Jeg får tit hovedpine, er træt og har intet overskud

Spørgsmål:

Jeg er en pige på 14 år. Mit problem er, at jeg tit får hovedpine og aldrig kan falde i søvn om aftenen, fordi jeg altid kommer til at tænke på alle de dårlige ting, jeg har gjort i løbet af dagen eller måneden, eller måske har glemt at lave lektier til dagen efter. I skolen er jeg træt, og har intet overskud. Jeg har en veninde, og vi kommer tit op at skændes. Før var vi ellers sammen hver dag. Der skal heller ikke meget til, før jeg bliver sur eller ked af det. Det irriterer mig, og mit humør kan godt smitte af på andre. Hjælp! 

Svar:

De fleste af os har oplevet søvnproblemer på tæt hold i løbet af vores liv. For nogle er det daglige problemer, mens det for andre kommer i perioder. Men lige nu påvirker dine søvnproblemer din hverdag meget negativt.

Det, jeg kan råde dig til, er at justere på faktorerne, der påvirker netop din mangel på søvn. Bekymringer over alt fra skolen/lektier til fritidsaktiviteter og veninder holder dig vågen om natten og energiløs om dagen. Sengen er blevet synonym med stress over ting, du ikke fik gjort, eller alt det, du skal nå den kommende tid. For at sengen bliver dit åndehul, må du rydde op mentalt og sortere i hverdagens gøremål. Beslut dig for, at sengen er et sted til velvære ikke bekymringer. Indfør daglig bekymringstid frem for at spekulere om natten. Skriv dumme tanker/bekymringer ned til næste dags bekymringstid. Dagen derpå ser tingene ofte lysere ud, og du kan bedre prioritere rækkefølgen, du vil løse opgaverne i. Måske viser det sig, at du er udisciplineret omkring dagens gøremål. Eller at du må omstrukturere din hverdag. Skab gode gå-i-seng-ritualer, hvor du hygger om dig selv og slapper af. Ros hver aften dig selv for, at du har gjort det så godt, du kunne, i dag. Jeg er sikker på at din hovedpine vil forsvinde, når du holder op med at bekymre dig lige før du skal i seng.

Venlig hilsen

Alexandra Gheorghe, læge

Sidst opdateret: 01.07.2016