Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvorfor oplever jeg efterdryp i en ung alder?

Spørgsmål:

Hej Netdoktor.

Jeg er en 18 årig dreng som har et spørgsmål, da der er noget der bekymrer mig. De seneste par dage er det begyndt at dryppe med urin efter jeg har været ude og tisse, og der er selvfølgelig ikke særligt rart. Jeg er dog bekymret over det baggrund af min alder, og at jeg ingen sygdomme har.

Hvad kan det skyldes og kan det på en måde stoppes?

Mvh. en spørger

Svar:

Kære spørger

Jeg kan bestemt sagtens forstå din bekymring, vandladningsproblemer forbinder man typisk med ældre mænd.

Umiddelbart tror jeg ikke du behøver bekymre dig, der er formodentlig tale om et forbigående problem. Urinrøret hos mænd er langt og bugter sig lidt og hos nogle mænd kan der i den laveste del samle sig lidt urin der efter vandladningen når man bevæger sig kommer ud som et såkaldt efterdryp, det er helt ufarligt men lidt irriterende.

Man kan undgå problemet ved at man et par fingre bag pungen stryger langs undersiden af urinrøret for at tømme det ud; det mest sandsynlige er dog, at du måske har haft lidt travlt med at få tisset og at problemet forsvinder hvis du husker at give dig tid nok.

Hvis problemet tiltager skal du se din egen læge og eventuelt henvises til en lokal urolog – der findes enkelte sjældne tilstande der kan forårsage den type problemer og som skal behandles.

VH

Nanna franck

Speciallæge i urologi

Sidst opdateret: 30.11.-0001




Annonce