Kan stress give dig gråt hår?

Du har måske overvejet, om dit grå hår er et resultat af dit stressfulde liv? Her får du svaret.

Du kender nok følelsen af at have travlt på vej ud af døren om morgenen. Hjertet hamrer i brystet, og stressen pulserer rundt i kroppen. Du kaster et sidste blik på spejlet og opdager, at et gråt hår har sneget sig frem. Hvor kommer det fra? Er det stressen, der er skyld i den begyndende sølvmanke? Du har måske hørt, at du kan holde de grå hår fra døren ved at holde stressniveauet nede, men det er ikke tilfældet. Det viser sig nemlig, at de grå hår er tættere forbundet med vores gener end vores levestil.

Læs også: Symptomer på stress

Gener kontrollerer dine grå hår

Et tidligere studie tyder på, at det ikke er stress, men generne, der giver dig gråt hår. Forskere har studeret mere end 200 danske kvindelige tvillinger. Studiet, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLoS One, viser at der en meget lille forskel mellem identiske tvillingers grå hårvækst, imens der er større forskel mellem to, der ikke deler de samme gener. Om du får grå hår, hvor mange og hvornår, lader altså til at være betinget af dine gener.

Nina Goad fra British Association of Dermatologists kommenterer på emnet og fortæller til BBC, at gråt hår ikke kommer af noget selvforskyldt, men er bestemt af genetiske faktorer. Derfor har den generelle livsstil, ifølge Goad, ikke nogen indflydelse på, hvorfor håret mister sin farve.

Hvordan opstod myten?

Undrer du dig over, hvordan myten om at grå hår stammer fra stress, opstod? Det kan du give mus skylden for. Flere studier med mus har peget på, at der er et link mellem stress og fremkomsten af grå hår. Et studie fra 2011 foreslog, at hvis mus er udsat for stress over længere tid, kan det påvirke deres DNA og påvirke de gener, der styrer om håret bliver gråt.

Dog er der få beviser for, at denne process også sker hos mennesker, fortæller Rodney Sincklair, som er professor i dermatologi ved The University of Melbourne, i en artikel i The Conversation.

Så hvis du bekymrer dig om, hvorvidt dit stressfulde liv er skyld i, at de grå hår bliver ved med at vokse ufortrødent frem, så har du én ting mindre at bekymre dig om. Måske kan det lette en byrde fra dine skuldre, så du kan give slip på lidt af stressen.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: BBC, The Conversation og Netdoktors artikel: Symptomer på stress.

Sidst opdateret: 11.04.2017