Fakta om diabetes
- Diabetes er en sygdom, hvor blodets indhold er sukker er højere end det normale.
- Der findes forskellige typer af diabetes; de to hovedformer er type 1- og type 2-diabetes, men der er også bl.a. graviditetsdiabetes, sekundær diabetes og type 1 ½-diabetes.
- Man får diabetes, fordi produktionen eller virkningen af hormonet insulin er ændret.
- Diabetes behandles forskelligt afhængigt af, hvilken type der er tale om. Det er vigtigt at være opmærksom på sin livsstil. For de fleste mennesker med diabetes er medicinsk behandling nødvendig.
Hvad er diabetes?
Diabetes er en sygdom, hvor blodets indhold af sukker (glukose) er højere end det normale. Ubehandlet kan det forhøjede blodsukker i visse tilfælde være dødeligt (type 1-diabetes) og kan give alvorlige og invaliderende følgesygdomme.
Hvor mange rammes af diabetes?
Der er omkring 365.000 personer med diabetes i Danmark. Ud af disse har cirka 10 procent type 1-diabetes, cirka 10 procent type 1½-diabetes, og en lille del har andre sjældne former for diabetes. Langt de fleste, cirka 80 procent, har dog type 2-diabetes.
Yderligere er der omkring 100.000 mennesker, der formentlig har type 2-diabetes, men som ikke har fået diagnosen endnu, og endelig skønner man, der er cirka 500.000 personer med forstadier til diabetes (prædiabetes).
Hvilke typer diabetes findes der?
Der findes to hovedformer for diabetes. Det drejer sig om:
Type 1-diabetes
Denne type konstateres især hos børn, unge, og yngre voksne, men kan ses i alle aldre.
Læs mere: Type 1-diabetes
Type 2 diabetes
Denne type konstateres især hos midaldrende voksne, men med en tendens til at sygdommen konstateres hos stadig yngre mennesker.
Læs mere: Type 2-diabetes
Andre typer diabetes
Type 1 1/2 diabetes
Denne type har fællestræk med både type 1- og type 2-diabetes. Konstateres hos voksne.
Læs mere: Type 1 1/2 diabetes
Graviditetsdiabetes
Denne type, der opstår under graviditeten og forsvinder efter fødslen, kaldes også for gestationel diabetes. Graviditetsdiabetes ligner mest type 2-diabetes, og cirka hver anden kvinde, der har haft graviditetsdiabetes, udvikler senere i livet type 2-diabetes.
Læs mere: Graviditetsdiabetes
Sekundær diabetes
Det er forskellige typer, der opstår som følge af en anden sygdom eller behandling. Kan blandt andet komme efter bugspytkirtelbetændelse, bugspytkirtelkræft eller andre kirtelsygdomme. Sekundær diabetes kan også opstå i forbindelse med visse medicinske behandlinger som for eksempel behandling med binyrebarkhormon eller kræftbehandling i form af immunterapi.
De sekundære diabetesformer kan ligne både type 1- og type 2-diabetes, alt efter årsagen. Ved diabetes opstået som følge af binyrebarkhormonbehandling kan sygdommen forsvinde igen, når behandlingen med binyrebarkhormon ophører.
Arvelig diabetes
Denne type kaldes også MODY (maturity-onset diabetes of the young). Her er tale om diabetesformer, som skyldes ét enkelt gen, og som nedarves direkte fra forældrene eller opstår spontant. Sygdommen konstateres oftest før 25-års alderen, kan have forskelligt forløb, men minder hyppigt om type 2-diabetes. Man kender aktuelt 14 forskellige undertyper af MODY.
Hvad er symptomerne på diabetes?
Når blodsukkeret stiger, vil man ofte få nogle klassiske symptomer, der blandt andet skyldes, at sukkeret begynder at blive udskilt i urinen.
De typiske symptomer på diabetes er:
- tørst
- hyppig vandladning
- træthed
- nedsat appetit og vægttab
- kløe omkring kønsorganer
- infektioner i hud og på slimhinder
- synsforstyrrelser og uklart syn
Symptomerne er til stede ved både type 1- og type 2-diabetes, men hos personer med type 1-diabetes udvikles symptomerne over dage til nogle få uger, hvorimod personer med type 2-diabetes oftest har et meget langt forløb (op til 10 år), hvor patienten ikke har symptomer.
Hvad er faresignalerne?
Har man udviklet nogle af disse symptomer, bør man lade sig undersøge for diabetes. Begge diabetesformer er arvelige. Det er dog kun cirka hver tiende nye patient med type 1-diabetes, der i forvejen har diabetes i familien, hvorimod op til 40 procent af hver ny patient med type 2-diabetes i forvejen har diabetes i familien.
