Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Vitaminer

Fosfor

Fosfor er et vigtigt mineral, der findes i store mængder i kroppen. Her kan du lære mere om fosfor, og om hvorfor det er vigtigt for vores kroppe.

Opdateret: 11. Juni 2019

Hvad er fosfor?

Fosfor, også kaldet fosfat, er et vigtigt mineral, der indgår i mange biologiske processer i kroppen. Fosfor findes i store mængder i kroppen og indgår i alle kroppens celler og væv. Stoffet findes hovedsageligt som den kemiske forbindelse kaldet fosfat.

Totalt indeholder kroppen cirka 800 til 1200 gram fosfor, hvoraf cirka 80 til 85 procent er bundet i skelettet. Musklerne er også rige på fosfor.

Hvad bruger kroppen fosfor til?

Fosfor indgår i mange forskellige systemer i kroppen. Kroppens energiform, ATP (adenosintrifosfat), består foruden stoffet adenosin af tre fosforbindinger, som er meget energirige, når de indgår i kemiske processer. Vores arvemateriale, DNA, er opbygget af blandt andet fosfatbindinger. Det bruges af kroppen til at nedbryde sukker (glukose) til energi og indgår i cellemembraner som fedtsyre.

Endeligt indgår fosfor sammen med calcium i opbygningen af knoglemasse. Samtidig indtagelse af vitamin D øger desuden optagelsen af fosfor og calcium i knoglerne.

Hvor findes fosfor i kosten?

Fosfor findes i alle fødevarer, da fosfor er bundet til protein. Fosfor findes i kød, mælk, kornprodukter og bælgfrugter. Fosfor er modsat mange andre mineraler ikke tilsat til vitamin-og mineraltabletter.

Hvor meget fosfor må man tage?

Det anbefales, at børn og unge (mellem 10-13 år) indtager 700 milligram fosfor dagligt. Voksne kan nøjes med 600 milligram, med undtagelse af gravide og ammende, der bør indtage henholdsvis 700 og 900 milligram.

Hvad er symptomerne på fosformangel?

Mangel på fosfor er sjælden og optagelsen af fosfor fra maden i tarmsystemet er normalt god og effektiv. Symptomer på fosformangel er muskelsvaghed, da kroppens energiform, ATP, er nødvendig i sammentrækningen af muskler. Der kan forekomme nedsat appetit samt ildebefindende. Der er også øget risiko for nedsat dannelse af normal knoglemasse og afkalkning af knoglerne. Andre konsekvenser af mangel på fosfor er problemer med nervesystemet og nyrefunktion.

Hvad øger risikoen for fosformangel?

Fosformangel er sjælden, da nyrerne tilbageholder fosfor, når der er mangel på stoffet i kroppen. På den måde udskilles der mindre fosfor med urinen, hvis fosforindtaget via kosten i en periode er lavt. Langvarig diarré kan medvirke til mangel på fosfor. D-vitamin er en vigtig komponent i optagelse og udskillelse af fosfor. Der er øget risiko for mangel på fosfor ved stort alkoholforbrug, meget ensidige kostvaner og intravenøs ernæring uden tilsat fosfor.

Fosformangel er set hos for tidligt fødte spædbørn. I situationer hvor tarmsystemet er dårligt til at optage næringsstoffer fra kosten, kan man også få fosformangel. Desuden kan det opstå ved et for stort indtag af aluminiumhydroxid (Al3OH2), som blandt andet findes i midler mod for meget mavesyre (for eksempel Link og Novaluzid). Aluminiumhydroxid binder fosfor fra kosten og forhindrer dermed optagelsen af stoffet i kroppen.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvordan behandles fosformangel?

Mangel på fosfat i svær grad behandles almindeligvis på sygehuset med intravenøs tilskud af fosfor. Lette tilfælde kan behandles ved at drikke mælk, der har et højt indhold af fosfor. Det er dog altid noget, der bør drøftes med lægen.

Hvad er symptomerne på overdosering af fosfor?

Der er risiko for overdosering af fosfor, når der indtages mere end 3000 milligram per dag. Overdosering med fosfor er yderst sjælden, da nyrerne regulerer indholdet, så den overskydende mængde udskilles med urinen. Akut forhøjet fosforindhold i plasma kan medføre forhøjet calcium i blodet, hvilket kan være farligt. Et symptom på dette er kramper.

Fosfor og medicin

Ved indtagelse af aluminiumhydroxid (Al3OH2), som blandt andet findes i medicin mod for meget mavesyre (for eksempel Link og Novaluzid), kan man risikere at udvikle fosformangel. Aluminiumhydroxid binder fosfor fra kosten og forhindrer dermed optagelsen af stoffet i kroppen.

Får man receptpligtig medicin eller benytter håndkøbsmedicin i en længere periode anbefales det generelt, at man kontakter sin læge eller forhører sig på apoteket.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons