Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Vores datter græder over smerter i knæene - er det bare "vokseværk"?

Spørgsmål:

Kære NetDoktor,

Vores datter Martine har med jævne mellemrum stærke smerter i sine knæ- og eller ankelled som følge af, hvad vi kalder for "vokseværk". Hun vågner om natten, grædende, og vi giver hende flydende Panodil for at afhjælpe smerterne. Vi har talt med vores egen læge flere gange om Martines problem, men uden at der er kommet noget ud af det.

I øjeblikket er problemet knæleddet og Martine har, foruden de natlige smerter og mærkelige fornemmelser i leddet, også gener om dagen. Hun bevæger benene forsigtigt og kan ikke lide at bøje i knaet. Som forældre er vi igen begyndt at overveje, hvad der egentlig er galt med Martine, da vores læge har afvist fænomenet "vokseværk" - han betegner det som ikke-eksisterende. Vi blev for to år siden henvist til en specialist, der også afviste at der skulle være et problem.

Tilbage står altså at vores barn græder af smerter og bevæger sig besværet i disse perioder. Hun er ellers normalt meget livlig og aktiv. Pt. er det temmelig slemt og det "knækker" i knæleddet. Er det blot en følge af voksealderens faser? Eller skal vi tage det op igen i lægeligt regi? Vi vil nødigt ignorere et symptom, der måske skal tages alvorligt.

Med venlig hilsen Martines forældre

Svar:

Kære Martines forældre,

Jeg synes bestemt, at I skal tage problemet op igen. I skal som minimum bede om at blive set af en speciallæge i ortopædisk kirurgi samt at få taget et røntgenbillede af knæene. Det er muligt, at man ikke finder nogen sikker forklaring på smerterne, og så kan man blive nødt til at acceptere dette. Men som udgangspunkt skal det ikke gøre ondt at vokse! Nogle gange har de voksende børn nogle smerter, som vi ikke sikkert kan forklare og dette bliver så kaldt "vokseværk" - men dette er ikke nogen egentlig diagnose. I bør få udelukket en tilgrundliggende lidelse i knæene eller begyndende gigtlidelse inden I accepterer at "se tiden an".

Med venlig hilsen

Hans Gad Johansen

Speciallæge i ortopædisk kirurgi

Sidst opdateret: 11.04.2005




Annonce