Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Nyhed | Hjerte og blod

Sådan kan forhøjet kolesterol behandles med medicin

Skal man i medicinsk behandling for forhøjet kolesterol, er der flere muligheder. Faktisk er der i alt ni typer af kolesterolsænkende medicin. Dem kan du blive klogere på her. 


Offentliggjort: 26. August 2024

Får man konstateret forhøjet kolesterol, vil man i de fleste tilfælde blive anbefalet at starte med at lægge sin livsstil om for at sænke kolesteroltallet. Men der er også tilfælde, hvor livsstilsændringen ikke har tilstrækkelig effekt, hvor det forhøjede kolesterol allerede har haft konsekvenser i form af eksempelvis åreforkalkning, eller hvor det høje kolesteroltal skyldes en arvelig sygdom.

Det er i disse tilfælde, at medicinsk behandling kan komme på tale.

Medicinsk behandling af forhøjet kolesterol er lidt af en jungle. Faktisk findes der hele ni forskellige typer af behandling. Hvilken type behandling, man skal have, afhænger af forskellige faktorer, herunder sygdomshistorik, og hvordan dit kolesteroltal er sammensat, det vil sige, hvor høj andelen af hhv. LDL, HDL og triglycerid er.

Hvordan måles kolesteroltallet?

Når ens kolesteroltal måles i en blodprøve, er det mængden af alle kolesteroltyper, der måles. Der måles konkret på HDL, LDL, totalkolesterol og triglycerider.

Når man får målt kolesteroltal i blodprøver, ser man ofte på forholdet mellem de forskellige typer kolesterol. Hvis man for eksempel har et højt HDL, må LDL eventuelt være lidt højere end normalen. Det er en individuel vurdering.

Det gælder altså om at få sit HDL op og sit LDL samt triglycerid ned.

Læs mere om kolesterol her

Statiner

Statiner er som regel førstevalg, når man skal i medicinsk behandling for forhøjet kolesterol. Hvis der ikke er tilstrækkelig effekt ved statiner, eller hvis man oplever mange bivirkninger, kan andre behandlingsmuligheder komme på tale.

Statiner virker ved at forhindre leveren i at danne kolesterol. Samtidig med, at mængden af kolesterol i kroppen falder, fremmer statiner også dannelsen af såkaldte LDL-receptorer. Det er små molekyler, som fanger og nedbryder det dårlige LDL-kolesterol.

Læs mere: Fokus på statiner

Fibrater

Fibrater er en type af kolesterolsænkende medicin, som særligt gives til personer, der har en høj andel af fedtstoffet triglycerid i blodet. Fibrater hæmmer produktionen af både kolesterol og triglycerid, og samtidig øger det mængden af det gode kolesterol, HDL.

Nicotinsyre og analoger

Nicotinsyre og analoger bruges især til at behandle arveligt forhøjet kolesterol og tilfælde af forhøjet kolesterol, hvor særligt VLDL-kolesterol er meget forhøjet. Det skyldes, at nicotinsyre og analoger hæmmer dannelsen af VLDL og dermed også LDL-kolesterol.

Nicotinsyre og analoger sænker desuden indholdet af fedtstoffer i blodet og øger det gode kolesterol, HDL.

Kolesterolabsorptionshæmmere

Kolesterolabsorptionshæmmere er en type af medicin, som oftest gives sammen med statiner. Det kan være nødvendigt at få kolesterolabsorptionshæmmere i tilfælde, hvor hverken livsstilsændring eller statiner alene har haft effekt på kolesteroltallet.

Kolesterolabsorptionshæmmerne virker ved at forhindre tyndtarmen i at optage kolesterol. På den måde sænkes både total- og LDL-kolesterol. Samtidig øges det gode HDL-kolesterol.

PCSK9-hæmmere og PCSK9-syntesehæmmere

PCSK9-hæmmere er en form for biologisk behandling af forhøjet kolesterol. De virker ved at hæmme et protein, der hedder PCSK9. PCSK9-proteinets funktion er at nedsætte effektiviteten af de såkaldte LDL-receptorer. Det er små ‘fangarme’, der sidder uden på cellerne, særligt på leveren, og fanger det dårlige LDL-kolesterol ind i leveren. I leveren nedbrydes LDL, og kroppen skiller sig af med det.

Når man hæmmer PCSK9-proteinet, vil der være flere velfungerende LDL-receptorer, og dermed også mindre LDL-kolesterol i blodet.

PCSK9-hæmmere gives enten sammen med statiner eller alene, hvis man ikke kan tåle statiner. Det er indsprøjtninger, som man selv kan tage hver anden eller fjerde uge afhængigt af præparatet.

Anionbyttere

Anionbyttere er midler, der virker ved at binde sig til galdesyre i tarmen. Normalt ville galdesyrerne blive genoptaget i tarmen og genbrugt i kroppen, men det kan galdesyrerne ikke, når de er bundet i tarmen. De udskilles i stedet med afføringen.

Kroppen skal nu producere nye galdesyrer, og til det formål bruger den kolesterol fra blodet. Det betyder altså, at mængden af kolesterol i blodet sænkes.

Anionbyttere er især gavnlige for personer, der ikke har haft tilstrækkelig effekt af statiner, eller som ikke kan tåle statiner.

MTP-hæmmere

MTP-hæmmere (Mikrosomalt transferprotein -hæmmer) hjælper med at reducere LDL-kolesterol i blodet ved at hæmme proteinet MTP, der normalt hjælper med at lave og sende fedt ud i kroppen. Når man hæmmer dette protein, kan kroppen ikke producere og sende så meget fedt ud i kroppen.

Det betyder, at der laves mindre af det dårlige LDL-kolesterol.

Omega 3-fedtsyrepræparater

Præparater med omega 3-fedtsyre kan også være gavnlige for at sænke kolesterolindholdet i blodet. Omega 3-fedtsyre findes naturligt i fed fisk som for eksempel laks og makrel eller i fiskeolie, men man kan også få det som medicinsk præparat.

Omega 3-fedtsyrer er med til at forhindre leveren i at frigive kolesterol og triglycerid til resten af kroppen. På den måde sænkes niveauet af fedt i blodet og dermed altså også kolesteroltallet.

Der kan dog være øget risiko for uregelmæssig hjerterytme hos personer som har hjerte-kar-sygdomme eller er i risiko for at få det. Risikoen afhænger af størrelsen på dosen.

Der findes et lægemiddel, som er dannet ud fra fiskeolie, en omega-3 fedtsyre kaldet Icosapentethyl. Den anvendes til behandling af forhøjet triglycerider sammen med statiner til at forebygge hjerte-kar-hændelser, som for eksempel blodprop.

Midler mod FCS

FCS står for Familiært Chylomikronæmi Syndrom, og det er en meget sjælden, arvelig sygdom. Sygdommen er kendetegnet ved, at man har en mutation på det såkaldte LPL-gen. Mutationen gør, at der nemmere kan ophobe sig triglycerider i blodet. Bliver niveauet af triglycerid for højt, kan det i værste fald føre til bugspytkirtelbetændelse.

Midler mod FCS er således præparater, man bruger til at behandle personer med den arvelige sygdom.


 Kilder: Netdoktors egen artikel om forhøjet kolesterol, medicin.dk, Cleveland Clinic og DSAM

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Kommentér denne artikel

Der er endnu ingen kommentarer på denne side


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.