Annonce

Hvorfor har jeg nedsat gabeevne?

Spørgsmål:

Hej Netdoktor.

I sommer 2016 fik jeg problemer med at åbne munden efter lidt forkølelse. Gik til tandlæge 3 mdr senere hvor jeg fik konstateret en skygge på et røntgenbillede i overmundens kindtænder. Måske en ubehandlet bihulebetændelse?

Via egen læge henvist til øre næse halslæge-skanning og påvist en lille system i bihule. Man mente ikke at denne kunne være årsag til kæbe problemer.

Fik ny bideskinne hos tandlæge og smertestillende medicin. Jeg har stadig store problemer med min kæbe - det er lige som den ikke er i "hak" - den anden side knækker også hele tiden. Jeg føler trang til at bevæge mine kæber for at få dem på plads. Men det kan jeg ikke.

Jeg har smerter i den ikke knækkede side. Til tider i øret og halsen. Jeg bliver træt i kæben og kan snøvle når jeg taler og har føleforstyrrelser i læben (undermunden) i den "låste" side.

Jeg har problemer med hård kost, selv salat kan være svær at tygge. Jeg kan have problemer med at få den elektriske tandbørste ind i munden. Jeg kan ikke gabe op.

Har haft bideskinne i mange år men har måtte droppe den fordi knæk i kæben blev værre - jeg er bange for at bideskinnen ikke gør noget godt for mine kæber.

For ca. 10 år siden fik jeg et rødligt udslæt på halsen, nakken helt op i hårgrænsen og foran på brystet - det kan svie/brænde lidt- har aldrig fået talt med lægen om det - mon det skyldes nakke problemer. Jeg har kontorjob og sidder meget ved computer. Er meget rank i ryggen.

Jeg har et stressede job og har været udsat for stressede situationer i mit privatliv.

Der er psoriasis i min familie og jeg har haft clamydia i svær grad som 20- årig (konstateret et halvt år efter 1. Henvendelse til læge - endte med operation - har heldigvis fået 2 skønne børn) Har jeg mon slidgigt i kæben?

Er bideskinne det rigtige for mig? Det er en hård bideskinne og somme tider kan jeg næsten ikke få den ud af munden om morgenen

Det blev en lang historie- ved ikke om alt er relevant. Orker bare næsten ikke at blive kastebold mellem tandlæge- læge - øre/næse halslæge og sygehus

Mvh. en spørger

Svar:

Kære spørger

Din nedsatte gabeevne har ikke noget med din forkølelse at gøre. Jeg tror, at din nedsatte gabeevne – og smerterne – skyldes, at bruskskiven i dit kæbeled har forskudt sig.

Det er der desværre ikke nogen enkel behandling for, men med tiden vil smerterne aftage og din gabeevne langsomt blive bedre.

Det er helt individuelt, hvor lang tid der går før en bedring indtræder, men under alle omstændigheder er det en langsommelig proces, fordi bruskskiven ligesom skal ”slides tynd”. Så det er desværre med at væbne sig med tålmodighed og du bliver nødt til at spise smertestillende efter behov.

I øvrigt tror jeg ikke, at en bidskinne hjælper på hverken dine smerter eller den nedsatte gabeevne.

Rigtig god bedring!

Venlig hilsen

Anne Pedersen,

Specialtandlæge, dr. odont.

Sidst opdateret: 02.05.2017




Annonce