12-årig: Mine bryster er begyndt at vokse, men det er kun det ene, der er ømt - er det normalt?

Spørgsmål:

Jeg er en 12-årig pige, og jeg er lidt bekymret for mine bryster. For cirka tre måneder siden begyndte jeg at blive øm i det ene bryst, og det begyndte også at vokse, men det gjorde det andet altså ikke. På det tidspunkt troede jeg, at det var normalt, at det først var det ene, der blev ømt og at det andet så ville begynde at blive ømt og vokse efter nogle dage. Men der er ikke rigtig sket noget med det andet endnu. Så nu er jeg lidt bekymret for, om det egentligt er normalt kun at have ondt i det ene bryst, eller om det er mig, der er noget galt med. Jeg håber, I vil hjælpe mig, for det går mig virkelig på.  

Svar:

Du har overhovedet ikke noget at være bekymret for. Du undrer dig over, om det er normalt og svaret er JA, det er fuldstændigt normalt. Nu begynder der at ske forandringer i din krop, dine bryster vokser og du har måske allerede fået din menstruation eller så har du den til gode.

En piges bryster begynder at vokse i alderen 8-14 år, så det er igen meget normalt med alderen, du er i, at brysterne begynder at vokse. Bryster når sin endelige størrelse omkring 17-19-års-alderen, men de er påvirket af mange faktorer og kan vokse hele livet (faktorer, som overvægt, graviditet og andre forandringer).

Du skal bevæbne dig med lidt tålmodighed. Det ene bryst kan begynde at vokse 6 måneder før det andet og det er meget normalt at det ene bryst kan være lidt større end det andet, også senere i livet. Ømheden er også normal, når dine bryster udvikles. Håber, det hjælper dig til at slappe mere af, nu når du ved, at det er fuldstændigt normalt.

Held og lykke.

Med venlig hilsen

Alexandra Gheorghe, læge

Sidst opdateret: 12.07.2016