Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Depression

Årsager til depression

Forklaringerne på depression er mange. En biokemisk forklaring er, at hjernen mangler stoffet serotonin. I moderne psykiatri ser man depression som et udtryk for et uheldigt samspil mellem et sårbart individ og forskellige uheldige livsomstændigheder. Endelig mener nogle, at belastninger kan påvirke hjernens stress-system, så det nedbryder mængden af serotonin og symptomer på depression opstår.

Opdateret: 17. September 2013

Hvad er årsagen til depression?

Nogle mener, at depression skyldes mangel på serotonin i hjernen. Det er muligt, at der er mangel på serotonin ved depressioner, men dybest set bliver vi ikke så meget klogere af dét, for hvordan er manglen på serotonin da opstået? På den anden side har serotonin en vis rolle at spille.

Man blev opmærksom på sammenhængen mellem serotonin og depression ved en tilfældighed. I 1950erne brugte man nemlig et bestemt stof til at behandle forhøjet blodtryk. Dette stof havde den egenskab, at det mindskede mængden af bestemte transmittersubstanser eller kemiske budbringere i hjernen. Det viste sig, at dette blodtryksregulerende middel hos nogle mennesker havde den meget ubehagelige bivirkning, at de blev deprimerede.

Nøjere undersøgelser tydede på, at der var en sammenhæng mellem deres sænkede serotoninniveau i hjernen og det, at de udviklede depressioner. Siden hen er det kommet frem, at denne model er alt for simpel. For eksempel kan man opnå en lignende bivirkning ved at sænke mængden af noradrenalin i hjernen, så det system må også være involveret på en eller anden måde. Som nævnt var det heller ikke alle, der fik stoffet, som udviklede depressioner, så andre faktorer må også spille en rolle. Alligevel var modellen meget frugtbar, idet den førte til udviklingen af den moderne antidepressive medicin , som påvirker bestemte transmittersystemer i hjernen og har relativt få bivirkninger.

Det er imidlertid ret let at indse, at depression ikke kun kan være et spørgsmål om serotoninmængden i hjernen. For eksempel virker SSRI-præparaterne ved at øge mængden af serotonin i hjernen. Det er en effekt, som sætter ind få timer efter, at man har taget den første tablet. Imidlertid er det velkendt, at depressionen først letter efter flere ugers behandling. Dette faktum kan man ikke forklare, hvis det udelukkende var et spørgsmål om mængden af serotonin, der spillede en rolle. Endelig forklarer denne forsimplede teori heller ikke den kendsgerning, at forskellige psykologiske belastninger kan udløse depressioner. Derfor er man begyndt at interessere sig for andre mekanismer. Og som sagt: Hvorfor er serotonin blevet for lavt i den deprimeredes hjerne?

Kan depression være et uheldigt samspil mellem miljø og individ?

I moderne psykiatri er man derfor gået bort fra denne simple, biokemiske forståelsesmodel. Man ser nu snarere depressionen som udtryk for et uheldigt samspil mellem et sårbart individ og forskellige uheldige livsomstændigheder. Man har for eksempel længe vidst, at depressioner kunne opstå efter belastende omstændigheder såsom dødsfald i familien. På den anden side er det heller ikke alle, der oplever den slags belastninger, som bliver deprimerede. Derfor må der være andre ting, der også spiller en rolle. I dag véd vi, at arvelige forhold , forhold omkring opvæksten, legemlige sygdomme og andre legemlige påvirkninger samt aktuelle belastninger i et meget indviklet samspil kan udløse en depression.

Hvilken betydning har opvæksten for udvikling af depression?

Barndommen har betydning for udviklingen af depression.
Geir Haukursson

Der er for nylig kommet flere videnskabelige undersøgelser, som beviser, at forhold under vores opvækst i høj grad kan gøre, at vi senere i vores liv oplever alvorlig behandlingskrævende angst eller depression.

