Annonce

De unges patientforeninger løb med priserne ved Patient Awards 2023

Til Patient Awards 2023 kårede Effector og Bonnier Healthcare “Årets initiativ” og “Årets ildsjæl”. Begge priser gik til initiativer, der har unge mennesker i fokus.

Der var god stemning, gensynsglæde og champagne i lange baner, da det første Patient Awards siden 2019 løb af stablen den 25. maj 2023 på Gentofte Rådhus.

Flere end 120 gæster havde sikret sig en billet for at være med til at hylde de danske patientforeninger og overvære kåringen af “Årets initiativ” og “Årets ildsjæl”.

Fornemme priser på højkant

Ved årets Patient Awards var der to priser på højkant; “Årets ildsjæl” og “Årets initiativ”. Udover hæder og ære vandt prisvinderne også en præmie på 25.000 kroner til foreningsarbejdet.

Det blev en prisuddeling i ungdommens tegn, for begge vindere har nemlig et særligt fokus på unge mennesker. Således gik prisen “Årets initiativ” til foreningen Tubanu for at give unge, der vokser op i et hjem med alkohol- eller stofmisbrug, et sted at gå hen, når de har afsluttet deres terapiforløb.

Aftenens anden pris “Årets ildsjæl” gik til Stine Pokorny Harbech, som er unge- og udviklingschef i Hjerneskadeforeningen. Hun fik prisen for sin indsats i foreningen og for arbejdet med Unge Hjerner, som er et tilbud til unge mellem 16-35 år med en erhvervet hjerneskade.

I månederne op til Patient Awards 2023 har der været mulighed for at indstille initiativer og ildsjæle. Siden har en dommerkomité udvalgt tre nominerede i hver kategori, og derefter har alle haft mulighed for at stemme på den eller dem, de synes fortjente at vinde.

Årets initiativ giver unge med misbrug i familien et fællesskab

Tubanu, som vandt prisen “Årets initiativ”, er en forening for unge og voksne, som er vokset op i familier med alkohol- eller stofmisbrug. Tubanu udspringer af rådgivnings- og terapitilbuddet TUBA.

Ifølge Tubanu selv er der hårdt brug for et fællesskab som deres:

- Der er mange, som er rigtig glade for at gå i TUBA og bruge gruppeterapi, men hvad sker der efter terapien? Mange har også brug for noget bagefter - et sted at lande eller et sted at tage hen og møde andre, der har samme bagage og kommer fra samme opvækst, forklarer Marina Steenberg Pasovski, som er bestyrelsesmedlem og frivilligkoordinator i Tubanus lokalafdeling i København.

- Det er et rum, hvor man kan komme ind, og så har man allerede fortalt lidt om sig selv uden at sige noget, og det gør det her fællesskab meget specielt, istemmer Amanda Marie Sommer, som er forperson i Tubanus bestyrelse og koordinator for lokalafdelingerne i Tubanu.

I Tubanu er der ikke fokus på terapi, for det har de unge som regel allerede fået hos TUBA eller lignende tilbud. Det handler derimod om at lære at bruge de redskaber, man har fået i terapiforløbet, og det sker gennem socialt samvær og masser af forskellige aktiviteter, som initieres af Tubanus frivillige.

- De sidste par måneder har vi for eksempel haft skrivegruppe, hvor en forfatter har været ude og hjælpe os med, hvordan vi kan skrive nogle gode tekster, fordi det her med at få følelserne ned på papir og komme ud med nogle historier kan give folk rigtig meget, fortæller Marina Steenberg Pasovski om en af de aktiviteter, der har været i Tubanu København.

Hun nævner, at de i lokalafdelingen i København også har haft aktiviteter som selvforsvar, madlavningskurser og meget mere. Hvilke aktiviteter, der er mulighed for at deltage i, afhænger af, hvilken lokalafdeling man er tilknyttet.

