Fakta om akut astmabehandling
- Man behandler både astma forebyggende og akut ved astmaanfald.
- Astmaanfald med åndenød, trykken for brystet eller pibende vejrtrækning kan behandles ved at inhalere hurtigtvirkende luftvejsudvidende medicin.
- Får man et svært astmaanfald, hvor man oplever, at medicinen ikke virker, bør man søge læge med det samme.
Astma er en sygdom med symptomer, der varierer over tid: Nogle dage kan man have det fint, og andre dage oplever man åndenød, hoste, trykken for brystet eller pibende vejrtrækning.
Disse symptomer kan lindres med inhalation af luftvejsudvidende medicin, der virker hurtigt, det vil sige inden for fem til ti minutter.
Hvis symptomerne bliver mere udtalte, hvis medicinen ikke virker eller kun virker i kort tid, eller hvis man skal bruge den luftvejsudvidende medicin mange gange, kan man være ved at have et akut astma-anfald.
Ved et akut astma-anfald bør man søge læge, enten egen læge eller vagtlæge der eventuelt kan henvise til skadestuen.
Hvad er årsagerne til akut astmaanfald?
Årsagerne til, at man får et akut astmaanfald, kan være:
-
allergener (f.eks. pollen, dyrehår, støvmider)
- luftvejsinfektioner
- tobaksrøg
- anstrengelse
-
stress eller andre følelsesmæssige påvirkninger
- kulde, temperaturskift eller fugtig luft
- luftforurening
En vigtig årsag kan desuden være, at man har glemt at tage sin forebyggende medicin, fordi astmaen har været i ro i en periode. Det er derfor vigtigt, at man taler med lægen om den forebyggende medicin, når man har haft et akut astmaanfald: oftest er der behov for at øge dosis, eller at starte en ny behandling.
Luftvejsmuskelafslappende medicin (Beta-2-stimulerende medicin og antikolinergikum)
Når man indtager denne type medicin, vil den glatte muskulatur omkring luftvejene afslappes. På den måde udvides hulrummet inde i luftvejene, således at luften nemmere kan passere.
Dette får specielt betydning i de mindre luftveje, som også kaldes bronkier. Midlerne findes enten til inhalation eller systemisk brug (mikstur eller indsprøjtning).
Medicinen virker direkte på de små muskelceller, som ligger bagved slimhinden. Ved alvorlige anfald er manglende virkning af inhalationsmedicin derfor en af de vigtige tegn på, at slimhinden er svær gennemtrængelig på grund af meget slim og hævelse.
I de fleste tilfælde vil man give denne form for medicin som inhalationsbehandling, men hvis dette ikke er muligt eller ikke har effekt, kan man også give det som indsprøjtning og i sjældne tilfælde som mikstur. Indsprøjtninger virker i løbet af få minutter, mens det kan tage op til 15-20 minutter før mikstur virker.
Astma-anfald kan behandles med luftvejsudvidende medicin. Det gives som regel i en inhalator, men det kan også gives som indsprøjtning eller mikstur. Foto: IStock.com
Binyrebarkhormon mod astma
Binyrebarkhormon er et hævelsesdæmpende hormon, der hæmmer slimdannelse og hævelse i luftvejene og dermed symptomerne på astma. Midlerne fås ved akutbehandling både som tabletter og til indsprøjtning. Virkningen indtræder som regel i løbet af nogle timer.
Ved behandling med tabletter eller indsprøjtninger virker medicinen på hele kroppen. Der er derfor større risiko for bivirkninger, der for nogles vedkommende opstår i løbet af det første døgn (eufori og søvnproblemer), de første dage (vægtstigning og væskeophobning), mens svære og kroniske forandringer sædvanligvis først viser sig ved længere tids forbrug.
Meget svære astmaanfald
Meget svære astmaanfald er heldigvis sjældne i Danmark og langt de fleste indlæggelseskrævende anfald kan hurtigt og effektivt behandles.