Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Prævention

Fortrydelsespille (Nødprævention)

Fortrydelsespiller kan købes i håndkøb og kan hindre graviditet i at udvikles i op til fem døgn efter ubeskyttet samleje.


Opdateret den: 1. September 2024

Fortrydelsespille (Nødprævention)

Hvad er fortrydelsespiller?

En fortrydelsespille er en lille pille, der kan købes i håndkøb, og har det formål at forhindre graviditet. 

Fortrydelsespiller virker ved at blokere eller forsinke ægløsningen så længe, at sædcellerne ikke længere er i stand til at befrugte et æg.

Der findes to typer fortrydelsespiller:

  • Det ene præparat (NorLevo, Levodonna eller Frivelle) skal tages hurtigst muligt og helst indenfor 12 timer, men kan tages indtil 72 timer, dvs. 3 døgn, efter samleje
      • indeholder en stor dosis levonorgestrel, som er kemisk fremstillet kvindeligt kønshormon (gestagen). Det er den samme type hormon, som findes i p-piller og mini-piller.
  • Det andet præparat (Ellaone®) skal tages hurtigst muligt og indenfor 120 timer, dvs. 5 døgn,  efter samleje
      • indeholder en slags antihormon.

Begge typer af fortrydelsespiller har lige stor effekt og sænker risikoen for graviditet med 85 procent, hvis den tages straks. Jo før jo bedre.  

Ellaone® er virksomt i længere tid end Norlevo, Frivelle og Levodonna, men er også noget dyrere. Begge fortrydelsespiller fås i håndkøb på alle apoteker. Grundig information om brug og virkning gives på apoteket og i vedlagt produktbeskrivelse. Spørg, hvis du er i tvivl om brugen. Der er én tablet i en pakke.

Hvis du alligevel er blevet gravid

Skulle det alligevel vise sig, at du er kommet for sent med fortrydelsespillerne og du er blevet gravid, vil du skulle tage stilling til, om du skal have barn. Det er da vigtigt, at du ved, at der ikke er sket nogen skade på fosteret ved, at du har taget pillerne.

Anden nødprævention 

Udover fortrydelsespiller, kan man få opsat en kobberspiral af en læge, som kan forhindre graviditet indenfor 5 døgn efter samleje. Så er den til gengæld også næsten 100 procent sikker. 

Det kræver dog, at man har tilgang til en læge og  har anskaffet sig en kobberspiral. En kobberspiral kan købes uden recept på apoteket. 

Læs mere i senere afsnit. 

Pris på Fortrydelsespiller:

Fortrydelsespiller varierer i pris og koster fra ca. 70 kr. til 190 kr. for en fortrydelsespille - alt efter om det er med gestagen (billigst) eller med antihormon. 

Hvordan tages fortrydelsespiller?

  • Tag tabletten straks eller hurtigst muligt efter ubeskyttet samleje. Drik samtidigt lidt vand, eller spis lidt mad for at mindske den kvalme, som pillerne kan give.

  • Hvis du kaster op inden for tre timer efter, at du har taget pillerne, bør du gentage behandlingen, det vil sige tage en tablet mere. Måske har du også brug for et middel mod kvalme.

  • Senest tre uger efter det ubeskyttede samleje er det en god idé at tage en graviditetstest, specielt hvis du ikke har haft en menstruationslignende blødning. Når du ved, at du ikke er blevet gravid, er det også tilrådeligt at finde ud af, hvad du i fremtiden skal bruge som prævention og eventuelt få en tid hos din læge til at drøfte dette, så du ikke havner i samme situation igen.

  • Hvis du har haft ubeskyttet samleje, skal du også tænke på, om der er risiko for, at du er blevet smittet med en sexsygdom som for eksempel klamydia.

Har fortrydelsespiller bivirkninger?

Når man tager en fortrydelsespille kan man opleve følgende bivirkninger: 

  • Brystspændinger
  • Kvalme
  • Opkastninger
      • behandlingen gentages hvis man kaster op indenfor 3 timer
  • Hovedpine
  • Eventuelle blødninger
      • Fortrydelsespiller fører ofte til blødningsuregelmæssigheder, så menstruationen kommer for tidligt eller for sent. Hvis man tager fortrydelsespiller flere gange i samme periode, øges denne risiko yderligere.

