Normalt skal man en tur forbi en fertilitetsklinik, hvis man skal have testet sædkvaliteten. Men en ny test til hjemmebrug kan gøre det muligt selv at teste sædkvaliteten ved hjælp af mobilen.
Dårlig sædkvalitet kan være en af årsagerne til barnløshed, og for nogle er det grænseoverskridende at besøge en klinik for at aflevere en sædprøve til analyse.
Hjemmetest har eksisteret et stykke tid, men de kan kun teste koncentrationen af sædceller og siger ikke noget om, hvor godt sædcellerne svømmer, hvilket er meget vigtigt for fertiliteten.
Læs også: Sådan undersøges mandens fertilitet
Forskere fra Harvard Medical School har udviklet en ny test, som ved hjælp af en smartphone kan undersøge, både hvor mange sædceller der er i en prøve, samt hvor godt de svømmer.
Ved hjælp af en slags pipette lægges en lille smule af en sædprøve ind mellem to stykker glas, som sættes ind i en tilhørende holder. I denne holder er der to linser, og når telefonen monteres i holderen, fungerer linserne sammen med telefonens kamera som et mikroskop. En app på telefonen måler derefter koncentrationen af sædceller, og hvor meget de bevæger sig.
Forskerne har undersøgt testens nøjagtigheden ved at lade personer, som ikke havde nogen forudgående træning, teste 350 sædprøver. De samme prøver blev også testet i laboratorium på traditionel vis, og en sammenligning af resultaterne viste, at den nye test kunne bestemme sædkvaliteten med 98 procents sikkerhed.
Læs også: Når storken er forsinket
Selvom den nye test potentielt kan give et bedre billede af sædkvaliteten end de eksisterende hjemmetests, vil testen stadig ikke kunne give det fulde billede af sædkvaliteten. Flere faktorer skal nemlig tages med i betragtning, forklarer Mette Haug Stensen, chef for laboratoriet på det private Fertilitetscenter i Oslo, til Forskning.no, et norsk nyhedssite, som bringer seneste nyt inden for forskning. Ifølge Mette Haug Stensen kan en sådan automatiseret test bruges til at vise, om der er problemer med sædkvaliteten, og videre testning i laboratorie kan i så fald bekræfte resultatet.
I en sædprøve kan der også være hvide blodlegemer og antistoffer, for eksempel efter en infektion, og det kan få sædcellerne til at klumpe sammen og gøre dem ude af stand til at svømme. Desuden er sædcellenernes form vigtig, da fejl i formen kan gøre det svært for dem at befrugte et æg.
For at den nye test kan tage højde for andre celler og sædcellernes form, vil det kræve, at linsen giver et bedre billede og at selve appen videreudvikles.
Resultatet af undersøgelsen er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Science Translational Medicine, og melder ikke noget om, hvornår hjemmetesten forventes i handlen.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev her
Kilder: Forskning.no og Science Translational Medicine.
Sidst opdateret: 29.03.2017