Type 2-diabetes ses specielt hos personer, der:
Hvorfor får man diabetes?
Hormonet insulin, som produceres i bugspytkirtlen, har en helt afgørende rolle for sukker-stofskiftet hos mennesket og dermed for opretholdelsen af et normalt blodsukker. Ved alle former for diabetes er en ændret produktion eller virkning af insulin af betydning.
Type 1-diabetes
Type 1-diabetes opstår, når de fleste af de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen er gået til grunde. Af ikke helt afklarede årsager sker en ødelæggelse af netop disse celler. Det sker i et kompliceret samspil mellem immunsystemet, arvelige og miljømæssige faktorer. Sygdommen er til en vis grad arvelig, således har personer med søskende eller forældre der har type 1-diabetes cirka 10 gange øget risiko for at få sygdommen.
Processen, som fører til type 1-diabetes, sker oftest i de yngre år, især omkring puberteten, men kan ses i alle aldre. Hvad der får immunsystemet til at reagere mod sine egne celler, ved man ikke med sikkerhed, men forskellige virus og proteiner er af betydning.
Type 2-diabetes
Ved type 2-diabetes er der flere ting galt. Kroppen, især musklerne og leveren, har en nedsat følsomhed overfor insulin. Denne nedsatte følsomhed (også kaldet insulinresistens) medfører, at sukker ikke optages normalt i kroppens celler. Bugspytkirtlen forsøger i starten at producere endnu mere insulin, men kan efterhånden ikke følge med. Blodsukkeret vil langsomt begynde at stige, og uden behandling vil insulinproduktionen aftage yderligere og blodsukkeret vil blive endnu højere.
Andre forhold har også betydning, som tarmhormonet GLP-1, som normalt støtter insulinets virkning i forbindelse med måltider, og som virker i mindre grad, når man har type 2-diabetes.
Årsagerne til insulinresistensen og den utilstrækkelige insulinproduktion er ikke kendt i detaljer, men man ved, at både arvelige og miljømæssige faktorer spiller ind. Således er risikoen for at få type 2-diabetes cirka 40 procent, hvis én af ens forældre har type 2-diabetes og op mod 80 procent, hvis begge forældre har type 2-diabetes. Dette svarer til 6-12 gange øget risiko i forhold til hos mennesker, der ikke har type 2-diabetes i familien.
Sygdommen er også stærkt knyttet til overvægt og nedsat fysisk aktivitet. Derfor kalder man det også en livsstilssygdom. Antallet af danskere med type 2-diabetes er fortsat stigende.
Type 1½-diabetes
Denne diabetes-type kaldes også LADA (Latent Autoimmune Diabetes in Adults). Man betragter sygdommen som en undertype af type 1-diabetes eller som en slags langsomt udviklende type 1-diabetes. Man mener, at ødelæggelsen af de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen sker på samme måde som ved type 1-diabetes, men denne proces bare går meget langsommere.
Ofte bliver personer med denne type diabetes fejlvurderet til at have type 2-diabetes. I starten kan de da også behandles med tabletter, men efter nogle få år får de imidlertid behov for insulinbehandling.
Når man har diabetes, er det vigtigt at holde godt øje med sit blodsukker. Det kan man blandt andet gøre ved at tage en lille smule blod fra fingeren. Der findes også andre metoder, som for eksempel sensorer, der sidder på armen. Foto: iStock.com
Hvad er forskellen på type 1- og type 2-diabetes?
Ved type 1-diabetes producerer bugspytkirtlen stort set ingen insulin. Personer med type 1-diabetes er derfor afhængig af at få tilført insulin udefra for at overleve. Sygdommen udvikler sig hurtigt, og man får mange symptomer. Hvis man ikke bliver behandlet med insulin dagligt, vil personen med type 1-diabetes i løbet af dage til få måneder blive alvorligt syg med såkaldt syreforgiftning og ende i koma og dø.
Hos personer med type 1-diabetes kan blodsukkeret svinge på trods af insulinbehandling, og der er risiko for lavt blodsukker (såkaldt hypoglykæmi). Personer med type 1-diabetes bliver fulgt i et diabetesambulatorium på sygehusene eller på de regionale Steno centre.
Ved type 2-diabetes producerer bugspytkirtlen for lidt insulin i forhold til kroppens behov. De fleste mennesker med type-2 diabetes har et større behov for insulin end normalt, da kroppens følsomhed overfor insulin er nedsat (insulinresistens), og deres livsstil desuden er præget af stort indtag af fedt, sukker og kulhydrater og meget lidt motion.
