OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Er det samme aktive stof i kopi "lykkepillen"?

Spørgsmål

Kære Spørger

Nu har jeg i seks år taget lykkepillen Cipramil 40mg dagligt. Og man må sige, at jeg har brugt rigtig mange penge på den pille, eftersom det er den dyreste. Min læge synes, at jeg er tosset, fordi jeg absolut vil have den. Men det var den, jeg fik i starten, og den hjalp mig og hjælper mig stadig. Men nu er min sparegris tom. Så min læge fandt en meget billig lykkepille med det samme stof, Citalopram. Jeg må nok sige, at jeg virkelig fik dårlig smag i munden af, at jeg i alle de år har brugt rigtig mange penge hver måned på Cipramil. Jeg stoler 100 procent på min læge, men vil lige gerne høre din mening om det nye produkt. Kan jeg roligt tage den billige Citalopram-pille og få samme virkning på 40mg? Jeg synes bare, at den er vildt billig og vil også gerne vide, hvorfor der er denne prisforskel.

Med venlig hilsen en Spørger

Svar

Kære Spørger

Det antidepressive medikament Cipramil er udviklet af medicinalfirmaet Lundbeck. Fra man får ideen til at lave et medikament, til det ligger på hylden på apoteket, skal der laves en masse testning og udviklingsarbejde. Dette arbejde koster langt over 1 milliard kr. Man tildeles et patent på produktet - som gælder i et vist antal år. Herefter må andre medicinalfirmaer lave kopier af medikamentet. Disse andre firmaer har jo så ikke omkostningerne ved hele udviklingsarbejdet, for de omkostninger har "opfinder-firmaet" jo betalt. Dette betyder, at det oprindelige firma har et antal år til at tjene alle de penge ind, firmaet har brugt på udviklingsarbejdet. Derfor er medicin ofte rigtig dyr, når den kommer på markedet, men efter en årrække kan andre begynde at kopiere medicinen og sælge den til en lavere pris. Det aktive stof i kopi-produktet er det samme som i original-produktet.

I dit tilfælde er det aktive stof citalopram - både i originalpræparatet og kopipræparatet, så du kan roligt skifte direkte over. Imidlertid er der ofte forskelle i farvestoffer, bindemidler, gelateringsmidler m.v. Hvis man er allergisk over for nogle af disse midler i kopipræparatet, ja, så må man fortsætte med det dyre originalpræparat. Hvis ikke, kan man let skifte. Du har brugt rigtig mange penge på medicin, men i stedet for at ærgre dig over det, synes jeg, at du skal glæde dig over, at medicinen faktisk har hjulpet. Jeg mener godt, at du kan skifte fra den ene slags citalopram til den anden - og derved spare en del penge, som du sikkert kan bruge på andre ting.

Med venlig hilsen

Hans Mørch Jensen

Speciallæge i psykiatri

Sidst opdateret: 01.09.2009