Ved blødningsuregelmæssigheder, specielt hvis blødningen udebliver, skal man tage en graviditetstest eller kontakte sin læge med henblik på undersøgelse for at udelukke graviditet.

Kan man bruge fortrydelsespiller i stedet for anden prævention?

Nej. Fortrydelsespiller er kun en nødløsning. De kan ikke bruges som fast prævention. Heller ikke selv om man kun har samleje en gang imellem. Man kan heller ikke regne med, at pillerne beskytter mod graviditet ved ubeskyttet samleje senere i samme periode.

Nødprævention bør ikke bruges flere gange i samme cyklus, da de store doser af hormon giver ubehagelige bivirkninger med kvalme, svimmelhed og uvirkelighedsfornemmelse.

Derudover er nødpræventions sikkerhed med hensyn til at undgå graviditet ikke høj nok (85 procent), så risikoen for graviditet er for stor.

Hvornår kan man få brug for nødprævention?

Hvis man har ubeskyttet samleje, eller hvis præventionen svigter; kondomet går i stykker eller glider af, eller man har glemt at tage sine p-piller eller mini-piller, er der risiko for at blive gravid. Hvis man ikke ønsker at løbe denne risiko, kan det forsøges undgået ved at bruge nødprævention, som findes i form af piller (fortrydelsespiller) eller kobberspiral. Pillerne kan købes uden recept på apoteket. Spiral skal sættes op af en læge eller gynækolog (se næste afsnit).

Nødprævention virker ved at hindre graviditet i at opstå. Forskellen fra almindelig prævention er, at nødprævention først kommer i brug umiddelbart efter det ubeskyttede samleje.

Kobberspiral som nødprævention

En spiral er en T-formet plastic-stav med kobberbelægning. Den har størrelse og form efter livmoderhulen. Spiral som prævention oplægges i kvindens livmoderhule i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse hos lægen. 

'Nødspiral'

En "nødspiral" er en ganske almindelig kobberspiral. Når den kaldes "nødspiral", er det fordi den anvendes som nødprævention efter et ubeskyttet samleje.

Hvis spiralen oplægges senest fem dage efter et ubeskyttet samleje, er den i stand til at hindre en graviditet i at udvikle sig. Spiralen er næsten 100 procent sikker, hvis den opsættes i tide, det vil sige indenfor fem døgn. Denne form for nødprævention anvendes ikke så ofte, fordi det kræver, at der er tilgang til både at anskaffe sig en spiral og finde en læge, der kan lægge den, inden for den givne tid (5 døgn).

Fordelen ved denne form for nødprævention er, at man kan beholde spiralen, hvis man trives med den, og på den måde har man en effektiv præventionsform i op til fem år.

Symptomer efter nødpiral

Det er vigtigt at være opmærksom på eventuelle symptomer i ugerne efter oplægning af spiral. Hvis man får smerter eller blødning, skal man tale med sin læge om det, idet spiralen ikke beskytter mod eventuel graviditet uden for livmoderen. Man bør under alle omstændigheder gå til kontrol hos sin læge nogle uger efter oplægning af spiralen for at få sikkerhed for, at alt er i orden.

Ønsker man spiralen fjernet, efter den har virket som nødprævention, kan spiralen fjernes efter fire til seks uger, gerne forudgået af en negativ graviditetstest.

Nødprævention beskytter ikke mod sexsygdomme

OBS: Ved alle former for nødprævention skal man være opmærksom på, at et ubeskyttet samleje ud over at være en risiko for en uplanlagt graviditet, også indebærer en risiko for at blive smittet med en sexsygdom. Derfor anbefales det, at et ubeskyttet samleje med en ny partner følges op med en test for sexsygdom.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvad nu, hvis nødpræventionen ikke virker?

Hvis det viser sig, at man trods nødprævention alligevel er blevet gravid, skal man tage stilling til, om man ønsker abort, eller om man vælger at få barnet. Man skal tale med sin læge om det så snart som muligt, hvis det viser sig, at samlejet har ført til graviditet. Man har også ret til en støttesamtale hos sin læge eller andet sted. Lægen kan henvise til dette, hvis man er i tvivl om sin beslutning.

Kontakt Sex-Linien for telefoninsk rådgivning om sex og nødprævention.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.