Insulinresistensen ved type 2-diabetes er stærkt knyttet til graden af overvægt. Cirka 80 procent af alle med type 2-diabetes er overvægtige. Sygdommen udvikler sig snigende, og det er langt fra alle, der har symptomer på det høje sukkerniveau i blodet. Ofte er det symptomer på følgesygdomme til diabetes (se nedenfor), som får personen til at gå til læge.
I starten har personen med type 2-diabetes sjældent behov for insulinbehandling, men kan oftest klare sig med tabletbehandling, eller endda blot med kostomlægning og øget fysisk aktivitet, der kan medføre, at man taber sig. Senere i forløbet får de fleste mennesker med type 2-diabetes behov for mere medicin, kombination af forskellige former for medicin og eventuelt insulinbehandling. Således er over halvdelen af alle med type 2-diabetes i insulinbehandling efter 15 år med diabetes.
De fleste personer med type 2-diabetes følges hos deres praktiserende læge, mens få med følgesygdomme eller andre problemer følges i ambulatorierne.
Er diabetes en farlig sygdom?
Diabetes kan, på grund af det høje blodsukker, forårsage farlige følgesygdomme, som i værste fald kan være invaliderende.
Efter man har spist især kulhydrater (for eksempel ris, pasta, brød eller lignende), begynder niveauet af sukker i blodet at stige. Dette medfører, at bugspytkirtlen begynder at frigive mere insulin, som sørger for at omsætte sukkeret til energi eller lagre sukkeret i kroppen som sukkerdepot (glykogen) eller som fedt.
Hvis bugspytkirtlen ikke producerer nok insulin, eller at kroppens celler ikke kan udnytte insulinen tilstrækkeligt, vil sukkeret blive i blodet, og man får et konstant forhøjet blodsukker. Samtidig får man mangel på sukker og dermed energi i cellerne.
Det konstante forhøjede blodsukker er et problem, da sukkeret transporteres rundt med blodet til alle organer, og langsomt kan det give skader og dermed følgesygdomme på især øjne, nyrer og nervesystemet, og desuden medvirke til forkalkning af blodårerne i hjertet og andre organer (dette kaldes for åreforkalkning).
Følgesygdommene til diabetes kan i værste fald være:
-
Svækket syn, eventuelt blindhed.
-
Nyrerne kan tage skade og i nogle tilfælde have svært ved udskille affaldsstoffer, som kan kræve dialysebehandling.
-
Risiko for fodsår og i sjældne tilfælde koldbrand som kan nødvendiggøre amputation.
-
Diabetisk nervepåvirkning som kan give smerter i fødder og ben, rejsningsproblemer og andre problemer.
Hvis man sørger for at kontrollere især blodsukker, blodtryk og kolesteroltal, bliver risikoen for at få følgesygdommene nedsat betydeligt. Det er derfor vigtigt at tage vare på sig selv og sin sygdom, have en god kontakt med sin behandler, spise sundt, tage sin medicin korrekt og være fysisk aktiv. Hvis man følger disse ting og undgår alvorlige følgesygdomme kan man leve et godt og ligeså langt liv som mennesker uden diabetes.
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Diagnosen stilles ved to målinger af det såkaldte 'langtidsblodsukker' (HbA1c). Denne prøve er et udtryk for den gennemsnitlige sukkerkoncentration i blodet de sidste otte uger før. Begge målinger skal være 48 mmol/mol eller derover for, at man kan stille diagnosen. I sjældne tilfælde kan man ikke bruge HbA1c-prøven. I de tilfælde kan sukker (glukose) måles direkte i blodet (plasmaglukose):
- En gentagen prøve med fastende plasmaglukose på 7.0 mmol/l eller derover.
Eller:
- En plasmaglukose på 11,1 mmol/l eller derover efter to timer ved en sukkerbelastningstest.
- En tilfældig plasmaglukose på 11,1 mmol/l eller derover samt symptomer på diabetes.
Hvordan behandles diabetes medicinsk?
Diabetes behandles med sund kost, rigelig fysisk aktivitet og forskellig medicin.
Ved type 1-diabetes er behandlingen insulin som man sprøjter ind med en nål i underhuden som regel fire gange daglig ved brug af en insulinpen. Som alternativ til at sprøjte sig med insulin flere gange daglig, bliver nogle personer med type 1-diabetes behandlet med insulinpumpe som kontinuerligt tilfører personen insulin gennem hele døgnet.
