Roskilde festival vil mindske antallet af unge rygere

Roskilde Festival har indgået et samarbejde med Røgfri Fremtid, som Trygfonden og Kræftens bekæmpelse står bag. Festivalen vil gøre det mindre attraktivt for unge at ryge i festivalmiljøet.

Festivaler bringer ofte de dårlige vaner frem, når der lokkes med junkfood, alkohol og cigaretter. Et studie fra 2009 viser endda, at 9 procent af de festivalgæster, der ikke havde røget tidligere, debuterede som rygere på Roskilde Festival.

Men Roskilde Festival vil nu være med til at gøre det sværere for unge at ryge tobak under festivalen. Musikfestivalen har nemlig indgået et partnerskab med Røgfri Fremtid, som er et initiativ, der blev lanceret i 2017 og arbejder mod målet om, at vi i 2030 har en røgfri generation.

Læs også: 7 faser til rygestop

Det gør Roskilde Festival mod rygning

I første omgang har Roskilde Festival strammet salget af cigaretter ved at gøre det mindre synligt, så man ikke fristes til impulskøb. Fra i år kan man derfor ikke købe cigaretter i festivalens supermarked, men kun i sorte tobaksboder, hvor alle salgsfremmende aktiviteter er forbudt.

Samtidig vil festivalgæsterne kunne møde frivillige fra Røgfri Fremtid, som vil gå i dialog med de unge gæster om rygning.

Brevkassen: Hvorfor festryger jeg?

Røgfri Fremtid regner dog ikke med, at initiativet vil vise sig på statistikkerne over unges rygning med det samme:

- Men Roskilde Festival har nu taget de første vigtige skridt, og jeg er sikker på, at de sammen med Røgfri Fremtid kan ændre normerne for rygning i festivalmiljøet og bryde koblingen mellem tobak og festivaler, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Kræftens Bekæmpelse, Røgfri Fremtid og The use of tobacco and cannabis at an international music festival.

Sidst opdateret: 04.07.2018