En meget stor amerikansk undersøgelse har således vist, at fysisk og psykisk misbrug af børn medfører en kraftigt forøget risiko for, at de i voksenlivet får depressioner og angst . Dette skyldes formentligt blandt andet, at vi under opvæksten lærer at reagere på belastninger på forskellig vis afhængigt af, hvad vi i øvrigt er udsat for.

Dyreforsøg tyder også på, at vores hjerne simpelthen udvikler sig forskelligt rent fysisk, alt efter om vi vokser op i et stimulerende og trygt miljø, eller om vi vokser op i et utrygt og uforudsigeligt miljø. Vores måde at håndtere stress på i voksenlivet er sandsynligvis meget forskellig alt efter vores opvækstbetingelser. Dette betyder, at det synspunkt, som oprindeligt blev fremført af Sigmund Freud for næsten 100 år siden, hvor han påpegede barndommens betydning for senere psykiske lidelser, har fået støtte fra en uventet kant.

Hvilken sammenhæng er der mellem stress og depression?

På grund af vores opvækst vil hjernens stress-system blive indstillet på forskelligt niveau, som involverer bestemte områder i hjernen. Disse områder er hypofysen, hypothalamus og hippocampus samt stresshormonerne. I forbindelse med belastninger øges mængden af stresshormon cortisol.

Det er hensigtsmæssigt, hvis belastningen er kortvarig, fordi den koncentrerer organismens indsats mod at overvinde belastningen. Hvis processen imidlertid står på igennem længere tid, kan cortisolhormonet starte en ond spiral. Der sker nemlig en langsom nedbrydning af netop de celler i hjernen, som skulle dæmpe stressreaktionen. Dette betyder, at reguleringen bliver ødelagt, og stressreaktionen fortsætter lang tid efter, at den oprindelige belastning er forsvundet. Den fortsatte stressreaktion påvirker en række andre systemer, herunder serotonin og noradrenalin systemet, hvorved depressionens symptomer opstår.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at en række legemlige sygdomme som for eksempel blodprop i hjernen , samt misbrugsstoffer, på tilsvarende vis kan starte denne onde spiral. Faktisk tyder moderne forskning på, at vi med alderen får bittesmå karskader i hjernen, som hvis de sidder bestemte steder kan påvirke særlige hjerneafsnit og udløse en depression. Disse karskader kan opstå, hvis man ryger, har forhøjet blodtryk eller forhøjet kolesterol i blodet.

Det skal dog understreges, at dette fortsat er en teori. Men det er en teori, som underbygges af et stigende antal undersøgelser - dels undersøgelser, hvor man måler mængden af stresshormon i blodet - dels undersøgelser med de såkaldte billeddannende teknikker, hvor man ved hjælp af scannere kan måle aktiviteten i selv meget små hjerneafsnit.

En konsekvens af teorien er, at en depression, der ikke bliver behandlet, og som varer lang tid, måske kan medføre svind af bestemte områder af hjernen (hippocampus). Måske er det det, der forklarer, hvorfor ubehandlede depressioner har en tendens til at vende tilbage i værre og værre skikkelse. Omvendt kan man også sige, at hvis man behandler depressionen, forebygger man i virkeligheden noget, der måske ellers kunne udvikle sig til en hjerneskade.

Det er i den forbindelse umådeligt interessant, at nye undersøgelser har vist, at antidepressiv medicin samt elektrochok-behandling kan betyde, at de hjernecentre, som under depressionen havde svind af celler, kan begynde at danne nye nerveceller. Dette har dansk forskning vist for nylig og er i virkeligheden epokegørende. I over 100 år har man troet, at hjerneceller, der først var forsvundet, ikke kunne gendannes.

Hvordan virker de forskellige behandlinger mod depression?

Modellen forklarer også, hvorfor så forskellige behandlingsprincipper som samtaleterapi, medicin og elektrochok virker. Tilsyneladende sætter man simpelthen ind over for forskellige dele af den ondartede proces, som depressionen udgør.

Ved samtaler lærer man at håndtere stress bedre, med medicin går man ind og mindsker mængden af det skadelige stresshormon, og med elektrochok får man hjernen til at gendanne de nerveceller, der var gået tabt.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons