Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

At stamme

Stammen er en talelidelse som rammer omkring 8 procent af befolkningen. Man ved ikke præcist hvorfor man stammer. For at komme af med stammen, kan man blandt andet modtage undervisning.


Opdateret: 1. September 2015

Hvad er stammen?

Stammen er en talelidelse, som giver afbrud i en persons talestrøm. Stammen kan lyde som gentagelser af lyd, stavelse eller ord, forlængelse af lyd i ord eller blokering af lyd før eller inde i ord.

Man har oftest mere end én slags stammen. Nogle stammer meget, andre lidt. Alle, der stammer, oplever, at stammen kan være situationsafhængig, men også, at stammen kan svinge over tid uden en ydre årsag.

Personer, der stammer, er lige så forskellige som alle andre, men som reaktion på stammen kan de udvikle kamp- og undgåelsesadfærd. Det kan være i form af medbevægelser eller grimasser, for eksempel at slå med en arm eller at blinke. Det kan også være sprogligt, for eksempel at udskifte ord, holde pause eller bruge mange fyldord. Derudover kan de udvikle psykologiske reaktioner på stammen, for eksempel lavt selvværd, skam- og skyldfølelse eller social angst.

Disse reaktioner på stammen kan i nogle tilfælde være mere påfaldende og hæmmende for personens tale og væremåde end den primære stammen. I andre tilfælde vil personen kun have få reaktioner på stammen.

Hvor hyppig er stammen?

Nye undersøgelser viser, at næsten 8 procent af alle mennesker på et tidspunkt har stammet, og at mellem 0,5 og 1 procent af befolkningen stammer. Det vil sige, at der i Danmark er cirka 40.000 mennesker, der stammer. Man regner med, at den ene halvdel er børn og unge mellem 0 og 18 år, og den anden halvdel er voksne.

Der er knap dobbelt så mange drenge som piger, der begynder at stamme, og kønsforskellen vokser med alderen. Hos unge og voksne er stammen fire gange så hyppig hos mænd som hos kvinder.

Hvorfor stammer man?

Der har gennem tiderne været mange forskellige forklaringer på stammen.

Alligevel ved man stadig ikke præcist, hvorfor stammen opstår, eller hvordan den udvikles. Man mener, at flere forskellige faktorer har betydning. I de senere år har forskere fokuseret på at afdække arvelige sammenhænge. Man har også interesseret sig for, om der gælder særlige forhold omkring hjernens opbygning og funktion hos personer, der stammer. Det kan dog være svært at afgøre, om de forskelle, man i nogle tilfælde har fundet, er en årsag til eller en følge af stammen.

Man ved, at talesproglige evner og psykosociale faktorer (som handler om, hvordan barnet selv og omgivelserne reagerer) kan spille ind på stammens udvikling. Indtil videre er en god forklaringsmodel, at man kan være født med en disposition for stammen. Det kan være et stærkt anlæg, hvor stammen vil bryde frem under alle omstændigheder. Det kan også være et svagere anlæg, hvor stammen måske vil bryde frem, hvis man bliver udsat for særlige oplevelser eller sproglige udfordringer.

Hvornår begynder stammen?

Stammen opstår oftest i førskolealderen, hvor mange børn stammer i en kortere eller længere periode. Rigtig mange børn har også det, man kalder normal ikke-flydende tale, hvor barnet tøver lidt, leder efter ordet, gentager en stavelse, et ord eller en frase. Dette er helt almindeligt og ikke at forveksle med stammen.

Gennemsnitsalderen for at begynde at stamme er 3½ år. I de fleste tilfælde forsvinder stammen igen. I enkelte tilfælde fortsætter stammen op gennem barndommen og i voksenalderen. Man kan ikke sikkert forudsige, om barnet vil vokse fra stammen. Tegn på, at stammen vil vedblive, kan være, at der er andre i familien, der stammer, eller at stammen har varet i mere end et halvt år.

Det kan ske, at stammen opstår i voksenalderen. Så er det næsten altid som følge af en hjerneskade efter ulykke eller sygdom.

Hvad gør man ved stammen hos børn?

Det er vigtigt med tidlig indsats over for stammen, hvor forældre og andre i barnets omgivelser får viden om stammen og vejledning i at håndtere den i dagligdagen.

Forældre til småbørn, der stammer, kan henvende sig til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i kommunen, hvor logopæder kan vurdere barnets tale og eventuelt iværksætte undervisning.

For skolebørn gælder, at det er skolelederen på barnets skole, der kan beslutte at iværksætte undervisning. Det sker oftest i samråd med en logopæd fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning samt elev og forældre.

Der er forskellige behandlingstilbud til stammen. For små børn vil tilbuddet typisk bestå af vejledning til omgivelserne og måske direkte undervisning af barnet. For større børn vil der ofte være mere fokus på den direkte undervisning af barnet.

Hvad gør man ved stammen hos unge og voksne?

Unge over skolealderen og voksne kan få en stammeundersøgelse med eventuel efterfølgende undervisning ved at henvende sig til den relevante regionale eller kommunale institution, hvor man bor. Det kan være et kommunikationscenter, et taleinstitut eller en anden specialundervisningsinstitution.

Undervisningen består typisk af to ligeværdige dele. Den første handler om at få indsigt i, hvad stammen består af, hvad den betyder for ens tale og ens samvær med andre samt hjælp til at ændre uhensigtsmæssige tanke- og handlemønstre. Den anden del handler om, hvordan man ved hjælp af øvelser i teknikbrug kan ændre stammen til en mere flydende og kontrolleret form.

I nogle tilfælde vil man få tilbudt en tværfaglig indsats, hvor både talepædagog, psykolog og eventuelt fysioterapeut kan medvirke.

I de seneste år er der fremkommet forskellige tekniske muligheder for, at man kan høre sin egen stemme forsinket eller forvrænget. Teknologien kan være bygget ind i et høreapparat, men der findes også Ipod-lignende apparater og apps med disse funktioner. Dette kan i nogle tilfælde have en positiv effekt på stammen og kan bruges i undervisningen eller i dagligdagen.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvad kan man selv gøre ved stammen?

Det vigtigste er at forebygge, at stammen kommer til at fylde for meget i barnets tale og bevidsthed.

Gode råd til forældre til børn, der stammer, er:

  • Hvis I er bekymrede for barnets stammen, så søg professionel hjælp.

  • Nedsæt eventuelle talekrav til barnet. Det kan betyde, at man ikke skal præsentere for mange nye ord til barnet. Det kan også være, at man selv skal forsøge at tale lidt langsommere og tænke på at tale i lidt kortere og simplere sætninger. Endelig er det vigtigt så vidt muligt at undgå tidspres og afbrydelser, når barnet taler.

  • Vær åben om barnets stammen og fortæl omgivelserne, hvad der er godt at gøre.

  • Når det gælder større børn og voksne er et godt udgangspunkt, at man ikke kan fjerne stammen, men man kan gøre meget for, at stammen får en passende plads i tale og dagligdag.

Gode råd til dig der stammer:

  • Vær åben om stammen. Informér omgivelserne om stammen, og fortæl, hvordan du gerne vil have, de forholder sig til stammen.

  • Nedsæt taletempoet. Tal og stam så langsomt og med så lidt anstrengelse som muligt.

  • Anvend god kommunikation. Det kan for eksempel være god øjenkontakt.

  • Undgå at undgå. Det kan være svære ord eller situationer.

  • Forhold dig til stammen. Stammen er måske et vilkår, når du taler, men stammen skal ikke bestemme for meget over, hvad du siger eller gør.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.