Repræsentanterne for Tubanu oplever, at fællesskabet er til stor gavn for medlemmerne. Ifølge dem kan der nemlig ofte være udfordringer som eksempelvis ensomhed forbundet med det at være vokset op i en familie med misbrug. Nogle oplever også, at de ikke bliver set eller føler sig ordentligt forstået af deres venner, som ikke kommer fra samme baggrund, og det er noget af det, Tubanu håber på at kunne afhjælpe med deres tilbud.

Hvad de 25.000 kroner, som fulgte med prisen, skal bruges på, er ikke helt klart endnu. Repræsentanterne fra foreningen er dog overbeviste om, at pengene nok skal blive brugt fornuftigt.

Du kan læse mere om Tubanu på hjemmesiden tubanu.dk.

Tubanu er

"Årets initiativ” Tubanu. Foto: Michelle Young, Effector.

Årets ildsjæl: “Unge Hjerner er mit hjertebarn”

Aftenens anden prisvinder, Stine Pokorny Harbech, brænder for arbejdet med Unge Hjerner. Passionen og engagementet kunne tydeligt mærkes, da hun stolt og rørt proklamerede fra scenen:

- Unge Hjerner er mit hjertebarn.

Stine Pokorny Harbech startede Unge Hjerner i 2016 efter tre år på hjerneskadeområdet. I forbindelse med en stilling som forløbskoordinator i et projekt målrettet unge med en erhvervet hjerneskade, oplevede hun, at mange af de unge, som kom forbi hende, følte sig alene og usikre.

- Jeg mødte alle de unge, men de mødte jo aldrig hinanden, fortæller Stine Pokorny Harbech.

Hun begyndte at undersøge markedet for tilbud til unge mennesker med erhvervede hjerneskader, og da hun ikke fandt noget, startede hun Unge Hjerner. Siden da er gruppen vokset fra 10 medlemmer til i dag at rumme knapt 300 medlemmer, og fra kun at være et tilbud i Region Hovedstaden har Unge Hjerner nu vokset sig landsdækkende.

Hun peger på, at ungdommen i forvejen kan være en svær tid at navigere i, og at det bestemt ikke gør det nemmere, når man også smider en hjerneskade i puljen.

- De her unge mennesker er jo stadig i gang med at finde sig selv, og de har tanker om studie, job og familie, og pludselig rammer det her (hjerneskade red.), som bare gør det hele meget mere bøvlet, forklarer hun og fortsætter:

- De trækker sig, fordi energien ikke er så markant, som den har været før. De kommer lige pludselig ud i isolation og ensomhed, og der kan komme andre diagnoser til.

Derfor mener hun, at det er afgørende, at et tilbud som Unge Hjerner er til, og hun oplever, at de unge, der benytter sig af tilbuddet, er meget glade for det.

- Først og fremmest, så giver det dem et sted at høre til og være ligesom alle andre er. I det her fællesskab kan de åbent snakke om det at have en skade, men der er også plads til grin, glæde og alle mulige andre tanker, der fylder. Det giver dem også noget indhold, og det giver dem en viden om dem selv og andre, fortæller Stine Pokorny Harbech, og nævner at de unge også tit bruger hinanden som sparringspartnere omkring deres skade, rettigheder i sundhedssystemet, uddannelser og meget mere.

Stine Pokorny Harbech er endnu ikke fast besluttet på, hvad præmien på 25.000 kroner skal bruges på, men én af de ting, hun godt kunne tænke sig, er en stor fest for alle medlemmerne af Unge Hjerner.

- Lige nu synes jeg jo, at alt skal fejres. De skal fejres, livet skal fejres, og det her skal fejres, og det kunne være sjovt at få lov at samle dem på den måde, siger hun.

Du kan læse mere om Unge Hjerner på Hjerneskadeforeningens hjemmeside.

Det var første gang siden 2019, at Patient Awards blev afholdt, og ifølge arrangørerne har interessen for arrangementet været overvældende. I hele den fem år lange historie har der nemlig aldrig været så mange indstillede til priserne, ligesom stemmetallet i år var rekordstort.

Stine Pokorny Harbech er

"Årets ildsjæl” Stine Pokorny Harbech. Foto: Michelle Young, Effector.


Sidst opdateret: 01.06.2023

Annonce