Immunterapi til behandling af nyrekræft

Immunterapi er biologisk behandling, som stimulerer kroppens eget immunforsvar til at bekæmpe kræftsygdommen. Der er godkendt to lægemidler i Danmark, nivolumab og ipilimumab, som er den nyeste generation af immunterapi, de såkaldte "check-point-inhibitorer".

Hvordan virker immunterapi på sygdommen?

Check-point-immunterapi aktiverer især T-cellerne ved at blokere en bremse på cellerne. Disse immunceller (T-cellerne) kan genkende og dræbe kræftceller.

Hvem kan få immunterapi?

Du kan blive behandlet med immunterapi, hvis din nyrekræft har spredt sig til andre organer - det der svarer til stadie 4.

For at du kan få behandling med immunterapi, skal du:

  • Ikke have nogen allergisk lidelse.
  • Ikke have behov for behandling med prednisolon i doser med mere end 10 miligram dagligt.
Annonce (læs videre nedenfor)

Hvordan foregår behandlingen?

Behandling med check-point-immunterapi gives i blodåre hver tredje eller hver fjerde uge, så længe behandlingen tåles og virker. Behandlingen gives maksimalt to år. Behandlingen foregår ambulant på hospitalet, det vil sige, at du møder ind på hospitalet, får behandlingen og tager derefter hjem igen.

Hvilke bivirkninger er der forbundet med immunterapi?

Bivirkninger forbundet med check-point-immunterapi er milde hos hovedparten af patienterne, men hos en fjerdedel ses mere betydningsfulde bivirkninger, som medfører, at man må holde pause med immunterapien. I behandlingspausen vil man få prednisolon, som kan dæmpe bivirkningerne.

Immunbivirkninger kan forekomme fra tarm, hud, hormonsystem, lever, nyre, øjne, hjertemuskel, lunger, nerver, muskler og led. Nogle af disse bivirkninger opdager du ved symptomer, som for eksempel diarre, hududslet, kløe, betydelig træthed, synsforstyrrelser og udtalt hovedpine. Andre bivirkninger kan måles i blodprøver. Du kan have enkelte bivirkninger eller flere bivirkninger. Hvis du oplever voldsomme bivirkninger, skal du kontakte din behandlende afdeling med det samme.

Annonce (læs videre nedenfor)

Kontroller i forbindelse med behandlingen

Regelmæssigt i løbet af behandlingen vil du få foretaget CT-scanning til at vurdere behandlingens virkning. Ligeledes vil du få foretaget regelmæssige blodprøvekontroller og kontroller på hospitalet til at vurdere bivirkninger og sikkerhed ved behandlingen.

Hvordan er udsigten for fremtiden?

Behandlingen med check-point-immunterapi medfører forlænget overlevelse, og hos en mindre gruppe af patienter er behandlingen muligvis helbredende.

Læs mere om NYREKRÆFT

Sidst opdateret: 09.01.2020