Jeg skal hele tiden tisse?

Spørgsmål

Kære rette vedkommende

Jeg føler mig, bortset fra nedenstående, sund og rask - særdeles god form og dyrker meget motion.

Mit problem er, at jeg kan producere urin lynhurtig. Skal ofte lade vandet med bare en halv times mellemrum. Nok ca. 200 ml. Det er et problem i mange sociale sammenhænge.

Er efter prostataoperation, 5 måneder siden, stadig utæt ved løb og gang - ellers tæt. Var stillet i udsigt, at det problem ville blive løst med fjernelse af prostata. Mit PSA tal er nu 0.

Men havde også førnævnte problem før operationen. Er i kontakt med læger/fysioterapeuter, i forbindelse med operationen, og de aner ikke, hvad det er jeg snakker om. Foreslår blæretræning - hvilket er håbløst, når man ikke er tæt. Jeg tror simpelthen ikke, der er nogen, der forstår problemet. Problemet er størst i forbindelse med motion. eks. golf. Men kan også forekomme om natten. Det er hamrende træls at skulle tisse - ved hver andet golfhul. Er det noget, jeg må leve med, eller er der en ekspert, der har et godt råd? Såfremt jeg er, bare sådan almindelig aktiv, er jeg på toilettet 6 til 8 gange i døgnet. Heraf 1 til 2 gange om natten.

Håber at der i panelet er en ekspert der kan hjælpe mig.

Hilsen

En spørger

Dreng/mand, 71 år, 182 cm, 85 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære Spørger

Det lyder for mig som om du beskriver 2 problemer:

  1. Hyppig vandladning af rimelige mængder, ikke bare sjattisseri.
  2. Utæthed ved fysisk aktivitet efter prostatakræftoperation.

Det første problem kan have mange årsager, dit væskeindtag kan være stort, det vil medføre hyppig vandladning uanset andre årsager, et normalt væskeindtag er 1,5-2 l afhængig af aktivitetsniveau. Vanddrivende medicin kan ligeledes medføre hurtig urinproduktion, det skriver du ikke noget om du får - det gives typisk ved forhøjet blodtryk, nyreproblemer eller hjerteproblemer; det er i øvrigt en gængs misforståelse at vanddrivende medicin påvirker evnen til at lade vandet, det gør det ikke, det påvirker nyrer og kredsløb og urinproduktionen.

Du kan også have en blæremuskel der reagerer ved lav blærefyldning, såkaldt overaktiv blære, dette kan være konsekvens af tidligere prostataproblemer og vil så typisk forsvinde når prostata er væk - dog ofte først efter mange måneder. Man kan også have overaktiv blære uden foregående prostataproblemer.

Vandladning 6-8 gange i døgnet er ikke voldsomt unormalt, normal frekvens er ca hver 3. time i dagtiden og p.g.a. din alder skal du forvente at skulle op om natten en gang. Afhængig af årsag er der forskellige løsninger, det kræver dog typisk nærmere undersøgelse hos urolog.

Dit andet problem, utæthed, er en konsekvens af helbredende behandling for prostatakræft, langt de fleste bliver tætte igen, men det kræver vedvarende, livslang bækkenbundstræning…. gerne 2 x 15 min dagligt når du ikke er tæt endnu.

Hvis du ikke bliver tæt kan man overveje forskellige løsninger, bl.a. en mindre operation hvor man indsætter små balloner på hver sin side af urinrøret (proact). Løsninger på utæthed skal dog tage højde for dit andet problem.

Jeg vil forslå, at du bliver henvist til urolog mhp nærmere undersøgelse, jeg vil tro du kan hjælpes.

Vh

Nanna Franck

Urolog

Sidst opdateret: 14.11.2018