Annonce

Kronisk hoste skal tages alvorligt

Mange danskere går og hoster konstant. Nu viser ny forskning, at hosten skal tages alvorligt, fordi kronisk hoste er associeret med øget risiko for alvorlig sygdom.

Rigtig mange danskere døjer med kronisk hoste. Man anslår, at det drejer sig om 160.000 danskere.

Kronisk hoste er defineret ved, at man hoster i mere end otte uger i træk. Det er i høj grad en irritation, men nu viser ny forskning også, at hosten er associeret med øget risiko for et sværere sygdomsbillede.

Render man rundt med kriller i halsen, har man blandt andet markant øget risiko for senere at få en diagnose med KOL eller en diagnose med alvorlig lungebetændelse.

- Det skræmmende er, at vi ser det hos helt almindelige mennesker. Derfor bør resultatet være med til at indgyde en viden i danskerne om, at hvis de døjer med kronisk hoste, skal de gøre noget ved det og blive tilset af en læge. Kronisk hoste kan være forløberen for noget langt værre, fortæller en af forskerne bag studiet, ph.d. Eskild Morten Landt fra Klinisk Biokemisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital, Køge.

Eskild Morten Landt har for nyligt præsenteret sine forskningsresultater på den årlige kongres for European Respiratory Society (ERS).

Læs også: Hoste - årsager og løsninger

Stort studie med data fra flere registre og undersøgelser

I sin undersøgelse har Eskild Morten Landt sammenholdt data fra Herlev-Østerbro-undersøgelsen, der er en stor befolkningsundersøgelse, med data fra Landspatientregisteret og CPR-registeret.

På den måde kunne han finde ud af, hvem der i Herlev-Østerbro-undersøgelsen havde rapporteret om kronisk hoste, og via Landspatientregisteret og CPR-registeret finde ud af, hvordan det var gået dem i de efterfølgende 3,5 år, der er hentet data fra.

Eskild Morten Landt ledte blandt andet efter dødsfald i CPR-registeret og diagnosekoder for KOL eller indlæggelseskrævende lungebetændelse i Landspatientregisteret.

45.000 danskere har deltaget i Herlev-Østerbro-undersøgelsen, og af dem rapporterede seks procent at have kronisk hoste.

- Derudover har vi testet for blodprop i hjertet for at se, om der også skulle være en sammenhæng med kronisk hoste der. Det fandt vi dog ikke, siger Eskild Morten Landt.

Læs også: Lungebetændelse: 4 kendetegn

Risikoen for dødsfald er fordoblet

Resultatet af undersøgelsen viser en meget klar sammenhæng mellem selvrapporteret kronisk hoste i Herlev-Østerbro-undersøgelsen og risikoen for KOL, indlæggelseskrævende lungebetændelse eller død i de efterfølgende 3,5 år.

Personer med kronisk hoste havde:

  • Fire gange højere risiko for KOL-indlæggelser i undersøgelsesperioden.
  • To gange forhøjet risiko for indlæggelser med lungebetændelse.
  • To gange højere risiko for dødsfald.

Ifølge Eskild Morten Landt er resultatet vigtigt for både almindelige danskere og for de praktiserende læger. Dels fordi det er vigtigt, at man er opmærksom, hvis man lider af kronisk hoste, og dels fordi lægerne kan bruge informationen til at kaste et ekstra blik på de patienter, som fortæller om kronisk hoste.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilde: Dagens Medicin

Sidst opdateret: 20.09.2021

Annonce