Hej Netdoktor
Jeg begyndte at opleve små ildebefindender, hvor min puls blev uregelmæssig, og jeg blev svimmel, fik kvalme og blev utilpas i nogle minutter. Det var i starten cirka en gang om ugen, men så tog det til.
Senere fik jeg åndenød ved fysisk aktivitet, som havearbejde og almindelige gør-det-selv-projekter. I dag skal der meget lidt aktivitet til, før jeg oplever åndenød. En mindre gå tur, eller dagligdags ting, så kniber det. Jeg begynder at svede helt vildt ved de mindste bevægelser, og det kan tage et stykke tid, før kroppen ligesom koger af.
Så alt i alt bliver jeg meget udmattet og har brug for mange pauser, både for at få vejret, men også for at holde op med at svede.
Da jeg fortalte ovenstående til min mor, blev hun meget oprørt. Hun fortalte, at hendes far havde haft de samme symptomer sidst i fyrrene, og at han døde af en blodprop i hjertet, da han var sidst i halvtredserne. Selv havde hun haft samme symptomer og har allerede fået lavet ballonudvidelse og stent. Så hun bad mig selvfølgelig straks søge læge.
Men jeg oplever jo ikke at have vand i kroppen, eller at mit blodtryk er højt. Min puls kan godt være lidt uregelmæssig, men jeg er meget overvægtig (Højde 190, vægt 132) og har hele tiden tilskrevet mine symptomer det fakta. Derfor har jeg selvfølgelig prøvet at tabe mig via omlægning af kost og ved at dyrke motion, men det har ikke haft den store effekt, andet end at jeg får meget ondt i min ryg og mine knæ. Jeg oplever, at mine muskler for mere og mere svært ved at bære mig, og at vægten bare forsætter opad støt og roligt.
Ovenstående symptomer gør det selvfølgelig ikke bedre, men kan der være tale om symptomer på hjertesvigt, eller er det min overvægt, der gør det?
Med venlig hilsen
En spørger
Kære spørger
Symptomer i form af åndenød og hjertebanken kan hænge sammen med overvægt, men det skal først tilskrives overvægt, når man ved, at hjertet pumper normalt, og man ved, at pulsen er normal. Hvis din egen læge er enig med dig i, at dine symptomer bør udredes nærmere, vil jeg anbefale, at du får lavet en 48 timers båndoptagerundersøgelse for at tjekke, om du kan have forkammerflimmer, og en ekkokardiografi som kan vise dit hjertes pumpefunktion.
Venlig hilsen
Morten Schou, speciallæge i kardiologi og overlæge.
Sidst opdateret: 09.10.2017