I øjeblikket florerer der billeder, videoer og reklamer for en ny sort tandpasta med aktivt kul, der lover hvidere tænder efter brug. Men virker det eller kan det være skadeligt?
Måske har du set billeder eller videoer af mennesker, der fylder munden med en kulsort tandpasta, hvorefter tænderne skrubbes godt. Munden skylles grundigt med vand, og så skulle du efter sigende stå tilbage med et hvidt tandpastasmil.
Men giver den sorte tandbørstning dig virkelig hvidere tænder? I dagspressen har der været fokus på produktet, og flere tandlæger har sat spørgsmålstegn ved dets virkning.
Henning Lehmann Bastian, specialtandlæge, forholder sig også skeptisk til produktet:
- Det er problematisk, at der ikke er nogle videnskabelige undersøgelser, som kan be- eller afkræfte produktets løfte om at give hvidere tænder.
Læs også: Tandblegning
Tandblegningsproduktet kommer i forskellige udformninger og under forskellige navne, blandt andet Coalcure og Blackwood Whitening. Produktet skulle modvirke misfarvning af tænderne og indeholder forkullet kokosnød.
- Teoretisk set, kunne man godt forestille sig, at produktet virker, da aktivt kul vil være godt til, at absorbere organiske og uorganiske materialer fra tandens overflade. Det er der dog ingen videnskabelig evidens for, siger Bastian.
I den forstand kan produktet muligvis rense tænderne ved at fjerne belægninger på dem. Der kan dog også forekomme misfarvning inde i tanden, under overfladen, og det er tvivlsomt, at produktet virker i dybden.
Selvom produktets virkning er tvivlsomt, er der flere brugere, der melder ud, at de mener, at deres tænder bliver hvidere.
Bastian forklarer, at kullet i tandpastaen kan udtørre tændernes overflade:
- Denne dehydrering kan gøre, at tænderne ser hvidere ud i en kort periode, måske endda kun i en times tid. Dehydreringen kan måske udlignes, hvis man skyller munden med vand efter brug, men man ved det jo ikke. Hvis produktet har en virkning, tror jeg kun, at den er kortvarig.
Det vigtigste er nok, at vide om den sorte tandpasta er harmløs, eller om den kan forårsage skader på tænderne.
- Hvis produktet dehydrerer tænderne (udtørrer overfladen, red.), kan det føre til, at de bliver mere sårbare over for syreangreb, og man kan derfor lettere få huller i tænderne, informerer Bastian.
Bastian påpeger, at det ikke er afklaret, hvilke uønskede bivirkninger den sorte tandpasta kan give. Der er muligvis en risiko for, at kullet kan udtørre eller misfarve slimhinderne, og produktets virkning på plastfyldninger i tænderne er heller ikke klarlagt. Tandpastaen har desuden den mangel, at den ikke indeholder fluor:
- Jeg vil ikke anbefale nogen at bytte deres almindelige tandpasta ud med denne nye tandpasta med aktivt kul, da der ikke er fluor i produktet, hvilket skal styrke tændernes emalje, udtaler Bastian.
Han mener dog, at det vil være interessant at se nogle videnskabelige undersøgelser af tandblegningsproduktet i fremtiden.
Få flere nyheder om sundhed her
Kilde: Specialtandlæge Henning Lehmann Bastian.
Sidst opdateret: 08.08.2017