Brevkasse

Spørgsmål   Psykiatri

Spørgsmål: Skal jeg tage kontakt til min bror?

Kære Netdoktor

Jeg har en bror på 27 år, der hele hans teenage- og voksen liv har haft det dårligt psykisk - han har haft svært ved at lave ting og komme ud fra hans værelse. Desuden andet, jeg som lillesøster ikke har fået at vide. Han har af flere omgange snakket med forskellige terapeuter, for at få det bedre, men det har ikke virket.

Han fortæller mig så, at han skal starte på anti-depressiv medicin, og at han derfor ikke vil være i kontakt med os (familien) den næste måneds tid. Han vil "cutte os lidt af"... Samtidigt har han bedt mig om ikke at fortælle noget til resten af familien.

Jeg er meget bekymret for den virkning medicinen kan have på ham. Især eftersom psykiske lidelser løber i vores familie. Vores farmor var konstateret med skizofreni og endte med at begå selvmord. Vi har også en farbror der har været indlagt med én hændelse af mani.

Mit spørgsmål lyder om der er større tendens til at lide af mani (som jeg ellers har læst er en sjælden bivirkning) eller anden psykisk lidelse på antidepressiv medicin hvis man har psykiske lidelser i familien i forvejen, og om I ville råde en til at tage kontakt med ham alligevel eller om man bare skal lade ham tage den pause fra os.

Mvh En Spørger

Svar:

Kære Spørger

Tak for din mail i hvilken du fortæller om din bror på 27 år, der har det dårligt psykisk. Han har forsøgt samtalebehandling ad flere omgange uden effekt og står nu foran at skulle påbegynde medicinsk behandling med antidepressiv effekt, hvorfor han har oplyst, at han den næste måneds tid vil afskære kontakten til familien. Du fortæller endvidere, at der er psykiske lidelser i jeres familie og spørger om der er større risiko for at udvikle mani eller anden sindslidelse i forbindelse med, at man tager antidepressiv medicin hvis der er sindslidelser i familien, samt hvorvidt du bør tage kontakt til din bror, eller acceptere hans ønske om ikke at have kontakt.

Sammen med ADHD, er bipolar sygdom (tidligere betegnet manio-depressiv sindslidelse) den sygdom, der har det mest udtalte genetiske element, dvs at familiemedlemmer er i øget risiko for at udvikle sygdommen. Antidepressiv medicin løfter stemningslejet. Hvis man lider af bipolar sygdom, så er der en øget risiko for at fremkalde en manisk tilstand, hvis man tager antidepressiv medicin hvorfor man generelt fraråder behandling med antidepressiv medicin og - såfremt man alligevel behandler med antidepressiv medicin - da samtidig behandle med stemningsstabiliserende medicin i håb om at minimere risikoen for at fremkalde en mani.

Ud fra din mail kan jeg dog ikke se, om din bror er diagnosticeret med en bipolar sygdom.

På spørgsmålet om, hvorvidt du skal tage kontakt eller ej, vil jeg råde dig til flg.:

Nogle få mennesker oplever en forværring i tilstanden i perioden umiddelbart efter påbegyndt medicinsk antidepressiv behandling, og så kunne det måske være rart for din bror, hvis du var der til at støtte ham. Jeg ville derfor sige til din bror - evt sende ham en SMS hvis han ikke vil snakke - at du er der for ham, og at du gerne vil støtte, men at du samtidig er klar over, at han har frabedt sig kontakt - og, at hvis han ombestemmer sig om det med at have kontakt, ja, så er du der og vil gerne hjælpe og støtte i det omfang du kan. På den måde bliver det lidt lettere for ham at kontakte dig hvis han bestemmer sig om, altså uden at han synes det er pinligt at han først har sagt A og så senere siger B.

Jeg håber, at din bror får det bedre og at den medicinske behandling virker.

Med venlig hilsen

Hans Mørch

Speciallæge i psykiatri.


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Jeg er trappet ud af mine lykkepiller - er det årsagen til mit ubehag?

2028-11-20 | 00:00

Hvorfor er jeg blevet følelseskold?

2025-07-13 | 00:00

Har jeg en fødselsdepression?

2024-04-20 | 00:00

Har jeg en depression?

2020-11-7 | 13:52

Jeg tror jeg lider af socialfobi. Hvad er mine muligheder for at komme af med denne?

2021-11-20 | 00:00

Skal jeg tage kontakt til min bror?

2020-09-25 | 22:20

Ketamin mod depression?

2020-05-2 | 18:03

Er jeg blevet skadet permanent af hash?

2018-11-15 | 22:40

Lyst til sex efter depression?

2018-09-7 | 23:39

Hvordan siger jeg, at jeg har brug for en "time-out"?

2018-07-23 | 14:10

Jeg vil stoppe med smertestillende, hvordan gør jeg?

2018-02-1 | 02:41

Jeg døjer med mange grimme tanker. Hvad gør jeg?

2017-01-4 | 21:42

Hvorfor er jeg ikke tilfreds med mit gode liv?

2017-11-9 | 10:05

Hvordan håndterer jeg mit præstationspres?

2014-04-13 | 00:00

Lider jeg af angst?

2014-04-13 | 00:00


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.