Annonce

Nyt studie: Åndenød kan skyldes øget tryk i lungearterierne

Ny forskning viser, at øget tryk i de blodårer, som fører blodet op til lungerne, kan være årsagen til åndenød hos hjertesvigtpatienter, som ellers har bevaret pumpefunktion i venstre hjertehalvdel.

Ved hjertesvigt fungerer hjertet ikke optimalt, fordi det har svækket pumpefunktion. Der er mange former for hjertesvigt, og både højre og venstre hjertehalvdel kan være påvirket. Det kan blandt andet føre til væskeophobning i kroppen, inklusiv de indre organer, eller i lungerne med tilhørende åndenød.

Læs mere om Hjertesvigt her.

Venstre og højre hjertehalvdel

Venstre hjertehalvdel pumper det iltede blod fra lungerne ud i kroppen. Når ilt og næring er afgivet til organer og muskler, løber blodet tilbage til højre hjertehalvdel. Højre hjertehalvdel pumper det iltfattige blod ind gennem lungerne for at få ny ilt, og herfra løber blodet tilbage til venstre hjertehalvdel og pumpes ud i kroppen igen. Kilde: Netdoktor

Forhøjet tryk kan give åndenød

Åndenød skyldes normalt dårlig pumpefunktion, men nogle personer med hjertesvigt oplever åndenød på trods af, at venstre hjertehalvdels pumpefunktionen bevaret. Netop denne gruppe patienter blev undersøgt i et nye studie, som er baseret på data fra data fra det såkaldte TOPCAT-studie fra Harvard University. Forskerne fandt frem til, at åndenøden kan skyldes forhøjet tryk i lungearterierne - de store årer, som fører blodet op til lungerne.

Mere forskning i behandling

Næste skridt mod en mulig behandling er at lave et større studie, som undersøger effekten af medicinsk behandling af forhøjet tryk i lungearterierne hos hjertesvigtspatienter med bevaret pumpefunktion. Det forklarer læge og ph.d. på Herlev og Gentofte Hospital, Tor Biering-Sørensen, til Dagens Medicin. Han fremlagde i slutningen af august resultaterne af studiet på den årlige hjerte-kar-kongres arrangeret af European Society of Cardiology.

Sådan foregik undersøgelsen

Ved hjælp af ultralyd har forskerne kunnet måle blodets hastighed i højre hjertehalvdel og derved kunnet beregne trykket i blodårerne, der løber op til lungerne. Dernæst har forskerne undersøgt sammenhængen mellem forhøjet tryk og forekomsten af åndenød.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Dagens medicin og Netdoktors faktaartikel om Hjertesvigt.

Sidst opdateret: 12.09.2017

Annonce