OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg har fået seneskedehindebetændelse - hvor længe varer det?

Spørgsmål:

Hos min læge har jeg fået konstateret seneskedehindebetændelse i venstre håndled, angiveligt pga. arbejde med mus (jeg er venstrehåndet). Jeg fik ordineret en håndledsskinne, som jeg har gået med et par måneder. Betændelse har varet ca. 4 måneder. Mine spørgsmål er nu: Skal jeg have skinnen på 24 timer i døgnet? Og hvor længe plejer der at gå, før der kan mærkes en forbedring?

Svar:

Seneskedehindebetændelse er en betændelsesreaktion i seneskederne, der ikke er forårsaget af virus eller bakterier, men derimod af irritation, f.eks. ved overbelastning, ensidigt arbejde gennem en længere periode eller traume. Behandlingen er ro, evt. skinnebehandling, men skinnen skal ikke anvendes 24 timer i døgnet. Ligeledes kan gigtmedicin være nødvendig, idet det dæmper betændelsesreaktionen.

Hvis de udløsende faktorer fjernes, går lidelsen ofte i ro i løbet af få uger. Hvis faktorerne ikke fjernes, holdes tilstanden ved lige. Det vigtigste er at forebygge at museskader opstår. Det kan gøres ved forskellige tiltag: korrekt ergonomisk opbygget arbejdsplads, indlagte pauser i arbejdet, undgå langvarigt brug af musen. Brug genvejstaster, hvor det er muligt. Musen kan tilpasses den enkelte medarbejder, der findes således både mus til højrehåndede og til venstrehåndede.

Sidst opdateret: 19.06.2000