Hej Netdoktor.
Jeg oplever en slags følelsesløshed i højre side af min overlæbe. Det føles lidt ligesom hvis man er blevet bedøvet ved tandlægen. Det viser sig blandt andet ved at jeg ikke kan fløjte og det strinter fra den højre side af munden, når jeg skyllder mund efter tandbørstning.
Desuden er det ligesom der er en let lammelse af mit højre øjenlåg, som hele tiden løber i vand og som jeg ikke kan lukke på samme måde som det venstre. Jeg kan ikke knibe det i på samme måde man normalt kan. Kan dog godt lukke begge øjne når jeg skal sove. Jeg har også et let svimmelhed både når jeg står op og når jeg sidder ned. Dette er ikke hele tiden.
Jeg blev fornylig behandlet med øredråber for en formodet betændelse i øregangen men har stadig en irriterende kløde samt et let ringen for det højre øre (som jeg dog har haft i mange år. Det følger ligesom mit pulsslag).
Endelig har jeg langt ofrere hovedpine end jeg havde da jeg boede i DK, men det har jeg indtil videre tilskrevet det anderledes klima. Hvad kan det være?
Jeg bor i Manila, Filippinerne, så jeg kan ikke søge dansk læge og det kan være lidt svært at forklare symptomer til en filippinsk læge selv på engelsk. Håber I kan give mig et svar på hvad det dog kan være og hvad I anbefaler jeg skal gøre.
På forhånd tak.
Mvh. en spørger
Kære spørger
Alle mennesker har tolv parrede hjernenerver som styrer organer i hovederegionen fx øjne, bevæger muskler og følesansen i ansigtet. Påvirkning af én af disse vil derfor medføre specifikke symptomer. Ansigtsmusklernes bevægenerve (hjernenerve nr. 7, kaldet nervus facialis) kan være påvirket to steder og man taler om henholdsvis en perifer og en central påvirkning.
Den perifere påvirkning kan skyldes en lang række konkrete påvirkninger (fx infektion i øret, flåtbid mv.), men i mange tilfælde finder man ikke forklaringen.
Symptomerne på en perifer påvirkning kaldes en perfifer facialis parese og inkluderer halvsidig lammelse af en del af muskulaturen og hængende øjenbryn og mundvig. Desuden kan ses en række ledsagefænomener i form af ændret smagssans, øget lydfølsomhed, øresmerter mv.
Ud fra undersøgelse ved læge vil denne hurtigt kunne afgøre hvilken lammelse der er tale om og om der er behov for yderligere undersøgelser eller behandling.
De beskrevne symptomer bør føre til lægekontakt snarest.
Mvh.
Ole-Victor Wadschier-laursen
Kommende speciallæge i almen medicin
Sidst opdateret: 26.09.2017