Ved type 2-diabetes tager den medicinske behandling sigte på enten at:
- Nedsætte sukker optagelse og -dannelse i kroppen (tabletter).
- Øge insulinets virkning og nedsætte virkningen af sukkerhævende hormoner (tabletter og injektionsbehandling).
- Øge insulinmængden i blodet (tabletter og insulin).
- Øge udskillelsen af sukker via nyrerne (tabletter).
- Øge insulinfølsomheden i kroppen (tabletter).
Ved type 1½-diabetes er behandlingen i starten typisk den samme som ved type 2-diabetes. Senere følger man principperne for insulinbehandlingen som ved type 1-diabetes.
Den medicinske behandling bør naturligvis altid foregå i samråd med lægen.
Hvad kan man selv gøre?
Særlig vigtig i diabetesbehandlingen er personens egenomsorg. Dette begreb dækker over ens evne og vilje til at tage vare på sig selv og sin sygdom ved at dyrke motion, spise sundt, vedvarende at tage sin ordinerede medicinske behandling, og blive screenet for mulige følgesygdomme med jævne mellemrum. Sidstnævnte er vigtigt, da man ved at opdage følgesygdommene i opløbet, effektivt kan gå ind i forebygge videreudvikling af disse, så man undgår alvorlige følgesygdomme.
Derudover skal man lære at måle sit eget blodsukker samt lære at styre diabetesbehandlingen i dagligdagen. En grundig og praktisk undervisning i behandling med GLP-1 agonist eller insulinbehandling er væsentlig for dem, der er i denne behandling. Den praktiserende læge har mulighed for at henvise til et kommunalt tilbud eller nærmeste sundhedscenter, hvor man kan deltage i et kursusforløb eller diabetesskole, og lære om både medicinsk behandling og livsstilsændringer.
Det er vigtigt at ændringerne i kost og motion ikke ses som en kur, men som en vedvarende livsstilsændring.
Læs mere: Livsstilsændringer ved diabetes
Hvilke komplikationer kan der opstå ved diabetes?
Ved begge diabetesformer kan der udvikles akutte komplikationer. Det kan være:
-
lavt blodsukker (hypoglykæmi), der er forårsaget af behandlingen, især med insulin, men også visse tabletter (sulfonylurinstoffer).
-
syreforgiftning (ketoacidose), særlig ved type 1-diabetes, der er en livstruende tilstand med højt blodsukker og syrestoffer i blodet, som skyldes alvorlig mangel på insulin.
Senere opståede følgesygdomme (sendiabetiske komplikationer) kan være:
Disse komplikationer af diabetes udvikles først efter en årrække. Hos nogle personer med nyopdaget type 2-diabetes er der allerede komplikationer på diagnosetidspunktet. Dette skyldes i så fald den lange periode, man går med sygdommen, inden den bliver opdaget. Der ses aldrig komplikationer på debuttidspunktet ved type 1-diabetes.
Diabetes og infektionstilstande
Mennesker med diabetes har generelt let øget risiko for infektioner. Det gælder især betændelsestilstande i urinveje (blærebetændelse), som omtalt sårinfektioner, men eventuelt også andre betændelsestilstande. Man anbefaler derfor, at alle med diabetes lader sig vaccinere mod influenza og corona-virus (COVID-19) hvert år.
Man ved, at mennesker med dårligt reguleret diabetes, ældre med diabetes og mennesker, der har andre kroniske sygdomme ud over deres diabetes, kan have en øget risiko for at udvikle alvorlige infektionstilstande, der kan blive langvarige og kræve, at man bliver indlagt.
Ved infektionstilstande, især hvis man også har feber, kan blodsukkeret stige i en periode. Det kan derfor være nødvendigt at regulere behandlingen i en periode. Personer, der er i insulinbehandling, skal ofte have en øget insulindosis i denne periode.
Udsigt for fremtiden
Den vigtigste del af behandlingen og forebyggelsen af komplikationer er en god kontrol af blodsukker, blodtryk og kolesterol samt opsporing af tegn på forstadier til komplikationer. Det vil blandt andet sige, at blodsukkeret skal holdes så normalt som muligt.
Man ved fra store undersøgelser, at en god diabetes-kontrol helt kan forhindre eller i høj grad sænke risikoen for at udvikle følgesygdomme (diabetiske komplikationer). Det er derfor også vigtigt at komme til konsultationerne hos sin praktiserende læge eller i diabetesambulatoriet samt at have fulgt et kursusforløb i kommunalt regi, sundhedscenter eller i diabetesambulatoriet.
Læs mere: Kontrol af type 2-diabetes