Annonce

Gode råd mod isninger i tænderne

Er du også en af de mange danskere, der oplever isninger i tænderne, når du drikker en tår varm kaffe eller spiser noget sødt? Så læs med her og få gode råd mod de ubehagelige isninger.

Det hviner i tænderne, når de kommer i kontakt med varme og kulde, eller når du spiser noget sødt eller syrligt. Det anslås faktisk, at op mod 25 procent af befolkningen døjer med isninger i tænderne.

Hvis du er plaget af problemet, bør du opsøge din tandlæge, så denne kan undersøge årsagen og blandt andet udelukke, at det skyldes huller eller revner i tænderne.

Læs også: Derfor får du isninger i tænderne

5 tips mod isninger

1. Den rigtige tandbørste og børsteteknik: Hvis du har problemer med isninger, bør du vælge en blød tandbørste, der er mindre hård ved tandkødet. Du bør desuden børste tænderne med små roterende bevægelser på stedet, så du undgår lange tværgående bevægelser. Du bør ikke børste dine tænder lige efter, du har haft noget surt i munden, da det fjerner tændernes beskyttende hinde. Skyl munden med vand og vent en times tid inden du børster.

2. Tandpasta til følsomme tandhalse: Sørg for altid at vælge en tandpasta med fluor. Der findes også tandpasta, der er specielt henvendt til følsomme tandhalse, som kan hjælpe på problemet.

3. Fluorlakering hos tandlægen: Du kan få en fluorlakering på tænderne hos tandlægen, som hjælper på smerterne. Det skal som regel gøres tre gange med en uges mellemrum. Det er en behandling, som mange med isninger har glæde af, men den skal ofte gentages.

4. Pas på syrepåvirkning: Hvis du spiser og drikker sure fødevare, såsom citron eller juice, kan du bibeholde eller gøre tilstanden værre. Du kan derfor prøve at komme af med isningerne ved at begrænse indtaget. Hvis du alligevel gerne vil have syreholdige drikke, bør du drikke dem med sugerør, så de berør tænderne mindst muligt.

5. Plastfyldning: I alvorlige tilfælde kan man lægge en plastfyldning over det udløsende område på tanden. Hvis al behandling er nytteløs, og de alternative diagnoser er udelukket, kan det, hvis man er stærkt smerteplaget, blive nødvendigt at rodbehandle den konkrete tand.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Netdoktors egne artikler: Hvordan behandler man isninger og Isninger i tænderne.

Sidst opdateret: 27.11.2018

Annonce