Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hævede ben i sommervarmen - hvad gør jeg?

Spørgsmål

Kære Netdoktor,

Her i sommervarmen lider jeg af meget hævede fødder. Sidst på eftermiddagen er min fødder så hævede, at jeg næsten ikke kan gå. Når jeg kommer hjem, eleverer jeg benene, hvis jeg kan komme til det. Om natten sover jeg også med benene eleveret.

Om morgenen er hævelsen så aftaget en hel del, men jeg har fået ondt i fødderne. Når jeg sætter fødderne på gulvet og rejser mig af sengen og tager et skridt, føles det som om mine ben har været udsat for en ordentlig omgang bank.

Her kommer så spørgsmålet: Hvad kan jeg gøre for at reducere hævelserne, og hvorfor gør det ondt i mine fødder om morgenen? Skal jeg drikke mere vand for ikke at hæve så meget, eller er det, fordi jeg drikker meget vand, at jeg hæver så meget?.

På forhånd tak for hjælpen

Med venlig hilsen en spørger.

Svar

Kære spørger,

Det er naturligt, at man i varme omgivelser får udvidede blodkar - også i benene, hvilket betyder, at megen væske siver fra blodbanen ud i vævet i benene. Men normalt vil bevægelse og brug af benmuskulaturen sørge for, at væsken på ny bliver suget tilbage til blodbanen og kvitteret med urinen.

Tilstande for eksempel med overvægt, åreknuder, kroniske hjertelungelidelser, lymfesygdomme samt meget stillesiddende arbejde vil typisk i varme omgivelser øge risikoen for væske i benene. I dit tilfælde beskriver du en svær overvægt , kronisk lungelidelse samt periodevis behandling med binyrebarkhormon, alle tilstande der vil give problemer i varme omgivelser.

Jeg vil foreslå, at du holder din væskebalance med indtagelse af vand, der afpasses efter dit væsketab, endvidere dagligt brug af støttestrømer, som du tager på om morgenen, hvor dine ben er slanke. Desuden vil ”venepumpeøvelser” fremme fjernelsen af væsken i dine ben.

Med venlig hilsen

Hans Ole Svendsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 13.07.2006




Annonce