Kan man få fjernet begge testikler?

Spørgsmål

Kære Brevkasse,

Jeg har i en årrække haft kroniske testikelsmerter (af forskellige årsager, bl.a. infektioner og en operation), og overvejer at få fjernet testiklerne som en løsning på lang sigt for at øge min livskvalitet fra kroniske smerter. Jeg synes der mangler information om livet efter sådan et indgreb.

Jeg ønsker at få noget mere viden om hvordan et liv uden testikler og hormonbehandling påvirker livet for en mand. Jeg går med nogle angsttanker, og synes ikke at kunne finde megen hjælp og information på området. Kan I hjælpe med en god forklaring på, hvordan det vil påvirke en mands liv at få fjernet begge testikler og hvordan den efterfølgende hormonbehandling fungerer i praksis?

Jeg tror, jeg taler på vegne af flere mænd når jeg hævder, at der findes lidt information på dette område. Det meste information henvender sig til prostatakræftpatierne, der bliver kemisk kastreret, og som måske ikke kan tage hormoner.

Men hvad med mænd der mister begge testikler efter eksempelvis trauma, eller i mit tilfælde, pga. kroniske smerter, og som godt kan tage hormoner efter dobbeltsidig testikelfjernelse? Det, som jeg ønsker at vide mere om, er:

- Hvor langt er man med hormonbehandling for mænd uden testikler? Hvordan fungerer det i praksis? Er det en pille man tager dagligt? Hvad sker der, hvis man glemmer at tage sin medicin? Hvordan påvirker hormonbehandling ens anatomi? Bliver man fysisk svagere? Får man stadig følelsen af enorm styrke efter fysisk træning? Vil man stadig opleve en følelse af (hvor dumt det end må lyde) at være "verdens mægtigste mand" - altså en identitetsfølelse, som måske er åndsvag, men dog meget karakteriseret for det at være mand for nogle.

Kort sagt, hvor anderledes er livet med hormonbehandling fra mænd, der naturligt producerer testosteron i testiklerne? Der er mange aspekter af en mands identitet, der ligger i eksempelvis libido. Vil man eksempelvis opleve rejsninger flere gange i løbet af dagen, og vil man tænke på sex, som man gjorde før?

Jeg ville være ked af at miste disse livsaspekter, fordi jeg vil føle, at jeg ikke er mig selv længere. Jeg ved, at man kan f¨ åndopereret proteser i pungen, hvorfor man kosmetisk måske ikke vil ændre sig. Det, jeg tror der vil være interessant for mange som mig, der måske tror de kommer til at miste begge testikler, er de personlige aspekter af hormonbehandling.

Findes der støttegrupper eller hjælp til de psykiske mén man kan få efter testikelfjernelse? Det er i sagens natur et tabubelagt område for mange mænd, kan jeg forestille mig. Er der grupper for mænd, der er kastrerede, som kan støtte hinanden?

Jeg håber, at I kan hjælpe.

På forhånd mange tak.

Med venlig hilsen

Dreng/mand, 68 år, 186 cm, 108 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære Spørger

Det er en større omgang du spørger om, lidt af det har med lægefaglighed at gøre, meget af det er i virkeligheden om identitet og eksistens - jeg skal svare efter bedste evne.

For det første er det risikabelt at få fjernet begge testikler mhp smertefrihed efter lang tid med vedvarende smerter; det er det fordi det ikke nødvendigvis hjælper.

Umiddelbart er det logisk at tænke, at når man fjerner det der gør ondt, forsvinder smerterne. Sådan er det bare ikke; man ved at der sker ændringer i hjernens smerteopfattelse når man har haft smerter i et område i længere tid, det område i hjernen der beskæftiger sig med det smertegivende område vokser og man ser jævnligt at mindre og mindre udløser smerte fra det givne område. I praksis betyder det, at du kan have ligeså ondt efter en eventuel bilateral orkiektomi (dobbeltsidig testikelfjernelse), derfor er det særdeles sjældent at urologer tilbyder en sådan operation for smerter.

Du har tydeligvis et betydeligt smerteproblem, har du været set på en smerteklinik? De kan ofte hjælpe rigtig godt, nogle gange med den rigtige smertestillende medicin, de fleste gange med hjælp til mestring af livet med smerter som kan være afgørende for et godt liv for smertepatienter.

Du kan henvises dertil af din egen læge.

Hormonbehandling af mænd med ingen eller for lav testosteronproduktion varetages af endokrinologer (læger med speciale i hormonelle sygdomme).

Behandlingen er enten depotinjektionsbehandling, behandling med gel på huden eller kapsler. uanset behandlingsvalg kræver det ofte lidt indstilling at finde den rette dosering, man bruger en kombination af blodprøver og symptomer for at finde den rette dosis. Målet med behandlingen er, at manden har det som før han fik testosteronmangel, dvs ikke har manglende energi/depressive symptomer, har normal sexlyst, normal maskulin behåring, normal styrke; med normal denne sammenhæng menes normal for den enkelte mand.

Hvis man får for meget testosteron vil man kunne opleve forøget aggression, øget sexlyst og på længere sigt andre, ubehagelige bivirkninger.

Jeg har kun mødt to patienter i testosteronsubstitutionsbehandling som jeg har haft et længere forløb med, og vi har ikke talt om hvordan det har været set “indefra” da fokus har været de lidelser de skulle have behandlet hos mig.

Generelt er det sådan at de mænd der kommer i behandling oplever det som en fremgang - de har forinden jo manglet testosteron og det er en ganske indgribende ting for de fleste mænd.

De mænd jeg har mødt, der har været i testosteronbehandling har lignet mænd, lydt som mænd og har ikke været til at skelne fra andre mænd, set udefra.

Så hvorvidt du vil før dig som en rigtig mand er ganske umuligt at svare på da identitetsfølelse ikke blot sidder i et hormon, men påvirkes af mange andre ting, du ville dog sansynligvis kunne fungere som en sådan.

Jeg ved ikke om der er andre støttegrupper for kastrerede mænd end prostatakræftpatienter, de er jo en ganske anden gruppe pga deres alvorlige kræftsygdom etc.

Jeg håber dog alt dette er overflødigt og at du finder en bedre udvej end orkiektomi.

Vh

Nanna Franck

Urolog

Sidst opdateret: 14.10.2018