Kære Netdoktor
Jeg har det problem, at jeg altid har dårlig ånde/smag i munden. Jeg har altid en fornemmelse i munden af dårlig hygiejne og kan fornemme, at min ånde altid er dårlig.
Jeg har prøvet mange forskellige løsninger som for eksempel mundskyld og grundig tandrensning - dog uden held.
At børste tænder giver frisk smag og ånde i en times tid, men derefter kommer ånden/smagen tilbage. Jeg har generelt altid en smule irriteret hals, som resulterer i, at jeg ofte har ondt i halsen om morgnen. Dette går dog normalt væk, når man har drukket/spist noget.
Har selv undersøgt, om det kan være mandelpropper, men kan ikke lige umiddelbart se nogle. Tror heller ikke, at det skyldes bakterier på tænderne, da det føles som om, at irritationen og den dårlige smag sidder længere tilbage i svælget.
Jeg spiser en ret normal kost og ryger ikke. Her den sidste måned er det blevet værre med den dårlige smag og ånden, så håber i kan hjælpe, da det er ved at gå mig lidt på nerverne!
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger
Det er ikke svært at sætte sig ind i, at det er et ubehageligt problem, og jeg forstår, at du allerede har prøvet en række forsøg på at løse problemet.
Jeg går ud fra, at der er tale om dårlig ånde, som også andre bemærker og ikke blot en dårlig smag i munden. De hyppigste årsager til dårlig ånde af den art, er kronisk næse-bihulebetændelse, kronisk halsbetændelse med mandelpropper, tandproblemer og problemer med irritation eller infektion i maven. Du kan læse mere om sårlig ånde her .
Jeg vil råde dig til at opsøge en praktiserende øre-næse-halslæge. Det kan du gøre uden henvisning fra din praktiserende læge. Der vil ofte være detaljer i symptomer eller fund ved øre-næse-halsundersøgelsen, som sandsynliggør hvad årsagen er. Det kan blandt andet, ud over almindelig inspektion af næse, mund og svælg, inkludere kikkerundersøgelse af næsen og svælget og evt spiserør/mavesæk.
Endvidere er det ofte relevant af få foretaget en CT-skanning af bihulesystemet. Ud fra disse undersøgelser kan man oftest finde frem til en effektiv behandling.
Med venlig hilsen
Mikkel Holmelund
Speciallæge i øre-næse-halssygdomme
Sidst opdateret: 02.06.2013