virus og forhøjet tryk i øret

Vertigo kan også udløses af virus på balancenerven i et af ørerne. Virus på en nerve kan forhindre, at nervesignaler når ind til hjernen fra balanceorganet. Det opleves næsten på samme måde som ved løse øresten.

  • Virusset på balancenerven skyldes en herpessygdom fra barndommen. Det virus har levet videre i nervesystemet uden at give symptomer. Det kan dog blusse op igen og sætte sig som betændelse i balancenerven, forklarer Mikkel Holmelund.

En sygdom, som også kan udløse vertigo, er Menieres sygdom. Den skyldes et forhøjet tryk i væsken i det indre øre. Man ved ikke, hvorfor man får det.

Bøvl med balancen

Andre oplevelser, som vi til daglig også kalder svimmelhed, beskriver fagfolk som at være ør i hovedet – eller have følelsen af at have ubalance, dvs. være usikker på benene. Både det at være ør i hovedet og have dårlig balance kan have mange årsager.

  • Når vi har svært ved at holde balancen, så skyldes det typisk aldersmæssige forandringer i nerver, blodkar, muskler og led. Vi er typisk heller ikke så stærke og i så god form som tidligere, hvilket også kan gøre, at vi har sværere ved at holde balancen, forklarer speciallægen.

Dårlig balance følger mange gange med, hvis man får en skade i hjernen, blodpropper eller knuder i hjernen. Eller det kan være sygdomme i nerverne, f.eks. nervebetændelse, som kan opstå som følge af sukkersyge. Det kan desuden skyldes medicin, lavt blodsukker, blodmangel og forstyrrelser i saltbalancen.

Ør i hovedet

Følelsen af at være ør i hovedet er ofte forbundet med angst og uro samt mange andre psykiatriske lidelser.

Det kan også skyldes lavt blodtryk. Det har de fleste af os oplevet, hvis vi har rejst os hurtigt op. Så får vi følelsen af at være ør i hovedet – og måske også af, at vi er ved at besvime. Nakkespændinger og spændingshovedpine kan også gøre, at man bliver ør i hovedet.

Ligesom med dårlig balance kan lavt blodsukker, blodmangel, forstyrrelser i saltbalancen og medicin gøre, at man føler sig ør i hovedet.

Søg læge

Hvis din svimmelhed varer i mere end nogle få dage, skal du søge læge.

  • Det gælder alle symptomer, dvs. også hvis man er ør i hovedet og har fået en dårlig balance, ikke kun vertigo. Har du tidligere talt med din læge eller en specialist om symptomerne, behøver du ikke søge læge igen, siger Mikkel Holmelund.

Dårlig balance og følelsen af at være ør i hovedet kan dække fra helt uskyldige ting til alvorlige lidelser. Din egen læge kan undersøge dig ved at måle dit blodtryk og din blodprocent og se på den medicin, du tager. Og derfra vil han eller hun kunne henvise dig til en øre- næse- og halslæge eller en neurolog, alt efter hvilke symptomer du har.

Man kan også henvende sig direkte til en øre- næse- halslæge, det kræver ikke en henvisning, f.eks. hvis man har haft løse øresten før.

Det kan du selv gøre

Uanset om man lider af vertigo-svimmelhed, har dårlig balance eller er ør i hovedet, så er der nogle ting, man skal undgå for ikke at forværre symptomerne, og det er alkohol, tobak samt medicin, som kan give bivirkninger i form af svimmelhed og ubalance.

Hvis det er din balance, som er påvirket, så kan du træne dit balancesystem ved at lave specielle øvelser. Du kan f.eks. få en fysioterapeut til at vejlede dig i øvelser, som er direkte rettet mod at kunne holde balancen.

Hvis man lider af ørestenssvimmelhed, så findes der specifikke øvelser, der kan hjælpe. Ligesom der er generelle øvelser, hvor man træner det samlede balancesystem.

  • Uanset hvad: Hvis ens symptomer står på i lang tid, så er det vigtigt at træne balancen og holde sig aktiv, siger Mikkel Holmelund.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons