Annonce

Flere smittes med kighoste: Nu kan gravide vaccineres gratis

Antallet af personer, der er blevet smittet med kighoste, har i løbet af sommeren været stigende. Sygdommen kan være farlig for spædbørn, og derfor anbefaler Statens Serum Institut gravide kvinder at tage imod det nye tilbud om gratis vaccination.

I løbet af sommeren er der flere og flere, der er blevet ramt af luftvejsinfektionen kighoste. Flere små børn under et år er også blevet smittet. For dem kan sygdommen være farlig, og derfor får gravide kvinder nu et midlertidigt tilbud om gratis vaccination mod kighoste. Vaccinen kan nemlig være med til at beskytte de spædbørn, der endnu ikke er gamle nok til selv at få vaccinen.

Læs også: Hvad er kighoste?

Kighostevaccine til gravide kan beskytte spædbarnet

Hvis et spædbarn får kighoste, kan barnet få et alvorligt sygdomsforløb, hvis det ikke er vaccineret. Vaccinen mod kighoste er en del af børnevaccinationsprogrammet, og barnet får den første vaccine, når det er tre måneder gammelt. Indtil da kan kighostevaccinationen til gravide være med til at beskytte det nyfødte barn. Det skyldes, at nogle af antistofferne fra vaccinen overføres fra mor til foster.

For personer med et normalt immunsystem vil kighoste ikke være farlig. Sygdommen kan dog være meget ubehagelig, og man kan have hoste og hosteanfald i op til tre måneder.

Tilbuddet om gratis vaccination mod kighoste til gravide løber indtil videre frem til 31. December 2023.

Læs også: Vaccinationer til børn

5 ting, du skal vide om vacciantionstilbuddet

  • Vaccinen er gratis og gives som et enkelt stik.
  • Vaccinen kan gives i forbindelse med anden eller tredje rutinemæssige graviditetsundersøgelse hos egen læge eller på et andet tidspunkt i andet eller tredje trimester.
  • Det anbefales, at vaccinen senest gives en uge før forventet fødsel. Hvis vaccinen gives senere, forventes det ikke, at vaccinen også beskytter barnet.
  • Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination ved hver graviditet.
  • Tilbuddet om vaccination løber indtil videre fra den 1. August til den 31. December i år.

Se en oversigt over Netdoktors nyhedsbreve og tilmeld dig her


Kilder: ssi.dk, sst.dk

Sidst opdateret: 08.08.2023

Annonce