Behandling af kroniske smerter
Kroniske smerter er karakteriseret ved at være langvarige og i værste fald livsvarige. Dette betyder i praksis, at der ofte vil være tale om en tilstand, det vil sige et livsvilkår, man som patient må lære at leve med, også fordi smertefrihed i forbindelse med behandling sjældent vil kunne opnås.
Alle kroniske smertetilstande skal ses i deres rette sammenhæng, det vil sige ud fra en såkaldt biologisk-psykologisk og social synsvinkel (dette kaldes den bio-psyko-sociale smertemodel ). Man kan ikke opdele kroniske smerter som en følge af rene fysiske eller rene psykiske årsager – det vil altid være både/og. Det fysiske og det psykiske spiller altid ind på hinanden, ligesom sociale samt andre forhold kan udgøre ”stress-faktorer” og dermed være med til at forværre smerterne.
Kroniske smerter er meget belastende for det enkelte menneske. Patienten generes ofte af søvnforstyrrelser, nedsat appetit, ængstelse, vrede, mistro, isolation, tristhed, depression, dårlig hukommelse og koncentrationsevne, manglende livsglæde og hjælpeløshed. Alle disse symptomer kan i sig selv forværre smerterne og livskvaliteten, hvilket kan betyde, at patienten ender i en eller flere onde cirkler, hvor tilstanden bliver værre og værre. Det er netop disse forhold, som kan gøre kroniske smerter så svære at behandle. Men heldigvis kan de fleste af de kroniske smertepatienter sædvanligvis hjælpes til at leve et tilfredsstillende liv til trods for smerterne.
Medicinsk smertebehandling
Valg af lægemiddel afgøres af, hvilke smertetyper der er involveret. Kroniske smerter kan opstå som følge af vævsskade, typisk efter beskadigelse af hud, muskler, led, knogler og indre organer, for eksempel leddegigt, slidgigt i hofte- og knæled eller ryg, kronisk betændelse i bugspytkirtlen mv. Til denne type af smerter anvender man:
smertestillende medicin, der indeholder paracetamol
gigtmedicin
svagt virkende ”morfinpræparater”
stærk morfin og lignende stoffer i depotform eller som langtidsvirkende (for eksempel i plasterform).
Hertil kommer såkaldt stimulationsbehandling som akupunktur eller transkutan nervestimulation (forkortes TNS eller TENS). Sidstnævnte er en stimulationsbehandling, hvor patienten selv ved hjælp af nogle elektroder påsat huden og en elektrisk stimulator medvirker til at øge produktionen af patientens egne morfinlignende stoffer og dermed hæve tærsklen for smerter.
Smerter som følge af nerveskade eller –påvirkning kaldes nervesmerter (neurogene smerter). Sådanne smertetilstande kan ses ved og efter helvedesild, efter amputation (fantomsmerter), følger efter blodprop eller blødning i hjernen, ved og efter diskusprolaps, sukkersyge mv. Her anvendes visse morfinlignende stoffer, men oftere depressionsmedicin og epilepsimedicin, som eventuelt kan gives i kombination. Stimulationsbehandling som anført ovenfor, bedst i form af TNS, kan også forsøges.
Det gælder for patienten ved medicinsk behandling sammen med lægen at finde den bedst mulige balance mellem graden af smertelindring og styrken af eventuelle bivirkninger. For al medicinsk smertebehandling må man regne med, at kun cirka halvdelen af patienterne kan hjælpes til en eller anden grad af smertelindring, og kun yderst sjældent til smertefrihed. Der findes desværre ikke nogen ”vidundermedicin” til afhjælpning af kroniske smerter.
Kirurgisk behandling
Såfremt der er tale om for eksempel en ondartet svulst, et nedslidt led eller diskusprolaps med nerverodstryk kan der naturligvis blive tale om operation. Men ellers bør man være tilbageholdende med operative indgreb især ved kroniske smerter. Baggrunden for dette ligger i, at der er sket en ”omkodning” af det centrale nervesystem (i rygmarv og hjerne) i forbindelse med opståen af den kroniske smerte, og en sådan ”omkodning” kan man ikke fjerne ved operation. Yderligere kan man regne med, at af alle patienter, som skal opereres, vil ca. 10 % udvikle nervesmerter i efterforløbet, netop fordi man ved operationen nødvendigvis må skære nerver over.
Psykologisk behandling
Såfremt en patients smerter er domineret af psykologiske problemer vil der blive tale om behandling af psykolog, eventuelt understøttet af medicin som for eksempel depressionsmedicin. Et vigtigt aspekt i smertebehandlingen af sådanne patienter er at hjælpe patienten til at forstå, at der er tale om en langvarig, og i værste fald livsvarig tilstand med smerter og evt. funktionshandicap, og som han/hun må lære at forholde sig til og leve med. Dette betyder også, at patienten må lære at håndtere sin hverdag på bedste vis, det vil sige udvikle et fornuftigt mestrings-repertoire (”coping”). Det er sådanne ting, psykologen går ind i ved samtaleterapi og den såkaldte kognitive terapi , som direkte retter sig imod de tanker og følelser, der ledsager smerterne. En væsentlig del af behandlingen omfatter også indlæring af afspændingsteknikker, der kan anvendes som selvhjælp.
Fysioterapeutisk behandling
Fysioterapeutens væsentligste rolle er at forsøge at genopbygge kroppens muskulatur og at genetablere et relevant fysisk aktivitetsniveau under hensyn til patientens eventuelle fysiske handicap, for eksempel ved træning i varmt vands bassin og i træningssal.
Social indgriben
Vejledning i sociallovgivning og udmøntning af denne ved socialrådgiver kan være påkrævet, såfremt der er pågående sociale problemstillinger.
Tværfaglig smertebehandling
For mere komplicerede smertetilstande bør patienten henvises til et af landets tværfaglige smertecentre, hvor netop læger, sygeplejersker, psykologer, fysioterapeuter og socialrådgivere arbejder sammen i et tæt og integreret samarbejde.
Hvad kan patienten selv gøre?
Som smertepatient bliver du nødt til at se realiteterne i øjnene. Du lider af en langvarig tilstand, som du må lære at forholde dig til.
Find sammen med din læge en stabil behandling. I denne sammenhæng er det vigtigt, at du kun har én læge, som du har tillid til, og som udskriver eventuel medicin.
Brug selvhjælpstekinkker, for eksempel øvelser, træning, afspænding, meditation, TNS, varme, kulde eller hvad der nu er bedst for dig.
Sæt dig mål for at komme videre i livet. Det skal være dig, som styrer smerterne og ikke smerterne, som styrer dig. Vær opmærksom på at begrænse inaktivitet og isolation. Brug adspredelse. Dyrk dine hobbies, eller gør noget, som kan aflede dig fra smerterne. Vær kreativ.
Søg kontakt med andre. Udbyg om muligt dit netværk, ikke for at ”dyrke” dine symptomer og dine handicaps, men for at blive afledt for dem.