OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg nyder smerten, når jeg skærer i mig selv

Spørgsmål:

Hei,

Jeg har læst om jer på Internettet og fundet din adresse, selvom jeg er fra Norge.

Sagen er, at jeg føler et behov for at andre skal synes om mig. Jeg tror efterhånden, at jeg har udviklet en form for bulimi, da jeg er begyndt at kaste op, når jeg føler at jeg har spist for meget. Desuden er jeg så småt begyndt at få tendens til at få lyst til at skære i mig selv. Det er kun noget, der er foregået i en uges tid, men jeg går hele tiden og får lyst til at snitte i mig selv med skarpe eller spidse ting. Helst et barberblad.

Efterhånden er folk ovre i skolen begyndt, at lægge mærke til arrene og de spørger mig ofte hvad der er sket. Jeg ved faktisk ikke hvad, der er galt med mig... hvordan får jeg stoppet mig selv? Er det en slags sygdom?? Jeg tænker også på at tage livet af mig, men det der holder mig tilbage er frygten... Det at skære sig i blodåren vil være løsningen, men jeg tør ikke... jeg skærer mig hellere lidt væk fra blodårene og på de mindste...

Dette her lyder ret vildt.. men det er sandt, det jeg fortæller, og jeg har aldrig sagt noget til nogen andre end jer.

Håper bare, at du kan hjælpe mig og fortælle mig hvad, der er galt.

Med venlig hilsen

Charlotte

Svar:

Kære Spørger

Du skriver, at du dels kaster op med vilje dels skærer i dig selv. Det er meget vigtigt, at du får hjælp, for det er bestemt ikke normalt! Det er tydeligt, at du har store problemer med dit selvværd. Jeg gætter på, at du også føler en indre tomhed, som overvælder dig, og som du prøver at jage på flugt ved at skære i dig selv. Smerten får dig til at føle, at der er lidt liv i dig! Er det ikke rigtigt? Disse ting hænger tit sammen.

Du bliver nødt til at fortælle en voksen om, hvordan du har det, så de kan hjælpe dig. Det mest oplagte ville være dine forældre eller andre i familien. Hvis du ikke føler, du kan tale med dem, så tal med en klasselærer eller din egen læge. Der findes også telefonlinier (Ungdoms rådgivning), hvor du kan ringe til og få hjælp helt anonymt.

Prøv at søge efter dette på nettet, så du finder den rådgivning, der hører til i dit område.

Som sagt: du skal have hjælp, og det skal ikke vente for længe. Du behøver ikke have det sådan!

Læs også de andre svar på denne side. Du kan se at du ikke er alene med de problemer du beskriver!

Venlig hilsen

Poul videbech,

Psykiater

Sidst opdateret: 08.12.2003