Hvordan håndterer man hypokondri?

Spørgsmål:

Hvordan håndterer man som pårørende en hypokonder? Efter flere undersøgelser, som har vist, at han ikke fejler det, han p.t. frygter, finder han stadig fysiske symptomer på sygdommen (symptomer, som er reelle, men som samtidig kan være symptomer på hvad som helst) og ønsker endnu en undersøgelse. Han er gået med til at opsøge en psykolog, men denne ser ham jo ikke, når han sidder om aftenen med hjertebanken og ryster af angst for snart at dø af den sygdom, som han er sikker på, at han har. Skal man blive ved at fremhæve, at de to tidligere undersøgelser ikke viste noget? Skal man lade ham få foretaget den tredje (og formentlig senere den fjerde og den femte og ....). Skal man gå med til psykologen? Eller noget helt andet?

Svar:

Hypokondri vil sige, at man føler sig syg og har forskellige fysiske symptomer, som ikke stammer fra en fysisk sygdom, men derimod fra en psykisk lidelse. Det kan dreje sig om depressioner (se http://members.xoom.com/depressioner ), som ofte ledsages af frygt for, at der er noget fysisk galt med én samt om panikangst. 

Herudover kan der være en række mere sjældne og sværere psykiske lidelser, som kan give hypokondre forestillinger. Noget af det hyppigste er formentligt netop panikangst. Denne sygdom er kendetegnet ved, at den syge pludselig som lyn fra en klar himmel oplever en række meget ubehagelige psykiske og fysiske symptomer. 

Det kan være hjertebanken, kvælningsfornemmelse, smerter i brystet, rysten på hænderne og sveden over hele kroppen, eventuelt med en fornemmelse af, at man skal besvime. Disse symptomer er forståeligt nok ledsaget af svær dødsangst eller angst for, at man skal miste kontrollen over sig selv. Mennesker med denne psykiske lidelse vil talrige gange opsøge skadestuer, praktiserende læger og specialister for at få undersøgt, hvad de tror må være en fysisk årsag til lidelsen. Det er meget vigtigt, at lægerne tager dem alvorligt og gennemfører et vist begrænset undersøgelsesprogram. Der findes nemlig legemlige sygdomme, som kan medføre både de nævnte psykiske og legemlige symptomer. Disse sygdomme kan imidlertid ret nemt udelukkes med gængse undersøgelsesmetoder, og derefter er det meget vigtigt, at man stopper med de somatiske/legemlige undersøgelser. Det, der skal til, er en psykologisk og/eller medicinsk behandling af panikangsten, fordi det ikke vil hjælpe noget som helst at fortsætte med undersøgelsesprogrammet. Hvis man ikke tager hånd om den psykiske lidelse, vil patienten fortsætte sin odysse fra specialist til specialist og blive undersøgt med stadig dyrere og farligere undersøgelser. 

Når patienten én gang er blevet grundigt undersøgt, skal man derfor fremover støtte ham i at tænke på sine særdeles ubehagelige symptomer som værende psykisk udløst. Det er vigtigt at forstå, at det ikke er sådan, at psykisk udløste symptomer er mildere eller mindre alvorlige end legemligt udløste. Snarere tværtimod, fordi de kan være meget sværere at få hold på. Man skal altså ikke bagatellisere de meget skræmmende og ubehagelige symptomer, men give udtryk for, at man forstår, hvor slemt det er, men at det jo ikke nytter noget at forfølge den tanke, at de skulle være forårsaget af legemlige sygdomme, for det er jo allerede undersøgt. Ellers risikerer man, at det bliver en skrue uden ende. Det kan godt være, at det ville være en støtte for din pårørende, hvis du går med til en enkelt samtale hos psykologen. Dette kræver selvfølgelig din vens og psykologens accept, men det vil næppe være noget problem. Jeg plejer selv tidligt i et psykoterapeutisk forløb at invitere for eksempel en kæreste eller ægtefælle med til en enkelt samtale, fordi de ofte har mange spørgsmål, som de gerne vil have besvaret. Desuden vil det også hjælpe dem til bedre at tackle patientens sygdom. Så prøv at snakke med din ven om, hvad han siger til det. 

Hvis det drejer sig om panikangst eller depression, og hvis ikke samtalerne hos psykologen hjælper ret hurtigt, kan man med fordel supplere dem med medicinsk antidepressiv behandling. Nye undersøgelser viser, at kombinationen antidepressiv behandling og kognitiv samtalebehandling er særdeles effektiv. 

Med venlig hilsen

Poul Videbech

overlæge

Sidst opdateret: 14.06.2000