Spørgsmål:
Jeg er en pige på 16 år, og jeg har et problem, som jeg er meget pinligt berørt over. Ligesom drenge har jeg også tydelige hår fra navlen og ned til underlivet. Jeg er ret træt af hele tiden at skulle barbere det væk, fordi jeg er så pinligt berørt over det. Hvis jeg ikke lige har fået det barberet, så tør jeg ikke lade min kæreste røre eller se min mave, fordi jeg er bange for, hvad han vil sige eller tænke. Jeg håber virkelig, I kan hjælpe mig med det problem, for jeg går hver dag og er bange for, at han vil nusse mig på maven.
Svar:
Jeg synes slet ikke, du skal kalde dig for den pinligt berørte. Jeg kan godt forstå, at dine hår på maven gør dig ulykkelig, for nu om stunder bliver hår på kvindekroppen desværre ikke anset som værende pænt eller ok. Hvis du er træt af at barbere det, kunne du eventuelt prøve at vokse det. Det holder lidt længere end barbering. Hvis det er meget generende, så er en dyrere løsning laserbehandling. Jeg kender ikke effekterne af laserbehandling, så hvis det er noget, du overvejer, må du henvende dig til en skønhedsklinik.
Det må slide på dig at være så bange og urolig for at din kæreste skal nusse dig på maven. Måske skal du bare nyde at være sammen med din kæreste og nyde at blive nusset, også på maven.
Held og lykke.
Alexandra Gheorghe, læge